‘Problemerne står i kø’, som Peter Sommer sang. Og det er i den grad rigtigt i forhold til denne uges klumme. Jeg lagde sidst op til, at det skulle handle om Ajax og Bayern, og dér skal vi også nok nå hen. Men vi er anstændigvis nødt til at runde OB–AaB og det underkendte straffesparksmål.  Det har i den grad været samtaleemne, hvor jeg har bevæget mig hen, og mailbakken har også bugnet.

Lad os starte med at slå fast – som efterfølgende også markeret af alle implicerede – at den er helt gal. Når man har fået et straffespark, er det jo fordi modparten har begået en forbrydelse af en eller anden art, og det skal ikke kunne nulstilles på grund af den teknikalitet, som f.eks. en for tidligt indtrædende spiller er. Det er grunden til, at lovbogen foreskriver, at der skal dømmes omspark, hvis bolden ligger i nettet, og det angribende hold er involveret i overtrædelserne (medmindre der foreligger usportslig opførsel, og det er en historie for sig). Mange var i tvivl om, hvorfor der ikke bare blev dømt mål, og der er to muligheder: enten kunne det være fordi sparkeren havde fintet ulovligt, eller også var det noget med spillere for tidligt i feltet. Hvad sparkeren angår, er hans stoppen op i tilløbet helt OK, for det bliver først kriminelt, hvis støttebenet er sat i jorden umiddelbart før sparket, og der så fintes. Så vi skal have fat i spillerne for tidligt i feltet. Der er lidt af hvert involveret her – men pointen er, at hvis der er overtrædelser fra begge sider, er dommen et omspark, uanset hvad resultatet af sparket har været. Jeg så, at minimum én netavis var ude og konstatere, at det var en AAB’er, der var først inde – men det er lovmæssigt flintrende ligegyldigt. Om der så var syv blå og én grøn spiller inde, og den grønne havde startet, er der overtrædelser fra begge sider og dermed omspark.

I sidste ende er det selvfølgelig frygteligt, at kendelsen bliver et indirekte frispark. Men jeg er ikke mere lovnørd, end at jeg har sympati for, at klappen kan falde. Det gør den for alle ved sjældne lejligheder – også for dommerinstruktører. Det virkelig betænkelige er, at klappen falder kollektivt for fire topdommere. En melding over headsettet kunne have reddet situationen – måske ikke så kunstnerisk elegant, men dog med en nødlanding det rigtige sted. Det er set før – på Champions League-plan så vi f.eks. for et par år siden seks dommere sende to Barcelona-spillere ud efter behandling, selv om de var stødt sammen og skulle have haft lov til at blive inde. I den givne situation skal vi nok alle være lykkelige for, at AaB endte med at vinde, for ellers havde der nok været et ikke specielt muntert efterspil ved skrivebordet.

Og så videre til Ajax–Bayern, hvor jeg virkelig ærgrer mig over, at jeg for en gangs skyld ikke havde fået sat DVD-optageren til, for den kamp rummede så meget, at den kunne bære en hel kursusaften. Der var to udvisninger og to straffespark plus diverse andet. For at starte med straffesparkene var de relativt ukontroversielle. Det var forholdsvis klassiske benspænd, omend det ene var med en kontakt med knæet – men benspænd er det jo alligevel. Det var faktisk grunden til, at der sidste år sneg sig en ekstra forseelse til straffespark ind i lovbogen ‘tackler eller angriber med en anden del af kroppen’. For nu om stunder sker faktisk meget ved knæene, mens tackling er noget, som man foretager sig med foden (ordet ‘skuldertackling’ som ofte høres, er det rene nonsens).

Værd at bemærke ved straffesparkene var også dommerens placering. Clement Turpin var i en position, hvor kendelserne kunne afsiges med stor overbevisning (der var heller ikke protester af betydning) – og ved selve udførelsen var han vældig proaktiv for at holde spillerne ude af feltet (meget apropos OB-AaB), og det lykkedes rimeligt. Det er selvfølgelig også sådan noget, som man kan tillade sig, når man har rigtig mange hjælpere til at holde styr på alt det andet, incl. målmandens placering. Ved Lewandowskis udlignende straffesparksmål til 2-2 var der stopmoment hele to gange i tilløbet, men det er som sagt ovenfor fortsat tilladt, når bare det sker før selve sparkeøjeblikket.

Lad os se nærmere på udvisningerne. Den første tilfalder Wöber fra Ajax for en tackling, som bliver sprunget ind med to ben. Der er ingen kontakt med jorden, det hele sker med stor kraft, og til overflod er knopperne forrest, kontaktstedet er over foden, og bolden er allerede spillet videre. Reelt er det en fuldstændig mistimet tackling, formentlig uden de store onde hensigter, men sådan nogle betaler man også for, når det går galt. Det er et helt ufarligt sted på banen –  ude på sidelinjen omkring midten – og et normalt benspænd ville nok bare være blevet takseret som at bremse et lovende angreb og dermed en advarsel. Men det ødelægger alle de andre elementer. Nogle læsere har skrevet og sammenlignet med van Dijks tackling i Liverpool-Napoli, som kun indbragte en advarsel. Den var ganske rigtigt heller ikke køn og bestemt i den orange afdeling, men der er alligevel, som jeg ser det, nogle forskelle. Bolden er inden for rimelig afstand (faktisk rammer van Dijk den, før han rammer manden), og kraften er ikke helt så høj, ligesom der er lidt mere kontakt mellem jorden og de tacklende fødder. Så en advarsel dér kan godt købes.

Så er der den anden udvisning kort efter til Thomas Müller for en indsats, som hører til i en helt anden sportsgren. Vi taler om et spring med ingen jordkontakt overhovedet, voldsom kraft og det ene ben løftet op i 1,80 meters højde. Jeg er helt sikker på, at Müller ikke har ondt i sinde, og at han slet ikke har taget højde for andre spillere, men han udsætter i den grad modspilleren for fare, så der er intet at sige til udvisningen. Det svarer til at brage frem med 100 km i timen for højrevigepligt og håbe på, at der ikke kommer nogen tværgående færdsel. Jeg plejer til teoriaftener gerne at docere, at der skal rigtig meget til, før et udfald efter bolden, som fører til farligt spil, skal give udvisning, men et ben i den højde og med den kraft duer bare ikke.

Så er der et par scoringsjubeler, som man kan hæfte sig ved. Ved Lewandowskis straffesparksmål til 2-2 glider han og tre kolleger på knæene ud mod de mest hardcore Ajax-supportere og jubler. Vel må man ikke kaste ting ind på banen – og det blev der i den grad her – men det er da en provokation, der er til at tage og føle på. Heldigvis valgte Bayern ved 3-2 målet lige efter at juble ned mod mållinjen og ikke ud mod hjørnet.  Ved Ajax-udligningen bliver der efterfølgende brydekamp mellem Neuer og Ajax-spillerne, der gerne vil have sat i spillet igang igen og prøver at slå bolden ud af favnen på Neuer. Resultatet er en korrekt advarsel, som fik mig til at klappe i mine små hænder, men som næppe har mødt meget forståelse i Amsterdam. Imidlertid er moralen ganske simpel: angriberen skal bare holde sig væk, for det er ikke hans bold (lidt samme filosofi, som at synderen skal holde sig væk fra bolden, når han har begået et frispark). Det er forsvarerne, som skal sætte bolden i spil igen ved et begndelsesspark, og dommeren skal nok lægge tid til, hvis han føler for det. Så hvis angriberen blander sig for at få fat i bolden, og det medfører tumult, er det angriberen, der står til advarslen, ganske som det sker her.

Og så mener jeg i øvrigt, at der er offside på det nævnte udlignende mål.  Der er frygtelig mange spillere i bevægelse omkring offside-grænsen, og linjedommeren har vel minimum tre giftige situationer at tage stilling til inden for et par sekunder. Så måske meget menneskeligt, at den sidste situation falder gennem maskerne. Den spiller, som i sidste instans spiller bolden ind foran, er vel tre meter offside, da en medspiller spiller bolden. Så rører bolden en Bayern-spiller (Súle), som kaster sig ud i bolden med ryggen halvt til for at blokere. Forsøger han aktivt at spille bolden ?  I min optik nej – det er en tilfældighed. Til gengæld er målscoreren helt korrekt akkurat bag bolden i sidste fase og dermed ikke offside.

Det var en kamp, som i den grad ikke var for små børn – og med en ophobning af situationer, som man sjældent ser. Jeg kunne have taget meget mere med. Men på en eller anden måde også en værdig måde at slutte gruppespillet af på. Vi kan næsten ikke vente, til det bliver tid til playoff-kampene. Til gengæld er vi nået til det punkt, hvor det vil være passende, at jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul med et par fodboldfri dage – men endelig ikke for mange.