Jeg forstår godt, hvis man som læser nu efterhånden synes, at man er godt og grundigt rundforvirret. Og jeg synes også personligt, at nu har en lille uskyldig paragraf som § 16, der handler om målspark, altså fået sine 15 minutters berømmelse og ikke så lidt til, og så må det være nok med det. Skåret helt ind til benet er det en af de mest simple paragraffer overhovedet i fodboldloven, og i årets udgave af lovbogen forsvandt også den eneste danske yderligere fortolkning omme bag i bogen, så alt burde være lyst, lykkeligt og ukompliceret. Ikke desto mindre har målsparket den seneste uge været den mest eklatante tidsrøver, som jeg kan mindes gennem mine efterhånden mange år i branchen. Omvendt taler man jo med en masse interessante mennesker, som opdager, at lovstof ikke behøver være så kedeligt endda – og nogle gange heller ikke så simpelt endda, så på den konto skal jeg bestemt ikke klage.
Men det er nu ikke første gang, at der skal padles, rygsvømmes og meget andet godt i forbindelse med en lovændring, før tingene falder på plads, fordi der lige var en variant, som man fra højeste sted ikke havde overvejet. Ironisk nok skete det – med eksakt samme emne – ved indførelsen af tilbagespilsreglen i 1992, og da man ændrede på målmandens fire skridts-regel tilbage i 1967 – det var dér, hvor målmanden fik lov til at dele sine fire skridt – gav det også en god del forvirring, hvor man i Danmark også måtte ændre fortolkning mellem to spillerunder midt i en turnering.
Med fare for at gentage mig selv fra to tidligere klummer synes jeg, at det er vigtigt lige at få tidslinjen på plads. Selv vi, der har været dybt inde i maskinrummet, har måttet koncentrere os voldsomt for at holde overblikket. Og så skal der nok til sidst i klummen komme en konklusion. Utålmodige læsere kan springe til slutningen her.
Da den nye målsparksregel blev annonceret tilbage i marts, var vi godt klar over, at den kunne give nogle problemer. Vi havde så troet, at udfordringerne ville blive nogle andre, end de rent faktisk blev (og dem skal vi nok lade være med at afsløre, nu hvor kreativiteten er sluppet løs), men vi var også helt klar på, at kreative sjæle kunne finde på at udføre varianten, hvor målmanden tipper bolden til en forsvarsspiller, som sender den retur til målmanden med f.eks. bryst eller hoved, hvorefter målmanden samler bolden op i hænderne. Problemet ved det har sådan set ikke noget med et målspark at gøre, men med at lige den spillemåde ikke er tilladt (og ikke har været det siden 1992), fordi den udgør en omgåelse af tilbagespilsreglen og skal betragtes som usportslig opførsel samt koste et indirekte frispark og en advarsel.
Det meldte vi ud til dommere, klubber og lokalunioner i midten af juli i et forsøg på at være proaktive, flinke og rare – for vi syntes ikke, at der var nogen grund til, at spillere skulle løbe ind i unødvendige advarsler og deraf følgende ballade, gråd og tænders gnidsel på den konto.
Langt de fleste europæiske lande indtog samme standpunkt – vi taler faktisk sammen, når vi møder noget som dette – men i løbet af måneden kunne vi se, at der var forskellig praksis. Der var f.eks. en TV-transmitteret træningskamp mellem Benfica og Milan, hvor målsparket ikke blev straffet, og som hele Danmark tilsyneladende har set, at dømme efter min indbakke og telefon. Derfor ville vi forespørge IFAB, hvad der var det rigtige, men min gode islandske kollega slog mig med nogle timer, fik svaret og sendte det rundt. IFAB’s svar var, at denne spillemåde var tilladt og i spillets ånd, fordi den havde til hensigt at sætte bolden hurtigt i spil og ikke – som omgåelsen af tilbagespilsreglen – at forhale tiden.
Uden ligefrem at være dramatisk begejstrede – men vi skal jo i sagens natur følge de regler, som bliver udstukket ovenfra – meldte vi det ud til dommere, klubber og lokalunioner midt i sidste uge. Og så gik det egentlig rimelig problemløst i rundt regnet 48 timer. Lige indtil fredag, hvor der kom et ‘forvarsels-cirklære’ fra IFAB, hvor man meddelte, at der var så stor uenighed mellem eksperterne, at man ønskede at behandle det i sin Technical Sub-Committee – og at man indtil videre skulle betragte spillemåden som hverken forbudt eller tilladt. Dvs ingen advarsel og intet frispark, men målsparket skulle blot tages om. Samtidig varslede IFAB et rigtigt cirkulære herom tirsdag den 6. august.
Problemet var, at denne melding kom så sent (kl. 18.29 for at være helt nøjagtig) , at spillerne allerede var i gang med opvarmningen før fredagens superligakamp i Silkeborg kl. 19, og det efterlod os, for at sige det på godt dansk, med et valg mellem pest og kolera.
På den ene side kunne vi umuligt nå at orientere hele vejen rundt. På den anden side ville det heller ikke være rimeligt at afvikle en superligarunde efter to forskellige regelsæt – ét om fredagen og ét i resten af weekenden. Det fornemmede vi heller ikke, at vi ville høste ros for. Derfor valgte vi at gennemføre weekendens runde efter det, som vi tidligere havde fået oplyst fra IFAB, nemlig at spillemåden var tilladt, hvilket også var det seneste, som var kommunikeret fra DBU. På den måde ville alt i det mindste blive spillet efter de samme regler. Troede vi..
Ulykken var, at i disse elektronisk avancerede tider var IFAB’s melding allerede ude på alskens sociale medier, og derfor skete der det, at i Brøndby fik Horsens lov til at praktisere deres specielle målsparks-variant helt efter vores bog, mens man i Midtjylland søndag aften fik at vide, at det ikke var tilladt. Der er ikke noget at sige til forvirringen med alle de meldinger, der har været, og alle har handlet i den bedste mening – men kønt så det selvfølgelig ikke ud bagefter.
Onsdag kom IFAB så ud med deres melding. Den er egentlig identisk med den, som kom fredag, og som vi ikke kunne nå at implementere. Hele spørgsmålet er så komplekst, at man har valgt at henvise det til sin Technical Sub-Committee, og der er ingen tidshorisont på en endelig løsning.
Derfor kommer følgende til at være gældende i Danmark og alle andre steder fra fredag aften, indtil IFAB’s endelige afgørelse foreligger (og det er her, den utålmodige læser kan springe ind igen)
De pågældende målspark er ikke tilladt – men de er på den anden side heller ikke så forbudt, at der skal dømmes indirekte frispark og tildeles en advarsel. Møder man et af disse målspark, skal målsparket simpelthen tages om – og så er fidusen ved at forsøge det jo ligesom væk.
Så skal det lige for en ordens skyld med, at det også gælder for frispark i eget straffesparksfelt, hvor fuldstændig den samme finte kunne være næste trin. De to igangsættelser følger hinanden ganske nøje gennem hele fodboldloven, så det er logisk, at frisparket også kommer med i puljen.
Det var frygtelig mange ord om noget, som egentlig i sit udgangspunkt burde være relativt banalt. Men det er væsentligt at holde fast i, at der i den forgangne weekend ikke er sket noget, som har haft afgørende konsekvenser. I Brøndby kørte man efter det, som var den seneste udmelding, og som var gældende på det tidspunkt – og det benyttede Horsens sig af. I Midtjylland kørte man efter det, som nu viser sig at blive resultatet (i hvert fald indtil videre)
Så begge hold i de to kampe har kørt efter ens vilkår, og ingen har lidt ubodelig skade, selv om det kunstneriske indtryk ved gud ikke er kønt, hvilket jeg skal være den første til at indrømme. Men igen – vi mener, at vi valgte det mindst ringe alternativ.
Og skal jeg så hægte en enkelt personlig bemærkning på til sidst, bliver det, at jeg er glad for, at IFAB foreløbig er endt, hvor de er. I min romantiske fodboldoptik er de kreative målspark ikke fodbold, men mere ovre i cirkusafdelingen – hvis det var det, der var meningen med lovændringen, kunne man jo lige så godt give målmanden lov til at tage et ‘målspark’ fra hænderne – men selvfølgelig spiller man efter de regler, som der er, og det er der jo ikke noget fordækt eller skummelt i.
Endelig må jeg også indrømme, at jeg efter en mildest talt hektisk uge glæder mig til forhåbentlig igen at kunne beskæftige mig med alt det andet spændende, som foregår i en fodboldkamp – og ikke bare målspark…