Den femte december udsendte lovgruppen i DBU nedenstående dekret om, at fortolkningen fra IFAB om offside efter indkast, hjørnespark og målspark var ændret.
Der har været en del forvirring blandt vores medlemmer på især de sociale medier om, hvorvidt nyfortolkningen, som ikke er en lovændring men en ændret fortolkning, var gældende eller ej for alle.
Jeg rettede derfor henvendelse til lovgruppen ved Poul Johan med henblik på at få afklaret spørgsmålet. Det blev hurtigt effektueret.
Nyfortolkningen gælder fra 5. december i år for alle. Derfor kan du her læse lovgruppens mail fra 5. december i år:
”Vi har indtil nu fortolket det således, at når et indkast, målspark eller et hjørnespark på vej mod en medspiller i offsideposition, og hvor bolden på vejen dertil blev rørt af en medspiller eller en modspiller, så dømte vi offside for at indvirke eller opnå en fordel.
Nu har IFAB på deres Facebook side meldt ud, at et indkast, målspark eller hjørnespark der rammer en modspiller på vej mod en spiller i offsideposition, ikke er i strafbar offside.
Dette indebærer, at bolden skal ramme en medspiller, før vi kan straffe for at indvirke.
Ordet direkte skal altså kun tages bogstaveligt, når der er tale om en medspiller”.
Således var ordene. Hermed skulle den situation være afklaret.
Jeg vil gerne takke lovgruppen for hurtigt at afklare spørgsmålet og Allan Vennike for hurtigt at sende information ud. Den er hermed videresendt.
Med venlige hilsen
Jens Rohde
Formand for DFU