Det kan godt være, at kulden slår sine folder udenfor – men der er da i den grad kommet ild i kampene, nu hvor vi nærmer os skæringspunktet, hvor der deles op i mesterskabs- og nedrykningsspil. Mange kampe relativt målfattige, hvilket uden tvivl også skal tilskrives banerne. Alt andet lige synes jeg, at det er imponerende, at der overhovedet kan spilles fodbold i den kombination, der hedder den tidligste Superliga-start nogensinde – og så den koldeste februar i ni år. Det bliver ikke lige kønt det hele. Men der er ingen grund til at lægge pres på dommerne før kampen (og sågar efter). Dommerens opgave er ikke at sikre poleret fodbold – han skal kun vurdere én ting, nemlig om banen (eller dele af den) er farlig. Kan tingene bringes på plads med en gigantisk ukrudtsbrænder eller lignende, hvis det kun er et mindre område, der er potentitielt farligt, så må man leve med en udsættelse, som det skete i en 1. divisionskamp i weekenden. Så alt det dér med ‘sportslig berettigelse’, som ofte bringes op, er slet ikke i spil. Dommeren skal vurdere, om banen er farlig – men før ham kommer den baneansvarlige. Hvis han ikke vil have smadret sit græs, er løbet kørt. Arrangøren kommer altid før dommeren.

Nogle gange er der også personer, der bringer temperaturen i spil (og det kan jeg sagtens forstå til en sildig mandag aften-kamp). Men tænker vi i UEFA-baner, skal man altså ned på minus 15 grader, før det bliver kriminelt.  Derfor kan det sagtens være allerhelvedes ubehageligt, både for dem, der løber rundt inde på banen, og for os, der sidder oppe på tilskuerpladserne med så meget tøj på, at vi dårligt kan få armene ind til kroppen. Jeg havde selv den tvivlsomme fornøjelse af en kamp på Island i november, hvor vi lå lige omkring frysepunktet, isslag uden for banen osv. Det var ikke specielt sjovt – men kampen blev afviklet – og det er til hver en tid dommerens fornemste opgave.

Mange vil sikkert forvente, at denne klumme skal dreje sig om mandagskampen mellem FC København og SønderjyskE. Der var smæk for skillingen med tre straffespark og et rødt kort. Men det kommer den så ikke til. Alene af den grund, at der i skrivende stund ligger en verserende protestsag (omkring det røde kort), og så holder jeg mig helt traditionelt langt væk, for ellers kunne jeg risikere at blive inhabil lige om et øjeblik, hvis jeg bliver spurgt om noget iført én af de andre kasketter. Men jeg røber formentlig ikke for meget ved at sige, at hvis man engang skulle lave en antologi over vores mest stolte øjeblikke, ville denne kamp i den grad ikke komme med. Der er masser af efterbehandling her – og tro mig, det kommer til at ske, både i relation til dem på banen og dem i VAR-vognen.    

                     Til gengæld fik ikonet Carsten Werge da en afskedskamp hos Viasat, der var til at tage og føle på. Viasat skal have stor ros for at binde en smuk sløjfe også i efterbehandlingen, som hverken blev oversentimental eller kvalmende, men som fokuserede på de gode ting. Jeg har også skrevet til Carsten, at jeg er ked af det, fordi nu bliver nogle ting altså bare lidt kedeligere, men der er chancer og muligheder, som man ikke bare kan lade passere – og Viasat har rigtig mange dygtige folk, som nok skal løfte arven.  Vi har i den grad ikke altid været enige – jeg tror, at jeg første gang drog i harnisk, da han på DR til VM i Sydafrika 1998 spontant kaldte den colombianske dommer Rendón for idiot, da han udviste Miklos Molnar i den berømmelige kamp med Sydafrika med tre udvisninger. Det syntes jeg ikke lige var en passende sprogbrug. Men som trænernes favoritundskyldning ude fra bænken altid er, når de løber i gule kort eller det, der er værre, ‘Der skal være plads til følelser i fodbold’. Selve proceduren og eksekveringen af udvisningen var latterlig og selviscenesættende, men det interessante er faktisk, at FIFA i instruktionsvideoer de følgende år havde denne situation med som eksempel på en klokkeklar udvisning. Så fagligt var det helt OK – men udførelsen var ikke lige til topkarakter.      

                   Der er god grund til at takke Carsten – som mange andre også har gjort – for mange års passioneret indsats. Det kan da godt være, at der er røget en faglig finke af panden af og til, men passionen, dedikationen og det grundige forarbejde har der aldrig været grund til at stille spørgsmålstegn ved. Så held og lykke herfra – og TV2 har lavet ikke så lidt af et scoop her, når det handler om Masterclass og de kommende landskampe, slutrunder osv.     

Et par læsere har været rundt om en situation i pokalkampen mellem OB og FC Midtjylland i sidste uge. Og specielt den situation, hvor der kortvarigt bliver dømt et straffespark til Midtjylland, indtil det hele konverteres til en advarsel for film. Først og fremmest skal vi lige have på plads, at der ikke er VAR med til pokalkvartfinalerne, så det er rent faktisk linjedommeren, som unægtelig også står bedre for tingene, der får retledt dommeren.

Og hvordan er det så lige med den såkaldte film eller ‘simulation’, som det hedder i den internationale lovbog.  Først og fremmest skal vi lige have et par grundbegreber på plads.  Dybest set dækker ‘simulation’ over det mere jordnære begreb, at man forsøger at snyde dommeren. Mange har også den opfattelse, at ‘simulation’ er en foreteelse, der typisk forregår i straffesparksfeltet. Det er også korrekt, i og med at gevinsten derinde jo unægtelig er størst, hvis man lykkes med sit svindelnummer (for svindel er det jo). Men i virkeligheden kan film foregå¨overalt på banen. Til vores dommereksamen med videoclips havde vi i det forrige sæt to film-situationer, én i i straffesparksfeltet, og én ude midt på banen. Og det var helt typisk, at de fleste (for nu at være venlig) ramte rigtigt på den i feltet, men helt missede den oppe midt på banen.

Film kan antage adskillige former (men igen: hold fat i synonymet snyd eller svindel). Det allerletteste er af gode grunde den situation, hvor der overhovedet ikke er nogen kontakt mellem de to spillere.   Det er sjældent den, der giver de store problemer, for her kan alle og enhver se, at der er nogen, der prøver på at snyde.

Problemet opstår, når en spiller selv opsøger kontakten med modspilleren for at få det til at se værre ud, end det egentlig var. Det kan være f.eks. angriberen, der lader det bageste ben hænge, eller eller det kan være ham, der selv bevidst snubler ind i modspilleren, så kontakten opstår.

Men det kan også være den angriber, som udnytter en let kontakt til at overspille situationen (og her har jeg en lille personlig shortlist over personer, som har en historik eller spillemåde, som får dem til at bonne ud). Det kan være simpelthen modbydelig svært at fange for dommeren i farten. I Odense fangede linjedommeren så situationen, og gudskelov for det. 

Væsentligt her og nu er at konstatere, at fordi en spiller går omkuld i straffesparksfeltet, er det ikke et enten-eller spørgsmål mellem straffespark og film. Man kan sagtens lande midt imellem på et tilfældigt sammenstød, eller hvad man nu skal kalde det, når forsvareren ikke har begået nogen forseelse, og angriberen heller ikke har forsøgt at skaffe eig en uretmæssig forel, snyde dommeren – med andre ord ‘filme’. I så fald kører vi bare videre, som om ingenting var hændt

Film er noget, som en vis herre fra de nedre regioner har skabt, og problemet er, at spillerne bliver bedre og bedre til det. Hvilket gør det tilsvarende sværere for dommerne at håndtere .I gamle dage, hvor jeg selv løb rundt derude, kendte vi filmkandidaterne og holdt godt øje på dem. De fik, hvad de skulle have – og så heller ikke mere. Men nu er det nærmest, som om det er blevet en hel sportsgren for sig selv.

Det er ikke godt for fodboldspillets image som sådan, og i mine mere sorte stunder kan jeg da godt overveje, om det er pengenes magt, der også spiller ind her. Fedt, flid og snyd, som det hed i et gammelt DR-børneprogram. Eller ‘går den, så går den’, omsat til nydansk.  En af de lovændringer, som jeg godt kunne tænke mig (og så alligevel måske ikke) er et rødt kort for film. Måske ikke, fordi det lægger et frygteligt pres på dommeren, eftersom det kan være så svært at fange.

Men jeg tror ikke, at nogen fodboldelskere vil være uenige i, at kampene skal afgøres på ærlig vis – og ikke via alle mulige tricks fra skuffen.