Det er unægtelig en anderledes beskæftigelse at skrive klummer ved dette VM, end det har været ved tidligere slutrunder. Det er det for øvrigt også at tage sin telefon, læse sine mails og tale med kolleger på arbejde, for denne gang går alt op i VAR. Af samme grund slipper vi heller ikke for at tage en runde mere. Hvis vi ser bort fra dem, der ser VAR som verdens ottende vidunder (det er det ikke) eller en udsøgt katastrofe (det er det heller ikke, i hvert fald ikke hvis man lægger temaer som romantik og følelser bag sig), tegner der sig et relativt afbalanceret billede i stil med, at VAR afgjort giver en større retfærdighed, men at der stadig skal produktudvikles på konceptet. Og nå ja, så skal man også huske at frasortere dem, der ikke har helt styr på, hvilke situationer VAR egentlig kan bruges til at afgøre, sådan som præmisserne er skruet sammen: scoring eller ej, straffespark eller ej, direkte rødt kort eller ej – og forveksling af spillere, så en forkert mand får tildelt et kort. Jeg er helt sikker på, at der kommer en fin rapport efter VM, så jeg har ikke ulejliget mig med at sidde og fintælle, men det er min helt klare fornemmelse, at VAR har reddet flere fejlekendelser, end det har produceret, at det har betydet flere mål (ubestridt flere straffespark), og at det i nogle tilfælde også har været kampafgørende.

Noget af det, som jeg specielt har hæftet mig ved, er at VAR har sat endnu mere fokus på, hvor svært det er at vurdere, om en hånd på bolden er strafbar eller ej. Kodeordene er fløjet lystigt gennem luften, og jeg håber bestemt, at man snart officielt kan komme frem med nogle kriterier, som enten er mere simple eller kan kommunikeres til andre, så de er til at forstå. Men indtil videre må vi – og dommerne ! – så klare os med det, som vi har, og jeg synes ikke, at der er begået nogen blodige uretfærdigheder på den konto. Selvfølgelig var det med klaphatten på svært at sluge, at vi for anden kamp i træk fik et VAR-straffespark imod os i kampen mod Australien. Og at det kuriøst nok var Yussuf Poulsen, der var synderen begge gange. Det bekræfter lidt den gamle vits, at der intet farligere er end en angriber, der bevæger sig ned i eget straffesparksfelt – og måske skulle man overveje i bedste robotplæneklipperstil at få lagt en elektronisk spærre ned, så visse angribere simpelthen bøjede af, hver gang de ramte kanten af feltet. For mig at se er der to ting i Poulsens hånd på bolden, der gør den strafbar. For det første er armen strakt nærmest vandret ud fra kroppen (fair nok, at man skal bruge armene til at få afsæt og højde, men det gør de fleste fødte forsvarsspillere nu noget fiksere), for det andet er der bevægelse i armen, så den ender med at sende bolden længere væk. Så er det ikke længere en tilfældig berøring, som mange har plæderet for – og selv om man strækker sig så langt som til at sige, at den første berøring er uforsætlig (på trods af armens position), er det, at bolden efterfølgende spilles, nok til at gøre den potentielt strafbar. Så man starter med noget uforsætligt – og ender alligevel med noget forsætligt. Nogle mente, at det var også bare, fordi vi havde en spansk dommer, som har et meget restriktivt  syn på hands.  Jo, men dels har spanske dommere sjældent problemer med at ramme den internationale linje, når de ikke er på hjemmebane – og dels var VAR-dommeren amerikaner. Hvis ikke han havde kaldt situationen, var straffesparket jo aldrig blevet dømt.

Der har været andre VAR-vurderinger af hands. I kampen mellem Argentina og Nigeria appellerer Nigeria kraftigt for en hands i slutfasen. Dommeren har i første omgang afvist – men situationen er så tilpas ulden, at VAR-teamet kalder ham ud til gensyn, hvorefter kendelsen fastholdes. Her er der to forskelle til Poulsens eksempel. For det første er armen længere inde til kroppen, og for det andet kommer bolden fra meget kort afstand, så det er umuligt at reagere. Faktisk er det forsvarssspilleren selv, der sender bolden hen på sin arm ved den første berøring. Det er helt fint for mig. Og så var der onsdagens sksempel, hvor Sverige følte sig bortdømt mod Mexico ved stillingen 0-0. Igen er der ingen tvivl om, at der er hånd på, men armen er inde til kroppen, og spilleren forsøger faktisk at tæmme bolden med brystet, men bolden rammer en skøn blanding af arm og bryst (mest arm). Han bliver i min optik reddet af, at der ikke er nogen refleksagtig bevægelse i armen, da kontakten opstår, for havde der været det, var den røget i samme kasse som Poulsen – og et straffespark.

Et andet punkt, som kan give anledning til lidt forvirring, er kriteriet, at det er klare og åbenlyse dommerfejl, der skal underkastes et VAR-eftersyn. Og det er dæleme et svært kriterium at skulle administrere, for en klar og åbenlys dommerfejl lader sig ikke sådan lige definere. Et helt uvidenkabeligt forsøg kunne være at sige, at det som minimum skal være noget ud over det sædvanlige. På den konto er jeg enig i, at Marcus Berg fra Sverige (som heller ikke selv er bleg for at bruge kroppen) ikke skal have straffespark i kampen mod Tyskland, da han i 1. halvleg bliver puffet lidt i skudøjeblikket. Af samme grund vil jeg også tro, at situationen i Australien-kampen, hvor Cornelius bliver grebet i trøjen, falder gennem filteret, for det er ikke usædvanligt, at der er kraftige kontakter omkring arme og trøjer i straffesparksfeltet. Det kan man så lide eller lade være (jeg kan ikke), men det er ikke en situation, der skriger til himlen. Det gør til gengæld det straffespark som ARgentinas Mascherano begår i kampen mod Nigeria, hvor den nigerianske angriber bliver nedlagt  med begge arme i et regulært brydegreb – VAR-gennemsynet bekræfter dommerens oprindelige kendelse.

En anden situation, der ramte overskrifterne, var, om Ronaldo skulle have været udvist for sin arm til kæbe-aktion på en iransk spiller. Efter VAR ender dommeren på gult – hvilket kun kan betyde, at VAR-teamet har kaldt ham med henblik på et mistænkt manglende rødt kort, men at dommeren synes, at gult er nok. Den er, synes jeg, heller ikke så oplagt, som mange vil gøre den til. En udvisning kunne godt forsvares, men vi ligger og roder rundt inde i det orange område. Ingen tvivl om, at det er en irritationsreaktion fra Ronaldo, men iraneren læner sig også lidt tilbage mod Ronaldo, og endelig er der spørgsmålet, om dette udføres med ubetydelig kraft, for så kan man – som noget relativt nyt – godt nøjes med gult. Det er dette med, at et slag ikke altid er et slag.  At Ronaldos attitude med himmelvendte øjne og hånligt smil, da han får advarslen, såmænd godt på en dårlig dag kunne have indbragt ham advarsel nr. 2, er en anden historie. Jeg ved ikke, hvad det er med de superstjerner – jeg kan snart heller ikke holde ud at se Neymar opføre en tragedie i fem akter ved enhver kropskontakt (så fik jeg lige luft for det også). At Neymar ikke fik sit straffespark i kampen mod Costa Rica, viste så i øvrigt et andet aspekt af VAR. Her var straffesparket dømt, men dommeren trak det tilbage efter at have set billederne. Og så kunne Neymar såmænd godt have fået gult for film, uden at nogen havde protesteret.

VAR har også reddet et par mål fra forkerte offside-kendelser. Bolden lå i mål, da flaget kom, og det viser værdien af, at linjedommeren venter i de snævre situationer – flager han, så spillet afbrydes, før bolden går i mål, kan angrebet jo ikke genskabes. Men jeg synes godt nok, at nogle linjedommere trækker det lige til det yderste, før de vinker – også på de klare offsider, senest set i onsdagskampen mellem Brasilien og Serbien. Men i de to situationer, som gik godt, fik vi i kampen mellem Marokko og Spanien sikret Spaniens udlignende mål på, at angriberen var ganske få centimeter onside (umuligt for linjesommeren at fange i naturligt tempo). I Sydkorea – Tyskland var det Sydkoreas føringsmål, som blev reddet af, at gengivelsen viste, at bolden blev spillet af en tysk forsvarer. Igen en situation, hvor linjedommeren ikke havde en chance, fordi det foregik i et gevaldigt klumpspil.

Så på de helt store linjer synes jeg, at anvendelsen af VAR indtil videre både har korrigeret og bekræftet nogle afgørende kendelser uden at begå nogen justitsmord – og det er i sig selv vel ikke så ringe endda. At kriterier og procedurer så måske skal forfines, når man evaluerer efter turneringen, er der for mig ikke noget underligt i, når vi taler om en helt ny filosofi. Og nu nærmer vi os så tju bang-kampene, hvor taberen er væk – og også det tidspunkt, hvor man sender nogle af dommerne hjem med tak for denne gang. Uden tvivl mere om det i næste uge.