Det har været en mildest talt besynderlig uge. Stort set alt blev overskygget af, at en europæisk Super League blev lanceret natten til mandag (smukt timet med, at UEFAs Champions League-reform skulle præsenteres mandag – dér har været en i hvert fald på papiret smart kommunikationsmedarbejder). Nu blander jeg mig principielt ikke i fodboldpolitik, for det er der andre, der er meget klogere til end mig, og jeg holder mig derfor helt stringent til det faglige. Hele dette projekt synes at udvikle sig time for time, og da dette skrives onsdag aften, kan det meget vel være håbløst forældet, når bladet udkommer fredag. Men alligevel: det lader til, at man totalt har undervurderet reaktionen fra fans, som jo i sidste ende er forudsætningen for, at både sympatien og økonomien i sidste ende i det hele taget kan løbe rundt. Der er mange penge involveret, javist, men uden græsrøddernes opbakning overlever ingen på længere sigt. Umiddelbart ligner det for mig som absolut menigmand et forsøg på at optimere den økonomiske side. Men som sagt – det er der andre, er væsentlig klogere på end mig.

Med mine skyklapper på var den første tanke (som jeg også har fået et læserspørgsmål på, så jeg er ikke den eneste)  ‘Hvem har man egentlig tænkt sig skulle dømme de kampe ?’ . Med alle de trusler om udelukkelse for både klubber og spillere, som spøgte, ville man helt automatisk formode, at det også ville gælde for dommerne. Og her har jeg godt nok svært ved at se, at man i et EM-år og med et VM-år forude ville kunne få europæiske topdommere til at hoppe over hegnet. Bortset måske fra dommere, der er lige på kanten af aldersgrænsen og ikke har nogen karriere at miste – og så selvfølgelig hvis pengene var store nok. 

Lad os hoppe tilbage til Superligaen, som også i den forgangne weekend gav nogle interessante situationer til nærmere eftertanke. Det var især opgøret mellem FC København og FC Nordsjælland, der kastede nogle ting af sig.

Først og fremmest var der stor diskussion om, hvorvidt Peter Vindahl reddede en bold uden for straffesparksfeltet eller indenfor, da han satte hånden på. Det skete relativt tidligt i kampen, så det kunne potentielt have meget stor betydning for resten af forløbet. Der blev ikke dømt noget frispark, og ingen TV-billeder (eller VAR-vognen) kan godtgøre, at det er en klar og åbenlys dommerfejl. Det kan godt være, at bænken fra 35 meters afstand og en skæv vinkel bliver citeret for, at det kan man se med det blotte øje. Men nej, det kan man selvfølgelig ikke – og slet ikke fra den position. Det er der en linjedommer på linje med situationen, der kan.

Det første problem er, at ikke engang TV-billeder kan fastslå, hvornår der er en berøring med hånden, om det er inden for eller uden for feltet. Det næste er det yderst tricky, at linjen , der afgrænser straffesparksfeltet, er flad, mens bolden er rund. Og så længe bolden har blot den mindste berøring med linjen – på jorden eller i luften, som vi til stadighed ser det ved udførelsen af hjørnespark, er bolden i feltet, og dermed har målmanden lov til at tage den med hænerne, uanset om berøringen teknisk set måtte være uden for feltet. Det gør, at mange situationer kommer til at se skæve ud – men vi er nødt til at holde os til fakta. Jeg har også mange gange hørt folk øffe over, at målmanden er uden for feltet, når han med et spark ekspederer bolden op til en omstilling. Og ja, det kan godt se ud, som om målmanden afleverer bolden uden for feltet. Men hvis han har hænderne på inde i feltet og lige på grænsen, dropper bolden fremefter og så sparker til den, er det helt i orden. Det afgørende er, om målmanden har haft hænderne på bolden uden for straffesparksfeltet – og har han ikke det, er det fuldt ud lovligt.

I Vindahl-situationen ville det selvfølgelig have været vidunderligt at have et klart bevs fra et kamera placeret durk på linjen – men det har vi så ikke, og man kan ikke engang fastslå, hvor berøringen med hånden sker. Så der er ikke så meget at gøre, idet vi stadig og til hver en tid skal huske, at VAR er bygget til at rette op på klare og åbenlyse dommerfejl, som ellers ville ramme overskrifterne dagen efter. VAR er ikke indført for at dømme kampen for anden gang eller sikre perfektion. Det kan ikke lade sig gøre, for intet i fodbolden er perfekt – det er angribernes og forsvarernes aktioner heller ikke hver gang. Man må leve med den menneskelige fejl hos spillerne – og man må også leve med, at VAR ikke altid kan rette op på tingene. Enten fordi situationen selv i første omgang var åben for fortolkning, eller fordi billedmaterialet – selv fra 12 kameraer – ikke var tilstrækkeligt. Mantraet for VAR er til alle tider ‘Klare og åbenlyse dommerfejl’. Og VAR skal krystalklart kunne bevise, at her er der et problem, som dommeren skal tage stilling til. Vi kan allesammen have mavefornemmelser (senest vist ved Daramys ekstremt hurtige ripost i Parken – og var der et for hurtigt indløb ? ). Men er beviset der ikke, og er der ikke noget klart billedmateriale at kalde dommeren ud at se på, så skal VAR holde sig langt væk.   

Og så er der naturligvis Nicolai Boilesens røde kort i samme kamp. Flere læsere har konstateret, at Boilesen jo ikke var bageste mand, så hvordan kan det ende i en udvisning ?  Lige akkurat det med ‘bageste mand’, ‘sidste mand’, ‘nødbremse’ og tilsvarende betegnelser er noget, der er dybt forankret i folkedybet, og som vi til stadighed kæmper med. Efter alt at dømme en kamp på fuld tid forever. Én ting er, at den lovmæssige betegnelse er ‘berøve en oplagt scoringsmulighed’. Det har vi ingen problemer ved at leve med, at man ikke er bevidst om – men det giver altså nogle følgevirkninger, når det skal omsættes i praksis. For det handler ikke bare om at være bageste mand.

Når dommeren skal vurdere, om der foreligger en oplagt scoringsmulighed, er der en pæn portion parametre, der skal i spil. Har spilleren kontrol over bolden (eller ville han have fået det umiddelbart efter), hvordan er boldens og spillerens retning (skulle helst være i overvejende grad mod mål), hvor mange modspillere kan komme med i ligningen, og hvordan er de placeret – for nu bare at tage de mest oplagte. Men den helt klare syreprøve her er bundlinjen. Hvis forseelsen ikke var sket, havde der så været en oplagt scoringsmulighed ?       

Kan man svare ja til bundlinjen, så er der en oplagt scoringmulighed, og det er den fælde, som Boilesen falder i. Der er sikkert forsvarsspillere, der er længere nede, så det ikke længere giver mening at tale om ‘bageste mand’. Men lovmæssigt holder det ikke, at der er spillere længere nede end synderen, hvis de ikke på nogen mulig måde kunne få indflydelse på begivenhederne, I den forstand er de ude af den store betragtning – og vi skal altid se på bundlinjen. Er der tale om en berøven af oplagt scoringsmulighed eller ej ?

I det aktuelle tilfælde er der ingen tvivl om (selv om der godt nok skulle VAR indover – og hurra for det), at Boilesen med sin arm får verfet en bold væk, som ellers havde ligget til en modspiller med en friløber. Det kan sagtens være, at Boilesen havde villet noget andet – men det interessante er, at havde han haft held til med sin arm at få fældet modspilleren og ikke bare bolden, ville resultatet have været det samme.

Vi kan (i hvert fald her onsdag, for tingene ændrer sig lynhurtigt), se ind i en virkelighed, hvor der er tilskuere tilbage. Det skal være ualmindelig velkomment, for det har godt nok været en noget spooky fornemmelse at være på stadion her i foråret, selv om jeg har tilbragt det meste af tiden ikke ude på tilskuerpladserne, men i VAR-vognen som VAR-instruktør. Her i denne sæson kører vi jo med en fast VAR-instruktør i vognen, der efterfølgende kan evaluere sammen med teamet og coache dem efterfølgende.

Bundlinjen er fremdeles, at VAR har lavet fejl, ganske som man skulle regne med (men væsentlig færre end man kunne forvente, når man sammenligner med vores storebrødre her i det første år)  – og intet kommer bag på på os i forhold til vores egne forventninger. Det kan godt være, at andre har haft andre forventninger, men ingen har på noget tidspunkt forhåbentlig forventet, at VAR skulle løse alle verdens problemer. VAR er her for at forhindre de helt hårrejsende overskrifter – ikke for at dømme kampen for anden gang. Så tvivlstilfælde vil aldrig komme i spil  – det vil derimod klare og åbenlyse dommerfejl.

Vi er forrest i Norden med hensyn til introduktionen af VAR, så i næste uddannelsesomgang får vi endda selskab af finske kolleger med henblik på det kommende VM for kvinder. Der er vi rigtig glade for – og endda lidt stolte af. Som altid er det sådan, at de, der går forrest, får de første øretæver. Dem er vi helt forberedte på – og har været det fra start.