Det må godt nok siges at være falsk varebetegnelse at tale om ‘forårssæsonen’ med de temperaturer, vi oplever. Det er selvfølgelig ærgerligt, at rigtig afgørende kampe i Superligaen skal afvikles under sådanne forhold – ikke bare på grund af vejret, men også fordi det kun er de mest hårdhudede tilskuere, der dukker op – men det er jo prisen for en så kompakt sæson, som vi har denne gang på grund af det forestående VM. Men vi fik da rundet nogle stykker af de klassiske spørgsmål: bekræftet, at dommerens eneste kompetence til at aflyse en kamp er, hvis banen er farlig, eller stregerne er så utydelige, at kampen ikke kan afvikles efter fodboldloven. Dommeren skal ikke bekymre sig om, hvorvidt forholdene er til underholdende eller køn fodbold, eller om afviklingen er sportslig – han har kun det farlige at hænge sin hat på. Det er til gengæld efter fodboldloven suverænt dommerens afgørelse, og det kan selv nok så ihærdige klubledere ikke ændre på.
Vi afklarede også et andet af årstidens spørgsmål: om stregerne nødvendigvis behøver at være hvide. Og nej, det gør de ikke – de røde streger i Horsens var yderst praktiske – og så levede man fint med, at hjørnefelterne nok ikke var helt målfaste. I Horsens mødte vi også den orange bold, og dér er der heller ikke nogen krav til farven, selv om en grøn bold under normale omstændigheder ikke er hensigtsmæssig. Det er egentlig meget sjovt at møde noget anderledes, selv om øjnene lige skal indstille sig på det.
Men bortset fra det bød weekenden på tre situationer, som lovmæssigt hørte til i den yderst interessante afdeling – endda i nogle ret højprofilerede opgør. Lad os starte fra toppen med EFL-Cupfinalen i England, hvor Manchester City ekspederede Arsenal med 3-0. Her var det første mål lidt af en lækkerbisken. Citys Aguero har anbragt sig lige akkurat inde på Arsenals banehalvdel og bag tre forsvarere, da der stikkes en lang bold frem mod ham, som han kan tage en halv banelængdes løb på og score. Man kan diskutere, om han får puffet lidt til Arsenals Mustafi, da han løber bolden i møde og erobrer den, men det er nok under det niveau, som man gider bekymre sig om ovre på de britiske øer. Til gengæld er der ingen tvivl om, at Aguero er foran både bold og næstsidste modspiller, da målmanden sender bolden op til ham, så en offside-position kommer i den grad op på nethinden. Da Aguero sparker den i mål, ville han selvfølgelig også skulle straffes for den. Det er der også et par personer, der har fremført rundt omkring på diverse fora. Men der er det lille, men i denne sammenhæng afgørende raffinement, at bolden godt nok kommer fra målmanden – men at det ikke er et udspark eller en normal bold i spil, men direkte fra et målspark. Og når bolden kommer direkte fra målspark, hjørnespark eller indkast uden at røre andre spillere undervejs, er offside ikke et tema – uanset hvor tydelig en offside-position, man ellers befinder sig i. Når jeg gør lidt ud af det, er det, fordi der er forbløffende mange spillere (og trænere !), der ikke er klar over det, og det er ellers et af de punkter, hvor man virkelig kan udnytte sit regelkendskab til som den kloge at narre den mindre kloge. En angriber kan befinde sig milevidt bag forsvaret – hvis han bliver spillet direkte på målsparket, er der frit slag.
Lad os blive ved offsiden og tage videre til Tyskland, hvor bund- og lokalopgøret mellem Werder Bremen og Hamburger SV blev afgjort fire minutter før tid på et mål, som blev diskuteret vildt og inderligt. Og der var også en god del at se til. Det er Aron Johansson, der efter et par pasninger slipper igennem i venstre side af straffesparksfeltet og helt inde på kanten af målfeltet sender en bold mod mål. Den forsvinder mellem benene på målmanden, og så udspiller der sig ellers et kapløb mellem angriber Belfodil og forsvarer van Drongelen, hvor det i sidste ende tilsyneladende er van Drongelen, der får skrabet bolden ind i eget mål. Det spændende er imidlertid, hvad der sker, da Johansson i første omgang sender bolden mod mål, for hvor er Belfodil helt nøjagtigt placeret ? Han er i hvert fald foran den næstsidste modspiller, men spørgsmålet er, om han også er foran bolden, for er han ikke det, kan vi aldrig nogensinde komme til at bekymre os om offside, om der så aldrig var hverken forsvarere eller målmand i nærheden. TV-vinklerne afslører ikke ret meget andet, end at det er en millimeterafgørelse, hvor Belfodils ene knæ måske – men jeg tror det ikke – har sneget sig foran bolden. Hvis det havde det, ville vi tale om offside-position, for dertil kræves jo blot, at en del af angriberens hoved, krop eller fødder er kommet foran. Men som sagt, selv om Belfodil meget behændigt befinder sig akkurat på målfeltets lange linje, og det derfor burde være lettere at vurdere med noget fast at sigte efter, er vinklerne ikke éntydige.
I Tyskland bruger man jo VAR i Bundesligaen, og det er igen et fint eksempel på, at ingen situation er bedre end de vinkler, der er til rådighed. Havde der været en éntydig vinkel, er jeg sikker på, at nogen nok skulle have gravet den frem nu – så det må jeg formode, at der ikke har været. Og så er VAR-dommeren i nøjagtig samme situation som alle os andre. Der har været god gang i den på fanfora og i de tyske aviser – der er talt om skandale og stillet spørgsmålstegn ved, hvad man overhovedet skal med videodommeren og hele systemet, når det ikke engang kan klare sådan noget, men VAR er ikke nogen mirakelkur, og under alle omstændigheder er denne situation så snæver, at det ikke giver mening at tale om skandale. Skulle jeg endelig sætte mine penge på noget, siger min mavefornemmelse, at der ikke er offside. Men selv hvis der havde været det, er der stadig et par aspekter, der skal overvejes, før man kan lukke situationen ned. Da bolden løber mellem benene på Hamburgs målmand, er der formentlig en lille berøring. Og hvis der er det, er angriberen så løst fra sin offside ? Nej, det vil han ikke være, fordi det var en redning, og så er offsiden stadig i spil. Foretager Belfodil sig så noget derefter, der kan gøre ham strafbar offside ? Ja, for ved at indlede sig på kapløbet med van Drongelen ‘angriber han for at erobre bolden’, og dermed generer han en modspiller, for nu at blive i offside-reglens sprog. Og så er det underordnet, at det er forsvareren selv, der sender bolden i mål. Men en situation, som man kan diskutere længe og inderligt i teorilokalet – og hvor alt altså hænger på, om der overhovedet foreligger en offside-position i første omgang: er noget af Belfodil foran bolden, da Johansson sender den mod mål ?
Lad os ende herhjemme i noget, der trods alt i sammenligning med en engelsk pokalfinale og et tysk liv eller død-Bundesligaopgør må betragtes som lidt mere ydmygt – Superligakampen mellem FCK og OB. Her har der efterfølgende været en del snak om en duel mellem Santander og Jeppe Tverskov. Igen er det fire minutter før tid – åbenbart et godt tidspunkt – hvor de to jagter en bold ud over mållinjen med Tverskov forrest. Så foretager Santander sig noget med det ene ben, som lander oppe mellem Tverskovs – og det indbringer et frispark og en advarsel. Spørgsmålet er, om det er et spark eller ej – og om det burde have været en udvisning ? Her har vi faktisk fat i én af de ting, hvor der er skruet på lovteksten og fortolkningen forud for denne sæson, nemlig omkring spark, slag og slag på afstand (dvs kast med genstande). I tidligere tider ville man have sagt automatisk udvisning – men der er trods alt forskel på f.eks. spark. Hvis det udføres med ubetydelig kraft, så vi ikke strækker os ud over begrebet hensynsløst, er det kun en advarsel, der skal gives. De elementer, som dommeren skal vurdere i relation til kortfarven, er begreber som ‘brutalitet’, ‘ond hensigt’ og ‘unødig stor kraft’. Eller sagt lidt mere mundret: hvis sparket eller slaget er på tjat-niveau eller måske bare en markering, uden at vi taler egentlig vold, er advarslen nok. Jeg tror stadig, at langt de fleste slag, spark og kast i kampens hede vil blive afleveret med en intensitet og hensigt, så det ender i udvisning. Men denne her er ikke et typisk spark, synes jeg – faktisk skal man have fat i den langsomme gengivelse for helt at registrere, hvad der foregår – og det er nærmest Santanders knæ, der kommer først ind, hvorefter benet følger efter. Sikkert er det vel, at hvis der havde været rigtig onde hensigter og var blevet sparket igennem, havde Tverskov næppe rejst sig igen lige med det samme, når man tænker over, hvor benet landede henne.
Så det var faktisk en god høst denne weekend med tre vidt forskellige situationer, som bragte os en del omkring i lovgymnastikken.