Det har været en heftig uge med alle de afsluttende kampe i den indledende EM-kvalifikation. Det var ikke lige kønt det hele – til kampen mellem Irland oig Danmark sad jeg i de afsluttende minutter som til en anden gyserfilm og vidste ikke rigtig, om jeg turde se på eller ej. Så det blev til lidt kiggen mellem nogle fingre og så alligevel ikke mere, end at man hurtigt kunne vende sig væk, når det blev lige spændende nok. Men det endte som bekendt godt, og selv om det kunstneriske indtryk kunne have været bedre, er det jo bundlinjen, der tæller. Så nu står den på EM på hjemmebane til sommer. I sig selv en enestående oplevelse – og en rigtig flot præstation i en gruppe, som bestemt så noget loren ud fra starten.
Set fra denne klummeskribents meget enøjede indgangsvinkel var det til gengæld en dødssyg afsluttende runde med ikke meget, det kunne bringe nogen legemsvæsker i kog. Ingen rigtig n hårrejsende situationer, der kunne kaste nogle kommentarer af sig. Fra andre positioner vil man uden tvivl være glade for, at kvalifikationen blev afgjort uden tvivlstilfælde, og det vil jeg i den grad også tilslutte mig ud fra et retfærdighedsprincip. Det er bare noget møg, når man gerne skulle finde håret i suppen… Så denne uge bliver i stedet for den forventede gennemgang af alle giftighederne fra sidste runde af EM-kvalen til et tilbagefald på nogle af de læserkommentarer, som har fået lov til at ligge lidt over, fordi de er blevet overhalet indenom af her og nu-situationer. På den anden side er det jo heller ikke dumt at få ryddet lidt op (har jeg hørt).
De manglende højdepunkter er der bestemt ikke noget galt i, og det giver mig lejlighed til igen at slå et slag for henvendelser fra læserne. Alle input er velkomne. Er der noget, som man undres over eller decideret mener er forkert, så kom endelig med det. Selv om jeg prøver, kan jeg umuligt følge med i alt, så den eventuelle undren må meget gerne været ledsaget af et link (eller som minimum bare et minuttal), der kan være med til at indkredse situationen.
Jeg har korresponderet lidt frem og tilbage med en læser, der ikke er helt tilfreds med fortolkningen af hands og navnlig den praktiske udmøntning af den. Det har været ledsaget af nogle glimrende input til, hvordan reglerne burde være. Ingen tvivl om at hands (og i øvrigt også dette med at genere en modspiller, når man befinder sig i en offside-position) er brandvarme emner. Det er også helt åbenlyst, når jeg taler med udenlandske kolleger. Vi sidder alle i de samme dilemmaer rundt omkring – og så må vi læne os op ad, hvad der foregår på bjerget, dvs hos UEFA og FIFA. Diskussionen om, hvordan reglerne burde være, er en spændende ting, og det kan man bruge mange aftener på, men i sidste instans er det uden for denne klummes fokus. Kommissoriet her er at prøve at gøre læsere klogere på de regler, der nu engang er, uanset om man er enig i reglerne eller ej. Jeg kan også sagtens finde nogle ting, som jeg gerne ville have lavet om, men på det punkt er min mening i sidste instans ikke bedre end alle andre fodboldinteresseredes, selv om jeg, bevares, har nogle kanaler til at levere, hvad jeg selv synes er gode forslag. Så vi er efterladt med den ramme og de regler, som der nu engang er – og spørgsmålene om, hvordan man så bør agere inden for den.
Men den pågældende læser undrer sig over, at en obstruktion i straffesparksfeltet i sidste ende kun udløser et indirekte frispark, mens stort set alle forseelser i feltet bringer et straffespark med sig. Forklaringen på det er et enkelt ord, nemlig ‘kontakt’. Det er tilladt at obstruere, hvis man har front mod bolden og har den inden for spilleafstand, dvs kan spille den i næste skridt. Men det er ikke ensbetydende med fysisk kontakt med modspilleren. Det er den situation, som vi ofte ser (uden at den menige tilskuer overhovedet vil forbinde det med en mulig obstruktionsforseelse), når en forsvarer dækker bolden ud over mållinjen for at få sit målspark og samtidig holder den angriber væk, som morderlig gerne ville have fat i den bold. Det er fint nok – men vender forsvareren sig om for bedre at kunne holde øje med angriberen face to face, eller ikke holder spilleafstanden til bolden, har vi et indirekte frispark. Og ikke mere, uanset om det er inde i feltet eller ej, for der er ikke nogen kropskontakt mellem de to.
Hvis forsvareren nu går ind for at dække bolden så tæt på angriberen, at den fysiske kontakt er uundgåelig og forårsages af forsvareren, bliver det indirekte frispark til gengæld vekslet til et straffespark (eller direkte frispark uden for feltet). Det er lidt af en lovmæssig specialitet, som vi har uforvarende har fået fat i her: nemlig at hvis der foreligger to samtidige forseelser, straffes den groveste. Der er en obstruktion (indirekte frispark), men der er også en forseelse med kropskontakt (holde, puffe, springe, bremse modspiller, lidt afhængig af hvordan det ser ud). Og det sidste skal koste et direkte frispark, som bliver den endelige kendelse.
Eller sagt på en anden måde: i det øjeblik, hvor der er en fysisk kontakt, bliver frisparket direkte. Som altid er der nogle specialiteter: der kan godt dømmes direkte frispark uden kontakt ved f.eks. slag og spark, hvor offeret når at undvige, men på det helt generelle plan kan man sætte lighedstegn mellem fysisk kontakt og direkte frispark. De seneste års lovændringer har fjernet en del indirekte frispark og erstattet dem med direkte, og skal vi endelig tale om, hvordan reglerne burde være eller måske bliver, vil jeg ikke blive spor overrasket, hvis det indirekte frispark er en død sild om en håndfuld år eller to, bortset fra rent tekniske forseelser, f.eks. en strafbar offside.
En anden læser har fat i boldens placering ved straffespark, som også altid har været en kilde til diskussion. Her var det kampen mellem Holland og Nordirland, hvor dommeren ikke tillod, at bolden lå helt fremme på kanten af mærket. Fodboldloven taler nemlig om straffesparksmærket (og ikke straffesparkspletten), for stedet behøver ikke være markeret med en plet. Det kunne såmænd være et kryds, hvor centrum indikerede placeringen. Således set mange steder i København og omegn. Der er heller ikke nogen foreskrevet størrelse på mærket (i tidligere tider talte man om 22 centimeter, svarende til boldens diameter). Så det centrale bliver, at bolden ikke behøver at ligge eksakt på centrum af mærket, men den skal have fat i og have kontakt med centrum. Hvis vi tænker os pletten, kan bolden altså sagtens ligge i den forreste del, bare der er kontakt med centrum af pletten. Men det duer altså ikke at kaste bolden helt ud på kanten – for kombineret med, at der ikke er noget lovfæstet mål på mærket, kunne man i yderste og vildt teoretiske konsekvens bruge alt det overskydende kridt på et mærke, som rakte helt ind til f.eks. målfeltet og så placere bolden dér. Loven foreskriver blot, at der skal afsættes et mærke, og centrum af det skal være 11 meter fra mållinjen midt for mål – og bolden skal så i det mindste tangere dette centrum.
Samme læser mener, at rigtig mange spillere i Superligaen snyder ved hjørnespark ved at placere bolden uden for buen – specielt modsat linjedommeren. Det kan se mærkeligt ud – men igen skal bolden bare have kontakt med stregen. Og i og med at bolden er kugleformet, og stregen er flad, kan man sagtens finde lovlige situationer, hvor boldens runding bare tangerer det yderste af stregen, selv om resten af bolden er klart udenfor. Derfor kan der sagtens være snydere alligevel…
En sidste læser – og absolut kun sidste i denne forbindelse – havde fat i begrebet racisme i forbindelse med kampen mellem Bulgarien og England. Og konstaterede, at det bestemt ikke kunne være gnidningsfrit ligefrem at afbryde en kamp på grund af tilråb, abelyde e.l. Nej, det er det ikke. Og det er uden tvivl også den absolut sidste og yderste situation, som en dommer kan komme i, og som absolut ingen ønsker. Omvendt er der grænser for alt – og derfor er det helt fint, at man har tre trins-reglen (afbryd, udsæt, stop) til at regulere tingene. I 99 ud af 100 tilfælde vil vi aldrig komme frem til det punkt, hvor man må opgive at spille en kamp til ende. Men det er omvendt vigtigt, at sanktionen er der. Ingen kan garantere mod enkeltelementer blandt publikum, som er totalt uden for pædagogisk rækkevide– men racisme er det grimme dyr, som vi alle bliver nødt til at se i øjnene i disse tider. Desværre. Det duer ikke at tie det ihjel – og så må det have de konsekvenser, som det nu engang har.
Og lige akkurat det er heldigvis uden for fodboldlov og dommerens udøvende magt. Det er op til andre at vurdere efterfølgende – dommeren skal bare så vidt muligt overhovedet have den kamp afviklet med alle 90 minutter. Og så må andre tage sig af det grove arbejde bagefter.
Det blev til en uge med diverse opsamlinger – men nu er bordet nogenlunde fornuftigt rent i min ende af snoren, klar til næste bølge. Kom frisk – alle bidrag er velkomne.