Man havde jo forudset, at sidste Superliga-runde kunne blive en noget tam affære, eftersom placeringerne omkring den afgørende streg var afgjort. Der var dog lige nogle TV-penge at kæmpe om. Men som så ofte før kan man i den grad blive overrasket – på glædelig vis. Det er ligesom at gå i teatret eller operaen: det, som man venter sig mindst af, kan ofte ende med blive noget af det mest interessante. Således også her. Der kom nogle rigtig giftige lovmæssige situationer forbi, og jeg skal da – ud fra indbakken at dømme – også love for, at der har været pænt med seere.
Men inden vi går til den danske Superliga, så lad os lige starte i Premier League (godt nok en uge eller halvanden tilbage, men nogle gange driller deadlines bare). Vi skal tilbage til forrige weekends opgør mellem Brighton og Liverpool og navnlig Liverpools første mål. Her bliver målscorer Diaz nærmest jævnet med jorden af målmand Sanchez. Det er en situation, som vi kender alt for godt: en løs bold, som både målmand og angriber jagter. Jeg mødte den senest i en 3. divisionskamp i forrige weekend. Problemet her er, at Sanchez i den grad mistimer sit indgreb. Godt nok går bolden i mål, men der er også en knæ til kæbe-kontakt mellem målmand og angriber. Da jeg så situationen, fik jeg mindelser tilbage til VM 1982 og Toni Schumachers famøse aktion mod Battiston. Det var ufatteligt, at Schumacher dengang slap helt fri – ikke så meget som et kort – og her er jeg på samme niveau. For mig er det et mysterium, at Sanchez ikke får rødt for den mildest talt ubeherskede aktion mod Diaz. Det er selvfølgelig tilladt at mistime – men når det sker med en sådan kraft og en bevidsthed om, at dette burde man altså have forudset, bør fælden klappe. VAR kan ikke skride ind for et muligt gult kort – men de vil kunne det for et mistænkt rødt kort. Jeg undres – men det er ikke første eller formentlig sidste gang, at det sker. Ufatteligt er det imidlertid, at Sanchez slipper helt uden en personlig straf. Hvis en tilsvarende aktion var foregået ude i Brightons gader en sildig aften, ville det uden tvivl have medført et længere ophold på gratis kost og næppe helt så behageligt logi.
Lad os komme tilbage til Superligaen og den sidste runde, der også kastede en hel del af sig. Vi gemmer det mest spændende til sidst – og starter i AGF – Viborg, hvor en læser har undret sig over advarslen til en AGF’er til sidst i forbindelse med det straffespark langt inde i overtiden, som Viborg efterfølgende brænder. Hvis vi lige holder selve forseelsen udenfor (for mig drejer AGF-forsvareren kroppen, da skuddet falder, og hans arm er ude fra kroppen i en unaturlig position), så handler spørgsmålet om, hvorfor der kommer en advarsel på.
Og det gør der, fordi i samme øjeblik dommeren har vurderet, at der foreligger en strafbar handling, og det er en hånd, der bremser et skud mod mål, så er der obligatorisk advarsel for at bremse et lovende angreb. Havde målmanden nu været væk, kunne vi i den grad have nærmet os et rødt kort for at berøve en oplagt scoringsmulighed. I det hele taget er der mange ting i den slutfase, som kunne fortjene en nærmere behandling, for eksenpel Mikael Andersons handlinger med direkte aggressivitet på dommerne og til sidst et velrettet spark mod en mikrofon i spillerboksen – men det holder jeg mig fra, al den stund det kunne tænkes måske at dukke op disciplinært. Frustrationer hører sig til på dette niveau, der er følelser med i spillet, men det udelukker for pokker ikke, at man også bruger hovedet. Om ikke andet lillehjernen. Det var godt, at der var mere besindige folk fra AGF-lejren, der fik gelejdet ham væk, inden der skete mere, for det kunne være gået rent galt – og det kan ingen jo overhovedet være interesserede i.
Vi springer hastigt videre til kampen mellem SønderjyskE og Randers, hvor flere har observeret, at bolden ved det hjørnespark, som i sidste ende førte til 1-0 målet, ikke lå med berøring med buen. Og det store spørgsmål er så, hvorfor VAR ikke skrider ind for det, når de checker de begivenheder, som ligger forud for et mål. Sagen er, at dette ligger uden for VAR-protokollen. Faktisk er det direkte skrevet ud af den. VAR beskæftiger sig ikke med ulovlige igangsættelser. Det kunne for den sags skyld også have været et ulovligt foretaget indkast (en løftet fod eller lignende). Idéen bag alt dette er selvfølgelig at indskrænke VAR til klare og åbenlyse dommerfejl. Ellers ville vi have en glidebane – hvad med et frispark, som bliver taget fem meter fra det reelle åsted ?
Og så kommer vi til ugens perle, som er en rigtig lovsituation, som jeg vil glæde mig med at turnere med på et tidspunkt. Vi skal til AaB – Brøndby, og dér har mange været, både efter indbakken at dømme og også (efter hvad jeg har hørt, for lige dér er jeg ikke medlem) med mange reaktoner på Facebook. Men vi har en situation, hvor der bliver skudt på mål – Brøndbys Heggheim redder på stregen (desværre med hånden), hvorefter bolden går ud til en AaB-spiller, som kan sende bolden i mål. Det er nærmest på flipperspil-niveau, så hurtigt går det.
Dommeren dømmer straffespark (selv om bolden ligger inde i målet) og udviser Heggheim, i øvrigt uden protester. Den er lovmæssigt umådelig giftig. Jeg har set nogle angribe udvisningen, for der er jo ikke berøvet en oplagt scoringsmulighed, al den stund den stadig er der, og bolden faktisk ligger inde i målet. Men der er to punkter i lige den paragraf: ‘berøver et mål eller en oplagt scoringsmulighed’. Og ingen vil vel benægte, at Heggheim med hånden forhindrer den bold i at gå i mål.
Der er tre giftige scenarier her.
For det første kan dommeren bare tage den kliniske løsning, dømme straffespark og udvise.
For det andet kan han forsøge at bruge fordelsreglen, da der er en anden AaB-angriber i nærheden. Hvis den bold skulle gå i mål, er der direkte lovgivet for, at det kun skal koste en advarsel.
Og så er der lige den tredje. Hvis dommeren nu skulle have valgt at bruge fordelsreglen jævnfør eksemplet ovenfor, og angriberen havde brændt (vi så trods alt nogle spektakulære brændte chancer i denne runde) – hvad så ? Ja, så havde fordelsreglen været anvendt, angriberen havde haft chancen, men ikke udnyttet den. Og så ville resultatet være en lang næse til AaB – en advarsel og intet straffespark.
Der er lidt pest eller kolera over dette. Hvad vil man helst have – en scoring og en advarsel, eller et straffespark og en udvisning. plus en halv time i overtal ? Hvad er den største fordel ? Og så kunne det endda ende i tyfus: ingen scoring, intet straffespark, men en advarsel.
Jeg er glad for, at jeg ikke stod derinde og skulle træffe den afgørelse på under et sekund – men helt personligt og for egen regning havde jeg gjort som dommeren. Men jeg kan sagtens forstå, at der giver nogle skvulp rundt omkring, og den kommer nok også med i vinterens runde, når vi skal rundt og snakke med dommerne. Det er et af de eksempler, som med passende mellemrun dukker op i teorieksemplerne også fra udlandet.
Lad os nu glæde os over, at der er en smule åndehul på grund af landskampspausen, inden det går løs igen, så der bliver tid til at trække vejret. Det bliver nogle hidsige næste måneder.