Sidste uge var kalendermæssigt hidsig med fodboldopgaver i felten stort set hver eneste aften ved siden af det almindelige borgerlige arbejde – og så lige et kursus i weekenden. Så det blev ikke til det store TV-kiggeri, selv om jeg har prøvet at hænge nogenlunde på gennem sammendrag og højdepunkter (og rare mennesker, der har henledt min opmærksomhed på dette og hint). En af de ting, som jeg nåede at få indfanget, var highlights fra FC Københavns flotte indsats i Bordeaux. Altid herligt, når danske hold spiller points ind på koefficientkontoen. Det kommer i den sidste ende både klubhold og landshold til gode, når der skal uddeles pladser, seedes osv. til de kommende turneringer, så det er i alles interesse, at tingene går godt.
Kampen bød på to situationer, som lovmæssigt var ganske interessante. Den første er straffesparket, som Bordeaux får tildelt i slutningen af 1. halvleg, da Jimmy Briand bliver væltet af Sotirios Papagiannopoulos med en kombination af overkrop, hofte og skulder. Ingen kunne i hvert fald være i tvivl om, at der var kontakt. Det kastede ud over straffesparket en advarsel af sig, og flere har spurgt, om det ikke rettelig burde have været en udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet. Lovændringen for to år siden, der gjorde det af med ‘den tredobbelte straf’ (straffespark, udvisning og karantæne), udløste jo kun rabatten til en advarsel, hvis forseelsen skete samtidig med, at spilleren forsøgte at spille bolden – og det kan man næppe på nogen måde påstå, at Papagiannopoulos gjorde. Han kom skråt bagfra, og bolden var ikke lige til at få fat i.
Så hvis det var det eneste kriterium, som man skulle forholde sig til, ville kendelsen være forkert. Men spørgsmålet er, om vi overhovedet taler om berøven af oplagt scoringsmulighed. Her skal man se på afstanden til målet (den er i sagens natur ikke overvældende, når episoden foregår i straffesparksfeltet). Så er der spilretningen, som overvejende skal være mod mål, hvis vi skal kunne tale om en OPLAGT scoringsmulighed og ikke bare en almindelig scoringsmulighed. Den kan man også hakke af, for selv om det foregår lidt ude i den ene sde, er retningen mod mål. Forsvarsspillernes antal og placering giver også en grøn lampe, for ud over Papagiannopoulos er der kun Stephan Andersen, der har mulighed for at kunne gribe ind. Men så er der også lige den sidste, som måske i virkeligheden er den vigtigste forudsætning for, at man overhovedet behøver at overveje, om der foreligger en berøven: nemlig angriberens sandsynlighed for at bevare eller opnå kontrol over bolden.
Briand er i færd med at tage et langt træk – måske endda lidt for langt – samtidig med at Stephan Andersen er på vej ud af sit mål. Da Briand rammer jorden efter kontakten med forsvareren, er Stephan Andersen kommet glidende ud og har sikret sig bolden. Man skal altid være morderlig forsigtig med at konkludere på den måde, for spillerne kan nå at flytte sig rigtig meget fra det øjeblik, hvor kontakten sker og til det øjeblik, hvor det er klart, at her forsvandt muligheden, f.eks. ved at spilleren falder. Men hvis man fryser billedet, lige da kontakten sker, kan man godt argumentere for, at Briand for det første ikke har kontrol over bolden og for det andet ikke nødvendigvis får det under nogen omstændigheder, fordi Stephan Andersen er på vej ud, og Briands sidste berøring ikke er alt for præcis. Havde Briand været i fuld kontrol, eller havde Stephan Andersen stadig været på sin mållinje, da forseelsen skete, ville det entydigt have været et rødt kort, for der er intet forsøg på at spille bolden. Ingen aner selvfølgelig, hvad dommeren har vurderet, men dette er mit bedste bud. Og hvorfor falder der så overhovedet en advarsel, for det er jo ikke noget specielt voldsomt frispark. Nej, men hvis ikke det er berøven af oplagt scoringsmulighed, er det i hvert fald enten en standsning af et lovende angreb eller blot det begreb, som jeg er sikker på, at vi kommer til at høre meget mere om i de kommnde år. et taktisk frispark, hvor manden alene er spilobjektet, og hvor det handler om at få ham bremset, inden der sker ulykker. Lad os kalde det en vurdering, som ikke var helt uheldig set med danske briller. Vi er afgjort inde i det område, hvor det kan blive både en dreng og en pige, og mange dommere ville nok have valgt udvisningen.
Den anden situation er selvfølgelig udvisningen af Carlos Zeca i forbindelse med scoringsjubelen ved sejrsmålet i overtiden. Det er altid kontroversielt med en udvisning til angriberne i forbindelse med en scoring, og TV-billederne var ikke specielt vidunderlige til at belyse lige akkurat den situation. Men så er det godt, at der også var gode gammeldags pressefotografer til stede. Efter scoringen søger en mængde FCK’ere ud af banen og mod egne fans, som meget belejligt står bag det mål, hvor der er scoret. Reglerne omkring scoringsjubel er egentlig ret elastiske, og dommerne opfordres til at vise sund fornuft, al den stund det selvfølgelig er tilladt at være glad for, at man har scoret. Det grundlæggende er, at jubelen skal holde sig inden for de normale grænser for opførsel på en fodboldbane. Nogle vil måske mene, at de har rykket sig en del, men jeg tror alligevel, at de fleste har en idé om, hvad det indebærer, samtidig med at det giver et vist spillerum for dommeren. Der er ikke noget galt i at forlade banen for at juble – ellers ville det på nogle stadions også være svært at komme nogenlunde tæt på sine fans – men det må ikke tage urimelig lang tid.
Men hvad var det så, der gik galt i Bordeaux ? Det gik det galt, at der er nogle ganske få ting, som pr. definition skal indbringe en advarsel. Det er uden tvivl den med at tage trøjen af, som de fleste kender. Det har med det danske klima in mente aldrig været det store problem, og selv om nogle med passende mellemrum udtaler, at det er noget pjat, synes jeg nu ikke, at det er et helt urimeligt forlangende, at spillerne beholder tøjet på, mens de spiller fodbold. I den mere kuriøse afdeling har vi, at man ikke må dække hoved eller ansigt med en maske eller tilsvarende. Mig bekendt kun set en enkelt gang på dansk jord, i Slagelse for en håndfuld år siden, da der dukkede en ituklippet strømpe op af den rigtige strømpe. Det illuderede en udmærket Zorro-maske (og trak tilfældigvis også både 2. advarsel og en del overskrifter). For et par år siden var der en tilsvarende situation i Bundesligaen, hvor to Dortmund-spillere iførte sig en Batman og Robin-maske under jubelen. Kuriøst nok var det kun Batman, der blev advaret.
Og mens dette kan virke relativt harmløst, er der også et par automatisk forbudte ting, der har med sikkerheden at gøre. Man må ikke gestikulere eller handle på en provokerende, hånende eller ophidsende måde. Så ikke alt for demonstrativ jubel mod modspillernes fans – og endelig er der den sidste: at klatre op ad rækværket mod tilskuerne eller nærme sig dem på en måde, der kan bringe sikkerheden i fare. Og det var lige det, der skete. TV-billederne fangede det aldrig rigtig, men et pressebillede viser klart Zeca i toppen af hegnet, jublende med FCK-fans. Sikkerhedsmæssigt lyder det måske harmløst, men hegnet skulle jo gerne blive stående, uanset hvor mange fans, der kommer løbende ned mod bunden af det.
Bagefter var der udtalelser, også fra folk, som er noget ved musikken, der gik på, at her burde dommeren have udvist fingerspidsfornemmelse. Beklager mange gange, men det er fuldstændig ved siden af skiven. Havde dommeren undladt at give den advarsel, ville det ikke have været fingerspidsfornemmelse, men pligtforsømmelse. Eller sagt på en anden måde: der er advarsler, der KAN gives efter dommerens skøn, og så er der dem, der SKAL gives uden mulighed for skøn. Sådan én møder man, når man så eklatant overtræder noget, der er så præcist beskrevet. Og hvis spilleren ikke kender reglerne, må træneren eller et andet godt menneske jo forklare ham dem.
Et lille tankeeksperiment: hvis advarslen ikke var faldet, og Bordeauxs anfører tilfældigvis kendte fodboldloven og fluks nedlagde en protest, som kunne underbygges af et foto, ville der være begået en klar lovfejl, som kunne have haft indvirkning på kampens resultat (manglende udvisning i tillægstiden), og så kunne man worst case have stået med en omkamp. Fodboldloven er ikke en luksusbuffet, hvor spillere og dommere frit kan vælge, hvad de nu ønsker at rette sig efter i dag. Man kan mene om reglen, hvad man vil – men dommeren har ikke noget valg, så ingen grund til at skyde på ham.
