Nogle gange kan en læserhenvendelse føre til noget helt andet end tiltænkt. Jeg har i nogle uger haft en mail liggende fra en læser, som havde filosoferet over sprogbrugen mellem dommere og spillere og med en klar fornemmelse af, at tingene havde ændret sig fra nogle af tidligere tiders dommertyper. Ingen tvivl om, at der er lige så mange meninger om ‘den gode dommer’, som der er tilskuere og spillere. Vi har alle nogle ledertyper, som vi instinktivt foretrækker for andre – og tilsvarende kan der hos nogle dommere være vaner eller manerer, som kan virke irriterende på den enkelte iagttager. Der er heller ingen tvivl om, at kravene til en dommer er ændret radikalt gennem de senere år – og jeg vil vove den påstand, at en god del af de ledertyper, som havde kronede dage for tyve år siden eller mere, ikke ville have en ærlig chance, hvis de blev sluppet løs i dagens manege. Ikke bare på grund af tempoet (for de fysiske krav til dommere idag er så sandelig også ganske anderledes end for en generation siden), men på grund af lederstilen. Jeg husker fra min ungdom (som godt nok er mere end de tyve år siden) dommere, som med et pænt ord kunne kaldes bevægelsesøkonomer, men som alligevel havde fuldstændig styr på det hele, uanset hvor på banen de var. Det var også de dommere, der kunne slippe godt fra at sige de skrækkeligste ting til spillerne, men som til gengæld ikke var sarte, når tingene gik den anden vej.
Men reglerne er jo de samme – der er advarsler, der skal gives, og dem, som kan gives, som senest rundet ved snakken om scoringsjubel for et par uger siden. Det er i ‘kan’-afdelingen, man ser den største forskel, for hvor en dommer i tidligere tider kunne klare en del på personligheden, er der i dag meget mere fokus på, at de rigtige kort nu også falder, så der er en ensartet linje. Sprogbrug og omgangsform skal jeg nok komme tilbage til snarest, men i første omgang triggede læserens gode spørgsmål mig i retning af at forklare, hvad det egentlig er, som vi ser efter og vurderer en dommer på, når vi sidder til en kamp i embeds medfør. Jeg kan nogle gange have en fornemmelse af, at folk opfatter det lidt som en lukket klub a la logebrødre – om ikke andet har jeg mødt det, når jeg har påtaget mig på denne plads at forklare eller forsvare en dommerkendelse, hvor størstedelen af nationen har haft en anden opfattelse. Der er ikke noget hemmeligt i, hvad der foregår, så tag klummen her nærmest som lidt forbrugeroplysning. Så sent som i sidste weekend spurgte en holdleder mig før kampen, da vi småsludrede, om en dommer virkelig skulle kunne huske alle kendelser fra en kamp, når vi sad bagefter. Svaret er nej, for i virkeligheden ser vi meget mere på helhedsindtrykket, end vi ser på de enkelte kendelser. Der er selvfølgelig lige spørgsmålet om de potentielt kampafgørende fejl (‘black/white mistakes’, eller ‘clear refereeing mistakes’, som den politisk korrekte betegnelse nu er) – men ellers er det de store linjer, det handler om. Oftest gennemgår vi ikke en kamp kronologisk – selv om der nogle gange kan være god grund til det, især hvis man skal finde frem til, hvorfor kampen udviklede sig, som den gjorde, og kunne dommeren have gjort noget anderledes for at påvirke kampen i en anden retning – men koncentrerer os i stedet om temaer.
I vores udviklingsskema er det hele kogt sammen i en sammenhængende beskrivelse af præstationen, men groft sagt kan man sige, at vi går ind og vurderer på en fem-seks delvis overlappende områder.
Først – selv om vi ikke taler om en prioriteret orden her – er der forvaltningen af spillets love, som i sidste ende hænger sammen med ting som den generelle kontrol og linjen i kampen. Er det de rigtige frispark, der bliver dømt – og kan dommeren f.eks. skelne mellem de rene tacklinger og dem, hvor manden tages med. Er der styr på forseelser med armene, hvad enten det drejer sig om albuer, holden, puffen eller hands – og på vurderingen af berøven af oplagt scoringsmulighed over for det at stoppe et lovende angreb (henholdsvis rødt og gult kort). Går vi op i helikopteren, handler det om kontrol over kampen til enhver tid, og hertil hører at kunne fornemme kampens atmosfære fra start og kunne justere sine indgreb, når kampudviklingen gør det nødvendigt. Formår dommeren at skabe flow i kampen, eller tager han for meget med, så det hele bliver hakket i stykker – og kommer hans afgørelser hurtigt, så det ser logisk og tydeligt ud. Der er mere tekniske punkter som brug af fløjte og kropssproget ved markeringer – og meget andet, men dette giver nok det overordnede billede.
Så er der et område, som man kunne kalde disciplin og kontrol. Det lyder som et lidt hårdtpumpet emne, men dækker f.eks. områder som de rigtige kortfarver på de rigtige tidspunkter i relation til styring af kampen. Ikke bare selve vurderingen af kort eller ej, men også måden, som kortet bliver serveret på. Alle har set et helt korrekt kort blive vist ved en håbløs procedure – og det omvendte. Der er ikke nogen autoriseret standardprocedure, men hovedsagen er, at den er hensigtsmæssig i situationen. Til dette område hører også, om dommeren tillader, at hans autoritet anfægtes ud over det rimelige. Vi har ofte set sammenstimlen omkring dommeren for at protestere – og hvordan reagerer domnmeren på det ? Reagerer han forkert, kan hans myndighed hurtigt lide et knæk.
Et område som fysisk kondition og placeringsevne er blevet et større og større fokusområde de seneste år. Ikke mindst, fordi spillet bare går hurtigere. Så ud over at konditionen skal være i orden, er det også vigtigt at kunne disponere kræfterne, så man hænger på til det sidste – ikke mindst fordi de sidste minutter ofte giver omstilling på omstilling, især hvis holdene ikke er tilfredse med resultatet. Kan dommeren finde ud af at placere sig fornuftigt på banen i forhold til holdenes spillestil (for igen er der ikke nogen standardløsninger, selv om man sagtens kan opstille nogle generelle retningslinjer) – og i den måske mere upåagtede afdeling, om dommeren kan variere sine positioner ved f.eks. hjørnespark, så spillerne ikke lurer, hvor han altid står, og laver forbrydelserne i den blinde vinkel ? Forudseenhed for næste spilfase er et must for ikke at komme til at løbe for mange forgæves skridt – og så skal placeringen i forhold til eventuelle linjedommere naturligvis være afpasset, så de to parter har glæde af hinanden.
Det bringer os over i vurderingen af samarbejdet med linjedommere og fjerdedommer, hvis vi har dem med. Er øjenkontakten i orden og fungerer samarbejdet sådan, at man undgår synlige misforståelser, hvor man står og peger hver sin vej – ansvarsfordelingen skal være i orden. Omvendt er det også en del af samarbejdet, at dommeren tør vise selvstændighed, hvis han mener, at linjedommeren tager fejl, for i sidste ende er der kun én chef, og vi skulle gerne have den rigtige afgørelse på bundlinjen.
Og til sidst er der det diffuse begreb, som jeg startede med: personlighed. Hvordan virker dommeren på banen ? Er han for dominerende eller eftergivende, formår han at vise sig frem på en måde, så spillerne har en naturlig respekt for ham ? Kan han løbes om hjørner med eller påvirkes – er hans reaktioner logiske og forudsigelige ?
Når man har vurderet kampen som helhed med alle disse ting i baghovedet, giver det en sammenhængende beskrivelse af præstationen, og så suppleres den med op til tre fastholdelsespunkter, hvor dommeren har gjort et særlig godt indtryk, og som han bare skal blive ved med – og op til tre udviklingspunkter, som dommeren med fordel kan arbejde med. Som man kan se, er fokus på udvikling snarere end egentlig bedømmelse – der er alligevel ikke nogen, der kan ændre på de fejl, der er blevet begået, så nu er kunsten at undgå at komme i en situation, hvor de sker igen.
Der er naturligvis de klare potentielt kampafgørende fejl, som nødig skulle ske igen. Men man kan nok godt sige – og det gælder faktisk også internationalt – at de fleste værdsætter den dommer, som dømmer på et stabilt højt niveau, og som så en sjælden gang løber ind i en af de klare dommerfejl, som rammer overskrifterne. Hellere ham end den dommer, som hver gang har nogle mindre ting, der giver ham problemer, og som trækker præstationen nedefter.
Det var en ultrakort indføring i, hvad vi egentlig sidder og laver som dommerudviklere. Jeg skal nok snarest vende tilbage med noget om de såkaldte ‘clear refereeing mistakes’ – og eftersom linjedommere og fjerdedommer også er en del af en udvikling, findes der selvfølgelig også en slags spiseseddel for dem.