Efter et par uger uden for nummer er jeg tilbage på barrikaderne igen. Nu er intet så kedsommeligt som andre menneskers sygehistorier, men blot som en kort forklaring: der kom lige to (ufarlige og relativt banale) øjenoperationer forbi – så der måtte tænkes i Plan B. Lige omkring det med øjenoperationerne kan det sagtens være, at der er dommere rundt omkring, der mener, at det da vist også var på høje tid. Men alt går vel og planmæssigt, omend i lidt nedsat tempo.
Til gengæld er der jo foregået ting og sager i de seneste runder af Superligaen, hvor langt de fleste situationer nu formentlig er håbløst uaktuelle og uinteressante. Så i stedet vil jeg hellere koncentrere mig om de lovændringer, som træder i kraft pr. 1. juli. Normalt er jeg meget varsom med at sætte noget på tryk før da, for der er altid en eller anden, der bare går ud og dømmer efter det nye, før det egentlig er meningen. Til gengæld er årets lovændringer så små og tilpas ufarlige, at det tør jeg godt denne gang. Det er helt typisk, at man i et slutrundeår ikke går ud med revolutionerende ændringer. Det kompliceres selvfølgelig lidt af, at VM i Qatar ligger sidst på året, men mon ikke det går.
Under alle omstændigheder blev Superligaklubberne informeret på det dialogmøde med dommere og udvalg i torsdags, som ellers har ligget brak i et par år på grund af Covid-19. Og i de efterfølgende uger starter orienteringsmøder for alle landets dommere, observatører og instruktører, således at alle er fuldt påklædt til den nye sæson.
En anden komplikation er, at IFAB måtte aflyse deres møde i marts, hvor lovændringer ellers skulle diskuteres. Alt er afklaret via Teams, Zoom, eller hvad det nu har været, og der er fuld enighed. Men formelt skal der et fysisk møde til for at bekræfte det endelige resultat. Ikke desto mindre er der fra IFAB kommet et cirkulære, som vi alle handler efter – og den endelige godkendelse er blot en formssag.
Men essensen for almindelige danskere (tilskuere, spillere, dommere) er, at havde man styr på reglerne i 2021, vil man også have det i 2022 uden de store problemer. Spørgsmålet er så, om man havde det – heraf orienteringsmøderne for dommerne.
Først og fremmest bliver den midlertidige ordning med fem udskiftninger i de øverste rækker gjort permanent (ellers ville den udløbe til nytår). De fem udskiftninger skal foretages under maksimalt tre spilstop (og pausen tæller ikke med). I kampe med forlænget spilletid (pokalkampe og tilsvarende) får man en ekstra udskiftningsmulighed og et ekstra spilstop. Så det er der ikke noget nyt i – alle lader til at have haft det fint med muligheden, ikke mindst på grund af det pressede program, som både Covid-19 og placering af slutrunder har givet. Men det er fremdeles op til de enkelte forbund eller turneringsmyndigheder at beslutte, om man vil benytte sig af muligheden eller fortsætte under den gamle ordning med tre udskiftninger. Det vil undre mig, hvis Danmark ikke kører videre med ordningen – men det er der andre mennesker, der skal tage stilling til.
Så har man fået indsat en passus, der gør det klart, at en official på bænken også kan advares eller udvises under en straffesparkskonkurrence. Finten her er, at en straffesparkskonkurrence formelt ikke betragtes som en del af kampen – så der var et hul i loven. Men alle vil formentlig være enige om, at en forseelse under straffesparkskonkurrencen skal straffes på lige fod med en forseelse under selve kampen. Og vi taler stadig om gule og røde kort – ikke det obligatoriske fnidder og den lige så traditionelle nervekrig.
Sidste år fik vi en lovændring, der gjorde det klart, at en målmand kan begå en forseelse til udvisning med hænderne mod bolden i eget straffesparksfelt, hvis det handler om berøven af oplagt scoringmulighed. Det kunne typisk være ved et gentagelsesspil eller et forsætligt tilbagespil, vor bolden var på vej i mål, eller hvor en angriber var ved at kunne erobre bolden. Det var i sig selv et brud på den hævdvundne regel, at en målmand ikke i eget straffesparksfelt skal straffes med en følgestraf, hvis han benytter sig af sit arbejdsredskab, nemlig hænderne. Dybest set gør han jo bare, hvad han er sat i verden for – og en af hans rettigheder er jo netop, at han må røre bolden med hænderne i sit eget straffesparksfelt.
Den bliver nu rullet tilbage, således at målmanden ikke kan berøve en oplagt scoringsmulighed ved at tage bolden med hænderne i eget straffesparksfelt. Fornuftigt og logisk efter mine begreber. Der skal selvfølgelig stadig dømmes et indirekte frispark, hvis situationen er til det – og det kan naturligvis også gøres på en måde, hvor usportslig opførsel kommer i spil (og dermed en advarsel). Men altså ingen udvisning i den situation, hvor målmanden mistimer sit indgreb ved for eksempel et forsætligt tilbagespil og må redde bolden nærmest på mållinjen.
I den lidt mere kuriøse afdeling er det nu slået fast, at en spiller, som – mens bolden er i spil – begår en forseelse mod en spillet uvedkommende (den kunne være en bolddreng, en flabet tilskuer eller udeholdets buschauffør) selvfølgelig skal have en passende følgestraf. Men igangsættelsen er at lade bolden falde. Medmindre spilleren har forladt banen uden dommerens tilladelse – for så skal vi igang med et indirekte frispark på sidelinjen.
Endelig bliver det nu lovfæstet, at målmanden ved udførelsen af et straffespark skal have en fod på mållinjen eller i luften i flugt med den – altså ikke noget med at have begge fødder bag linjen eller foran den. Der har været en tendens til, at målmænd for at spille sikkert spil og ikke blive dømt ud for at bevæge sig for tidligt, er startet med begge fødder inde i målet, når sparket tages, for det gav lidt ekstra spillerum – men det holder altså ikke længere.
Det er egentlig det typiske ved lovændringer – for et par år siden fik målmanden lov til at bevæge sig et skridt frem, såfremt den ene fod stadig var i kontakt med mållinjen eller dens luftrum. Men på det område er fodboldloven ikke anderledes end skattelovgivningen – når man lemper på et eller andet, er der straks nogle, der begynder at lede efter hullerne i osten. Så prøver man at stoppe hullerne – og så er der sikkert kreative sjæle, der kan finde på andre varianter. Det er virkelig ‘the never-ending story’. Men kodeordene er stadig ‘What does football expect ?’ – og der er i den grad brug for den sunde fornuft i rygsækken.
Vi nærmer os den sidste eller de sidste afgørende runder, og det ser, specielt for 1. divisions vedkommende, temmelig hidsigt ud. Vi håber på, at vi kommer igennem uden de store kontroversielle situationer. Ellers må vi jo tage dem ugen efter her.
Nyd foråret og fuglefløjtene – her på matriklen starter solsorten cirka kl. 03.15. Selvfølgelig en blandet fornøjelse, når man gerne vil sove – men herligt er det nu alligevel.