Det er ikke, fordi der ligefrem mangler stof i disse tider. Nu holder Superligaen så godt nok pause i weekenden, men til gengæld vælter det ind med EM-kvalkampe, og lur mig, om ikke også et par stykker af dem kan kaste lidt af sig, som det kunne være ulejligheden værd at tage under behandling på denne plads. I den forgangne weekend var jeg optaget af instruktørkursus, så det var yderst begrænset, hvad jeg fik set af fodbold på skærmen, men så er det jo godt, at der er læsere, der kan råbe vagt i gevær. En læser er irriteret over alle de tilfælde, hvor en spiller efter et dømt frispark løber hen og blokerer for, at der kan ske en hurtig igangsættelse. Han refererer endda til to specifikke kampe, men dem har jeg som sagt ikke set, så det vil jeg af gode grunde holde mig langt væk fra. Til gengæld kan vi sagtens tage en tur omkring de hurtige igangsættelser, for det er også et af de områder, hvor misforståelser og fejlopfattelser står i kø. Det er netop det forunderlige med fodboldloven, at selv om man måske ikke har læst den i detaljer, kan man sagtens have en opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert – enten ud fra erfaringerne som spiller eller træner, eller fordi sidemanden har sagt det. En dag burde jeg sætte mig ned og lave en liste over de fem mest almindelige misopfattelser i folkedybet – men det bliver så ikke lige i denne uge.

Nå, men til de hurtige igangsættelser – som der i øvrigt bliver færre og færre af, synes jeg, også internationalt. Forskellige indstuderede finurligheder ved standardsituationerer er i høj kurs, og sådan noget kræver forberedelse. Men kravene til igangsættelsen ved et frispark er på det teoretiske plan, at bolden skal ligge hvor forseelsen blev begået (med skyldigt hensyn til bagatelgrænsen), at bolden skal ligge stille (det kan der til gengæld ikke dispenseres fra)- og at modspillerne ved et frispark ude på banen skal være 9,15 meter væk. Men hvis et hold ikke vil vente på, at modspillerne får fjernet sig de 9,15 meter, men anser det for en fordel at komme hurtigt igang, står det dem frit for at tage frisparket hurtigt – under den forudsætning, at dommeren har kontrol over igangsættelsen, at han ikke er begyndt at skridte af til muren osv.

Vælger man til gengæld den hurtige igangsættelse, fanger bordet. Hvis den modspiller, som ikke er 9,15 meter væk, opsnapper bolden, er løbet kørt, og man får ikke en mulighed nr. 2. At opsnappe bolden kan være et spørgsmål om, at frisparket tilfældigt rammer den spiller, som ikke er langt nok væk. Det kan de fleste godt forstå. Til gengæld er det de færreste, der er med på, at en sådan spiller godt selv må gøre en aktiv indsats for at erobre bolden. Det er helt OK, når bolden passerer ham, at stikke foden ud og kapre den. Det, som ikke er OK, er, hvis spilleren under det hurtige frispark bevæger sig frem mod bolden for at erobre den. Så er det hurtige frispark jo taget under falske forudsætninger, om jeg så må sige. Så det er i orden at blive ramt, også i orden at stikke foden ud efter bolden, når den kommer forbi – men ikke at bevæge sig hen mod bolden for at erobre den. I sidstnævnte tilfælde får vi et nyt frispark og en advarsel.

Fra i år er det også sådan, at hvis et hold tager et hurtigt frispark efter en forseelse, som skulle give en advarsel eller udvisning, kan dommeren vende tilbage med kortet ved næste standsning. Hele grundprincippet er, at et frispark skal være en fordel for det hold, som har fået tildelt det, og hvis man kan få en fornuftig scoringsmulighed ud af den hurtige igangsættelse, kan kortet vente.

Det, som læseren er faldet over, er spillere, som løber hen og stiller sig foran bolden for at forhindre det hurtige frispark. Det er helt klart en forseelse til en advarsel, men jeg synes nu ikke, at jeg oplever den så hyppigt – det er stadig afgørende, at man virkelig får forhindret den hurtige igangsættelse. Hvis ingen har lagt en til en hurtig igangsættelse, kan det selvfølgelig være irriterende at se på, men forbrydelsen er til at overse, når vi stadig har batagelgrænsen in mente. På fuldstændig samme måde, som hvis en spiller tjatter bolden væk: hvis han derved forhindrer en hurtig igangsættelse, skal han tildeles en advarsel – og ellers ikke. Dette med, at man ikke må røre bolden efter en afbrydelse, hvor bolden tilhører det andet hold, er ikke en ‘håndboldregel’, hvor enhver berøring (tror jeg nok) efter et fløjt koster – det skal i fodbold altså være koblet til forhindringen af den hurtige igangsættelse.

Og nu hvor vi har gang i igangsættelser, hurtige som langsomme og indstuderede, koster det også stadig en advarsel ikke at overholde afstandsreglen på de 9,15 meter ved et frispark. Det er også en forseelse, som er ved at gå af mode, godt hjulpet på vej af dommerens brug af markeringsspray. osv. I hvert fald synes jeg sjældent, at man ser spillere, som decideret ikke gider gå de lovbefalede 9,15 meter væk. Møder man endelig forseelsen, er det typisk i de situationer, hvor en spiller løber for tidligt frem fra muren – eller kommer luskende som den sidste og skal på plads i muren, hvor alt egentlig er klart, men hvor hans vej liiige går hen foran bolden på hans vej i muren.

I en helt anden boldgade er en anden situation, som også har kaldt på lidt medieomtale på det seneste, nemlig Esbjergs udligning i overtiden i kampen i Horsens forrige mandag. Et straffespark for hands – og sådan nogle er altid godt stof. Hands er fremdeles det, som kan bringe tingene i kog. Spillere har hænder og arme, og hvor pokker kan de anbringe dem for ikke at komme i farezonen ? En trend er, at forsvarsspillerne ved et indlæg nærmest demonstrativt anbringer hænderne på ryggen for ikke at komme i farezonen. Mindre kan nok gøre det, men jeg forstår godt usikkerheden, og det er et modbydeligt svært område at navigere i.

I den aktuelle situation har vi en Horsens-spiller, som glider ned for at blokere et skud fra Esbjerg. Støttearmen begynder godt nok nogenlunde lodret, og hvis bolden bare havde ramt armen på det tidspunkt, havde alt været godt. Ingen forventer eller forlanger, at spillere skal løbe rundt, endsige kaste sig ned, med armene klinet ind til kroppen. Derfor er det nu også lovfæstet, at det er tilladt at tage fra med armen som lodret støtte – men den må ikke være strakt ud fra kroppen i nogen som helst retning: op eller til siden. Og det er akkurat det, der sker her, da kontakten kommer. Horsens-spilleren kaster sig ned, men da han glider videre, kommer venstre arm i sidste ende langt ud fra kroppen, og så koster det principielt, hvis der bliver kontakt mellem bold og arm. Situationen kompliceres af, at bolden rikochetterer fra spillerens krop op på armen – men armen er stadig derude, hvor den gør spilleren bredere.

Det blev kommunikeret ret klart ved dialogmødet i maj med superligatrænerne og anførerne, så jeg er lidt uforstående over for nogle af de kommentarer, som er kommet fra den kant efterfølgende, men lad det nu være. Og vi kan diskutere fra nu af og indtil juleaften 2020, hvordan reglerne burde være – men det er temmelig uinteressant i denne sammenhæng. Dommeren skal forholde sig til de regler, som der er. Nu er situationer – specielt med hands – meget sjældent helt hvide eller sorte, og vi er da pænt på vej ind i det grå borderline-område her. Men i min optik er der klart mere straffespark, end der er ikke-straffespark, og under alle omstændigheder er det i hvert fald ikke nogen klar dommerfejl at dømme det.

Hands bliver vi aldrig færdige med – og som jeg engang i sommer skrev ved gennemgangen af lovændringerne, vil man sikkert blive ved med at prøve at tydeliggøre fortolkningerne, også til næste sommer. Nogle gange går det bare sådan, at jo mere man specificerer, jo mere indviklet bliver det i virkeligheden, og jo flere nye døre til fortolkning åbner sig. På et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes, men foreløbig er der vist ingen risiko for, at man som dommer eller især dommerinstruktør går hen og bliver arbejdsløs på hands-området.