Der har da været lidt at se til siden sidst. Ikke sindsoprivende – lidt tennisbolde på banen i Tyskland plus en person lænket til den ene målstang, alt i protest mod ejerskabet af klubberne. Den med tennisboldene var ny, mens lænkningen var ret uoriginal. Den så man i England for en håndfuld år siden. Så har der været en spektakulær VAR-situation i AFCON, hvor en formodet scoring i den ene ende bliver konverteret til et straffespark i den anden ende. Den er såmænd også set før i den italienske serie A.
Men det er da VARs skrækscenarie. Pointen er, at når dommeren får besked på, at VAR undersøger noget, er det bare med at få standset spillet, inden der sker ulykker i den anden ende. Alt er foregået fuldstændig efter lov og protokoller, men smart er det altså ikke.
Trofaste læsere vil vide, at der en gang om året kommer en slags reklameindslag, hvor jeg slår et slag for at få flere fodbolddommere – pudsigt nok nogenlunde timet med, at der begynder kurser rundt omkring. Vi ved alle, at de i egen optik bedste dommere er dem, der står på sidelinjen eller sidder hjemme i lænestolen. Jeg sendte en prøveballon op i sidste uge med de spørgsmål som vi (blandt meget andet) stillede vores elitedommere ved træningslejren sidst i januar. Så kunne man selv få lov til at øve sig, vel vidende, at kravet var 75 % rigtige af de 20 spørgsmål, det vil sige 15.. Flere har udtrykt glæde over initiativet, og jeg vil da ikke udelukke, at jeg kan gentage det ved passende lejligheder. Gør redaktøren som i sidste uge, vil han have indsat de rigtige svar nederst i klummen.
Så nu er tiden kommet igen, og der er landet over en god del dommergrundkurser hen over vinteren. Selvfølgelig er det breddefodbolden, som man starter i, og de færreste bliver FIFA-dommere. Men mindre kan altså også gøre det – som jeg plejer at sige, findes der topdommere på alle niveauer. Dommergerningen er også et af de steder, hvor man kan komme ganske hurtigt frem i geledderne, hvis talentet er der, og man ikke lader sig kyse væk forinden. Mange vil mene, at man skal have et specielt masochistisk gén for at lade sig friste, men fordelene opvejer i den grad ulemperne, selv om det selvfølgelig ikke bare er rosenrødt det hele.
I disse MeToo-tider er det også værd at slå på, at vi frygtelig gerne vil have flere kvindelige dommere. Vi halter noget bagud her i forhold til mange af de lande, herunder de øvrige nordiske, som vi plejer at sammenligne os med, og forhåbentlig er det ikke de få, men meget hypede voldssager, som desværre engang imellem rammer overskrifterne, der afskrækker. Ingen tvivl om, at enhver sag af den type er én for meget, og det skal heller ikke bagatelliseres. Omvendt skal man huske, at med alle de breddekampe, der afvikles hver uge, er det forsvindende få tilfælde, der ender i ballade. Selvfølgelig er der en risiko for at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, men det er der jo også i trafikken eller på vej hjem fra en bytur fredag aften. Er man alligevel så forbandet uheldig at løbe ind i en problemkamp, er der professionel hjælp at hente.
Der er i skrivende stund i omegnen af 3.500 dommere tilmeldt DBU. Den nedadgående kurve er knækket, men der er til stadighed brug for flere. Karakteristisk for de seneste år har været, at der har været glædeligt mange unge mennesker, der har meldt sig ind i klubben – og tager man integrationsbrillerne på, er der rigtig mange, der ikke hedder Hansen til efternavn. Det er virkelig dejligt, også set i et større perspektiv.
Det lyder jo egentlig som et pænt stort antal, men ikke desto mindre er der hver weekend mange kampe, der afvikles uden autoriserede dommere. Det er jo ikke alle dommere, der konstant står og tripper for at komme til, og arbejde, familie m.v. skal også passes ind. Så det er ikke alle på listen, som er lige aktive, og generelt er der en tendens til, at dommere tager færre opgaver, end de gjorde engang – også fuldt forståeligt med alle de andre gode tilbud, som der er.
Men det er nok et tidens tegn, at samfundsstruktur og familiemønstre har ændret sig, og det har mentaliteten og de mulige tilbud også. Hvis man kan sidde hjemme i varmen og lege elitemanager på pc’en i den nyeste FIFA-udgave, kan det være svært at sælge idéen om regnvejrskampen udendørs en meeeget tidlig søndag morgen med en flok ikke altid lige nemme spillere. Så der skal kæmpes mere for at tiltrække nye dommere – og ikke mindst kæmpes for at få dem til at blive i gamet. Der bliver rekrutteret et pænt antal dommere hvert år, men det er stadig svært at holde trit med afgangen – for der falder jo også nogle fra i den anden ende efter et langt livs tro tjeneste. Faktisk er der ikke nogen formel aldersgrænse, så man kan blive ved hinsides de 70 år, hvis man i øvrigt lige klarer en årlig fysisk test, som har til formål at kontrollere den fysiske basisformåen, ikke mindst af hensyn til dommerens eget helbred.
Hvilken målgruppe skal man så forsøge at indfange ? En del er fodboldspillere, som løber ind i en skade, men som stadig gerne vil bevare tilknytningen til spillet og samtidig få rørt sig. Det kan godt være, at regelkendskabet fra start ikke er til guldmedalje og der skal ske en god del aflæring af de ting, som man tror, at man ved efter et langt liv som spiller – men i sidste ende hjælper reglerne ikke ret meget, hvis man ikke har følingen med spillet. Dommervirksomhed er uendeligt meget mere end regler – det er situationsbestemt ledelse og anvendt psykologi på adskillige planer, blik for spillet, krisehåndtering og tackling af det uventede.
En anden målgruppe er dem, der tidligt opdager, at spillertalentet måske ikke rakte helt så langt, som de havde håbet. Måske kan man på dommersiden endda nå væsentlig længere, end man ville som spiller. Man skal lige i første omgang overleve ikke længere at være medlem af et trygt holdfællesskab – og det kan være svært nok pludselig at føle sig som den ensomme ulv. Det er faktisk den største showstopper – at gå fra at være en del af et fællesskab til på banen at være helt alene. Det er et moment, som man meget ofte glemmer, når trænere, medier med flere øffer over, at der er meget få tidligere elitespillere blandt dommerne, for de burde jo være de bedste. Men kulturchokket ved pludselig at være meget alene er faktisk ret voldsomt for mange. Til gengæld opdager man efterhånden, at der også er et dommerfællesskab, selv om man er alene om en kamp, og fællesskabet ikke ved første øjekast er så synligt.
Hvis man kun ser på pengene, kan man snildt finde andre ting at foretage sig i fritiden, som kan skæppe mere i kassen, men der er nu alligevel et par pointer. Honoraret fastsættes efter, hvad der kan snige sig under skattereglernes loft, så det kan blive til et pænt lille skattefrit beløb, selvfølgelig afhængig af aktivitetsniveauet. Og pointen er, at netop fordi indkomsten ikke er skattepligtig, påvirker den heller ikke SU, efterløn eller andre offentlige ydelser, så dommerhonorarer kan give et fint supplement f.eks. for en studerende. Andre lægger beløbet i den store sparegris til familiens ferie. Men ser man bort fra pengene, er der andre og nok i virkeligheden større fordele. Man får en god del motion og er nødt til at holde sig i nogenlunde anstændig form, og ikke mindst får man redskaber til sin personlige udvikling. Leder- og konfliktløsningsegenskaber bliver i den grad trænet med mennesker af alle aldre, faconer og kulører – og mange dommeregenskaber kan man ofte i et eller andet omfang overføre til sit civile arbejde eller sin uddannelse.
I virkeligheden er dommeruddannelsen nok en af de billigste lederuddannelser, som man kan finde på markedet, og man får nogle redskaber, som man kan bruge i alle mulige andre sammenhænge.
Et typisk dommerkursus afvikles over 12-14 teoritimer – suppleret med tre efterfølgende uddannelseskampe med en erfaren dommer på sidelinjen til at coache. Eksamen er en multiple choice-test foran pc’en med vurdering af videoklip og efterfølgende tilbagemelding fra en instruktør. De moderne visuelle medier har gjort det meget lettere at simulere situationer fra det virkelige liv. Det vejledende beståelseskrav er 25 rigtige ud af 40 spørgsmål, og en hitrate på 60 % af kendelserne kan vel ikke siges at være decideret urimeligt, hvis man overfører det til dommerne på banen. Prisen for kursus og eksamen er i omegnen af 500 kroner (her er for en gangs skyld noget, som er blevet billigere den seneste håndfuld år, men det kan variere noget, afhængig af lokale forhold) Covid 19-situationen kastede også alternative muligheder af sig med f.eks. online-undervisning, som nok er kommet for at blive (selv om det indebærer et par timers selvstudium forinden). Det er selvfølgelig en startinvestering – men der er rigtig mange lokale modeller, der kan mildne lidt på det – og beløbet er jo tjent hjem ved et par kampe. Ét er, at man mange steder som klubmedlem vil kunne få et tilskud (så har klubben også nogen til at hjælpe med de såkaldte dommerløse kampe), men der findes også rabatmodeller, mulighed for afbetaling via de kampe man dømmer, sågar nogle steder tilbagebetaling af en del af beløbet, hvis man dømmer et vist antal kampe det første år. Alt afhængigt af lokale forhold.
Har du nu, kære læser, fået interesse for at blive dommer eller bare blive klogere (eller kender du nogen, som du mener kunne trænge til at blive det), så kontakt nærmeste lokalunion for at høre, hvornår næste kursus afvikles i lige dit område. De flinke mennesker på www.dbu.dk hjælper uden tvivl gerne til med at få dig gelejdet hen på det rigtige skrivebord. Vil man bare være klogere uden ambitioner om et dommerkursus – uanset om man er en fodboldklub, en flok avisjournalister, en TV-station eller andet – så rykker vi også gerne ud et par timer med lovmæssig førstehjælp og tager nogle typiske faldgruber eller highlights fra loven. Det behøver bestemt heller ikke være kedeligt. Har det interesse, så kontakt enten DBU eller lokalunionen.