En læser er vendt tilbage efter sidste uges bemærkninger om turneringstruktur osv., hvor det bliver spændende at følge udviklingen og overvejelserne. Men også med noget, som har undret ham – nemlig spørgsmålet om dommerens tidstillæg. Det er også nok værd at ofre nogle tanker på, så lad os bare kaste os ud i det.

Læseren har bemærket, at uagtet at der er nogle anvisninger for, hvornår dommeren skal lægge tid til, lander man meget ofte på tre minutter i 2. halvleg, og afbrydelsen sker oftest, når bolden er et neutralt sted. Er der nogen nedfældede retningslinjer for det ?  Og til det er svaret nej – men derfor kan der jo sagtens ligge nogle ikke-nedfældede tanker bag. For at starte med længden. Det er en sand svir for journalister og andet godtfolk at gøre sig lystige over det, som de ofte kalder for ‘de sædvanlige tre minutter’ i 2. halvleg. Men rent bortset fra, at det ikke altid er tre minutter, kan der være nogle ganske logiske forklaringer på, hvorfor det ofte er dér, at vi lander.

Fodboldloven siger, at dommeren skal lægge den tid til, som bliver tabt på grund af udskiftninger, vurdering af og/eller fjernelse af skadede spillere fra banen, tildeling af følgestraffe (dvs gule og røde kort), drikkepauser eller medicinske tiltag, som turneringsreglementet tillader (ikke specielt relevant i det danske klima), og endelig enhver anden årsag, herunder væsentlig forsinkelse af spillets igangsættelse (f.eks. på grund af scoringsjubel). Det sidste punkt er åbenlyst en brokkasse, hvor man kan kaste alt det hen, som ikke er omfattet af de øvrige punkter – og der er også den nedfældede retningslinje, at en normal udskiftning takseres til 30 sekunders tillægstid, som dog kan fraviges i både op- og nedadgående retning. En dobbeltudskiftning tager jo ikke dobbelt så lang tid som en almindelig udskiftning – men omvendt kan en udskiftning sagtens tage længere tid, hvis spilleren, som det er blevet moderne, bevæger sig yderst langsomt og træt ud, så alle kan se, at det er med rette, at han udskiftes, og samtidig skal udvise fin sportsånd og sige tak for kampen til alle, som han møder på sin vej ud, incl. dommeren. Tempoet har det besynderligt nok med at dale, og antallet af venner og hilseceremonier med at stige, hvis holdet er foran.

Så hvis man nu har en halvleg med et meget begrænset antal skadessituationer og med seks udskiftninger, måske endda en dobbeltudskiftning imellem, er det ikke så underligt, hvis vi lander på de tre minutter. Men det kunne egentlig være interessant at lave en lille hurtig undersøgelse af, om tre minutter virkelig er i så markant overtal, som alle tror, eller om det bare er en fornemmelse, der efterhånden er blevet ophøjet til en generel sandhed.  Sikkert er det i hvert fald, at man bemærker det, hvis tillægget afviger væsentligt. I FCKs CL playoffkamp mod Qarabag i Parken nøjedes den spanske dommer med at lægge to minutter til i en 2. halvleg, hvor udeholdet bestemt ikke havde haft travlt på nogen måde. Det syntes jeg selv forekom noget fedtet – men det kan også have være det nationale sindelag, der kom op til overfladen. Omvendt så vi seks minutters tillæg i én af de seneste Superligarunder (jeg tror, at det var mellem OB og AGF), og dér gibbede det da lidt i mig, men det kunne sagtens forsvares ud fra begivenhederne i 2. halvleg.

Det, som man også skal huske, er, at der jo ikke er decimaler på fjerdedommerens lystavle – og at det til hver en tid er dommerens ur, der er det afgørende. Med andre ord er de f.eks. tre minutter at opfatte som ‘mindst tre minutter’ med fed streg under mindst. Tre minutter kan i princippet strække sig fra 3:01 til 3.59 på uret – men må aldrig blive kortere end tre minutter. Hertil kommer, at der i selve tillægstiden kan forekomme begivenheder, der lægger ekstra tid oveni. F.eks. er det blevet meget oppe i tiden at foretage den sidste udskiftning dér, hvis man er foran. Man vinder ikke noget tid ved det, for den bliver bare lagt til i den anden ende – men man får brudt rytmen.

Så hvis vi husker på, at det altid er dommerens ur, der er gældende, og at tre minutter ikke bare er tre minutter sharp, kan vi også bevæge os ind i det minefelt, der hedder, at der ofte fløjtes af, når bolden er i neutralt område. Og her skal vi også i et eller andet omfang have fat i det diffuse begreb, som kaldes spillets ånd. Læseren refererer til en kamp i gamle dage, hvor kampen blev fløjtet af, mens bolden nærmest var på vej i mål. Den er jeg også gammel nok til at kunne huske – det var en VM-kamp mellem Sverige og Brasilien, hvor 1. halvleg blev fløjtet af, mens bolden var kommet ind fra et hjørnespark og var blevet headet mod mål. Splitsekundet før den lå i nettet, var tiden gået. Jeg kan til gengæld også huske, at det var den pågældende dommers absolut sidste internationale optræden, for det er selvfølgelig ikke meningen med det hele.

Jeg tror, at der efterhånden har bredt sig en almindelig konsensus blandt alle om, at eftersom man ikke opererer med skarpe tidsgrænser, får man lov til at gøre det færdig, som man er igang med. Dvs køre angrebet igennem, afvikle dødbolden og så fremdeles. I den ene uge er det til fordel for mig, i den anden uge til fordel for dig – og i den sidste ende går det nogenlunde lige op. Men på et eller andet tidspunkt må festen selvfølgelig slutte. Jeg har set spillere (og trænere) komme helt op i det røde felt, da de godt nok fik lov til at afvikle et hjørnespark på kanten af  tidsgrænsen, og bolden så gik ud til et nyt hjørnespark, som de ikke fik lov til, fordi dommeren helt korrekt fløjtede af.

Det er så én måde at få standset kampen på, mens bolden er i et nogenlunde neutralt område. Helt lavpraktisk kan man også se dommere lade et målspark tage for at fløjte af, mens bolden er på vej op mod midten. Der er jo ingen garanti for, at målmanden – hvis dommeren fløjter af før målsparket – også er så flink at tage bolden med sig. Jeg har set en dommer i en lokal kamp fløjte af, mens bolden var sparket over i de nærliggende kolonihaver. Det gør han med garanti aldrig mere, for han måtte selv på jagt efter den bagefter.  Jeg har også set en dommer i en Champions League-kamp fløjte af på sekundet på en meget glat bane, mens to spillere var på vej med en glidende tackling fra hver sin side mod en løs bold. Det endte med at koste ham en massekonfrontation, en udvisning, et større antal advarsler og en trænerbortvisning på vej ned i tunnellen, efter at de to spillere var drønet sammen med et brag og uden at ramme bolden. Det gør han næppe heller ikke igen. Så der er meget godt at sige om at have et fornuftigt øje på uret og fløjte af, mens der er rimelig fred og ingen fare.

Læseren undrer sig så også over, at målmænd ofte får lov til at blive liggende med bolden og orientere sig, efter at de har sikret sig den. Det kan der gå op til 20 sekunder med, før målmanden gør mine til at ville skille sig af med bolden igen, og de sekunder ser man aldrig igen. Det er der flere ting at sige til. Man skulle jo tro, at målmandens seks sekunders-regel ville tage højde for det, men de seks sekunder regnes først fra det øjeblik, hvor målmanden er i stand til at skille sig af med bolden, typisk i stående tilstand. Det er ud fra en rimelighedsbetragtning. Målmanden kunne ligge midt i en mudderpøl med bolden, og han kunne være så omgivet af venner og fjender, at det ville tage ham noget tid at komme i en position, hvor kunne aflevere bolden, så det er sådan set fint i overenstemmelse med ånden bag spillet og reglen. Men nok så væsentligt opererer man ikke med effektiv spilletid i fodbold, så dommeren har slet ikke lovhjemmel til at lægge den tid til, som mistes, mens bolden er i spil – kun for de afbrydelser i spillet, som der er. Man kunne tænke sig situationen med det hold, som fører kort før tid, og hvor tiden bare skal gå ved, at to forsvarsspillere står og spiller bolden til hinanden foran eget straffesparksfelt. Fodbold rummer ingen ‘nøl’-regel, så uanset hvor rimeligt det måtte være ud fra et underholdningssynspunkt,  kan dommeren ikke gøre noget. Derfor kunne den famøse VM-kamp mellem Østrig og Vesttyskland, hvor ingen gad noget som helst, fordi begge hold ville være videre med det aktuelle resultat, lade sig gøre. Moralsk er det hamrende irriterende (i hvert fald for den tredjepart, som det går ud over), men juridisk har dommeren ingen muligheder.

Det kunne meget vel være én af de ting, som IFAB kommer til at runde under den nye ‘Play Fair’-strategi, hvor man ser reglerne efter i sømmene for at få længere perioder med rigtigt fodboldspil til fornøjelse for os alle, men foreløbig er dette altså tingenes tilstand.