Vi nærmer os sæsonafslutningen på en god del af de turneringer, som vi følger med i allesammen, og så kan man da heldigvis begynde at koncentrere sig om andre af årstidens glæder og lade pulsen komme lidt ned. Sidste runde i Superligaen er i den kommende weekend, og i den forløbne uge fik vi afsluttet gruppespillet i de store europæiske turneringer. Og efterhånden som man har skullet iføre sig større og større vinterpels for at sidde på tilskuerpladserne, gør det heller ikke så meget, at vi lige holder en pause nu.  Men det er nu bestemt ikke kedeligt, hvad der er foregået siden sidste fredag – dog er der som sædvanlig jo ingen grund til at tage de ting op, som egentlig er oplagte nok. Derfor ikke et ord om flyvende albuer brugt som våben, selv om det kunne være fristende – men når alle parter har erkendt, at det nok ikke var det smarteste, der skete, og når alle blot nogenlunde neutrale iagttagere har kunnet konstatere det samme på TV, er der sådan set ingen grund til at sparke den åbne dør ind og tvære mere rundt i det.

Til gengæld var der en anden situation i weekenden, som lovmæssigt var uhyre interessant, nemlig det andet straffespark, som FCK fik tildelt mod Esbjerg – og om forseelsen var inden for eller uden for feltet. Det er én af den slags situationer, som man kunne hygge sig med at stille op til en teoritest i behagelig indendørs temperatur eller kaste ud til diskussion i en større forsamling. Men det er godt nok sjældent at se den i det virkelige liv på denne måde. I sit udgangspunkt er situationen simpel nok: N’Doye får stukket en lang bold frem og spurter fra Austin, som halser efter og sætter en glidende tackling ind lige omkring straffesparksfeltets grænse, hvorefter begge spillere ender inde i feltet i sammenfiltret tilstand. Dommeren dømmer straffespark – og så kan vi begynde at nørde med, om det nu også er helt rigtigt.

Et af de grundlæggende principper i fodboldloven er, at en forseelse skal straffes på kontaktstedet. Så kan man begynde at lege med tilfælde som det, hvor spiller A slår ud efter spiller B, men spiller B er hurtig og erfaren nok til at dukke sig, så der slet ikke opstår nogen kontakt. Derfor er vi nødt til at hægte en lille eftersætning på, så forseelsen straffes på kontaktstedet, eller hvor kontaktstedet ville have været. Det betyder også, at målmanden, som står i straffesparksfeltet og med vilje tyrer bolden direkte i panden på den angriber, som står lige uden for feltet, slipper med et direkte frispark og ikke et straffespark (men udvisningen slipper han ikke for). Vi har også de mere syrede tilfælde, hvor kontaktstedet er uden for banen. Dér kan man selvfølgelig ikke tage et frispark, så her trækker man bolden ind til det nærmeste punkt på grænselinjen og tager igangsættelsen derfra. Sat på spidsen vil det sige, at hvis to spillere er havnet ude bag mållinjen, og forsvareren dér spænder ben for angriberen, skal der dømmes straffespark, hvis det foregik inden for ‘straffesparksfeltets forlængelse’. Bolden bliver efter reglerne trukket ind på nærmeste punkt på mållinjen, og hvis det er inde i straffesparksfeltet, kan man selvfølgelig ikke nøjes med et direkte frispark taget på en linje, som hører med til straffesparksfeltet.

Og hvad er så kontaktstedet ?  Normalt vil man jo opfatte en kontakt som noget, der sker i et split-sekund – en ‘punktvis berøring’. Og i de tilfælde er der selvfølgelig ikke nogen tvivl. En enkelt forseelse kan pr. definition komme til at strække sig over længere tid, nemlig holde-forseelsen. Holder man fast i noget og bliver ved med det, er det ikke bare en her og nu-berøring, hvor kontaktstedet er oplagt. Som oftest vil det ikke gøre nogen større forskel, hvor frisparket bliver dømt, og om igangsættelsen er et par meter længere fremme eller tilbage, men foregår det omkring grænsen til straffesparksfeltet, kan det pludselig gøre pokker til forskel. Derfor er der specielt lovgivet for den situation, hvor en holde-forseelse begynder uden for feltet, men spilleren holder så meget fast, at berøringen strækker sig ind i straffesparksfeltet. Og så er der straffespark. Jeg har da set angribere med så stor muskelkraft, at de bare har fortsat deres løb med forsvareren nærmest hængende efter sig, og hvis forsvareren så ikke får sluppet, før de er inde i feltet, er straffesparket en kendsgerning.

I tilfældet i Parken er der ikke nogen tvivl om, at Austins tackling med begge ben udløser den første kontakt uden for feltet, men i og med, at spillerne glider ind i feltet og nærmest er låst fast med begge Austins ben rundt om N’Doyes ene, er kontakten der jo stadig. Og lovmæssigt kan man faktisk begå en holde-forseelse med snart sagt alle dele af kroppen. Det typiske er  helt klart, at forseelsen begås med hånden eller armen, hvad enten det så er et greb i modspillerens arm eller trøje – men man kan også sagtens holde med kroppen. F.eks. i det tilfælde hvor et par spillere er faldet, og den ene forhindrer den anden i at komme op ved bare at blive liggende  oven på ham. På samme måde kan det, som minder om en benlås også sagtens puttes over i holde-kassen. Og så har vi forseelsen, som begynder uden for feltet, men fortsætter ind i feltet. Hvis dommeren oplever forseelsen som en holde-forseelse og ikke så meget som en tackling, har han ganske ret i sin kendelse. De er ganske sjældne, disse holde-forseelser med benene, men teknisk set kan det sagtens forsvares. Hvis man stillede hundrede dommere op på række og uden yderligere forklaring bare viste situationen, ville de nok dele sig i to nogenlunde lige store dele, så det er på ingen måde en glasklar situation – tackling og direkte frispark, eller holde og straffespark. Og for lige at runde kontaktstedet af, kan man  også komme ud for, at der er to kontaktsteder – f.eks. det glidende ben, som først rammer modspillerens ene ben og derefter det andet. Her har vi i virkeligheden to forseelser, så hvis det første kontaktsted er uden for feltet og det andet inden for, vil det korrekte være et straffespark.

Pyha – så kan kontaktstedet vist heller ikke trække mere. Til gengæld bliver der så denne gang tid til at samle op på en læserhenvendelse, som har hængt på knagen i et stykke tid og som egentlig skulle have været med i sidste uge. En læser faldt over en superligakamp for to uger siden, hvor en spiller mod slutningen skulle skiftes ud og GIK ud. Pudsigt nok var holdet foran på det tidspunkt. Dommeren gjorde straks klart, at der blev lagt tid til – men hvor meget skal der egentlig til, før en langsom udskiftning koster en advarsel. Det er et af de rigtig gode spørgsmål – og det sikkert knap så gode svar er, at der i hvert fald ikke er nogen tidsgrænse. Det afgørende bliver, om dommeren mener, at det er så langsomt, at det går hen og bliver til usportslig opførsel. Det bliver med andre ord et spørgsmål om fingerspidsfornemmelse og uden tvivl også andre ting: stemningen i kampen, spillerens opførsel indtil nu (har han allerede noget på kontoen ?), dommerens tolerancetærskel den pågældende dag (for vi kender alle til, at man nogle dage har mere overskud end andre) osv. osv.  Men der er da set tilfælde, også på internationalt plan, hvor en spiller har skullet udskiftes og har gjort det så provokerende langsomt, at han reddede sig et gult kort på vejen ud. Jeg kan endda huske et tilfælde fra en VM-kvalifikationskamp, hvor spilleren desværre havde et gult kort i forvejen – så reserven, der forventningsfuldt stod derude for at komme ind, fik en ualmindelig lang næse, fordi holdet måtte fortsætte med en mand i undertal. For at komme tilbage til læserens spørgsmål: som så mange andre ting i fodbold lander vi i de tre ord, som er de vigtigste i hele lovsættet – ‘efter dommerens skøn’.

Ganske som i sidste uge har jeg siddet og skrevet onsdag aften med en kamp kørende på pc’en bagved – sidst gav det jo masser af inspiration, så hvorfor ikke igen. Og der var minsandten gevinst endnu en gang, så der er en fair chance for, at det i næste uge primært kommer til at handle om kampen mellem Ajax og Bayern München. Medmindre naturligvis der dukker noget endnu mere spændende op. Lige nu virker det ikke sandsynligt, men på den anden side virker det unægtelig også, som om spillerne lige skal have brændt det sidste krudt af med mere eller mindre gennemtænkte handlinger, inden juleferien kalder