Så er der minsandten gået endnu en uge. I sidste uge kommenterede en af mine kolleger, at nu havde der minsandten sneget sig noget forår ind i klummen. Og det er ikke engang løgn – jeg kan så supplere med at fortælle, at solsorten sidder og synger smukt hver morgen kl 6 lige uden for vinduet. Det kan sagtens være, at der er nogle, der tænker, ’Hvad rager det mig’, men nu skal en klumme jo afspejle forfatterens opfattelser og ikke mindst humør. Og jeg har det godt med at få bekræftet, at vi går mod lysere tider. Det kan selvfølgelig ses på dagslyset (indtil vi begynder at stille på tiden igen om 14 dage), men det er rart at vide, at naturens andre kendetegn følger med. Det giver lige lidt ekstra energi.
Ellers er vi på vej ind i sidste runde af grundspillet, og der er da stadig nogle ting at spille om. Det ser ud til at blive den mest spændende superligaafslutning i mands minde, både i den ene og anden ende af tabellen. Den forløbne runde forløb uden noget, der kunne trække de store overskrifter. Jo, bevares – højst lidt forhøjet blodtryk omkring afslutningen i kampen mellem Viborg og Brøndby, men det er sådan, at det skal være. Men dommerne var ikke i fokus – lad os håbe, at vi klarer os gennem den afsluttende runde også.
Ellers kommer jeg til at gentage mig selv langt hen ad vejen. Det er igen ynkeligt at se, hvordan man både herhjemme og internationalt prøver at tørre alverden af på dommerne eller VAR. Jeg skal vist efterhånden til at grave relativt dybt i arkiverne for at finde en kamp, hvor en given dansk topklub har tabt en kamp, uden at det har været enten dommernes eller VARs skyld. OK – ethvert forum har brug for syndebukke, og nu har man så fået én mere. I denne branche har man brede rygge, og det overlever man såmænd nok. Hvad der til gengæld kan bringe diverse legemsvæsker hos mig i kog, er, at man skyder skylden på VAR, selv om VAR slet ikke har noget med sagen at gøre. Ikke så meget herhjemme, men i den grad i udlandet.
Senest var det i en Premier League-kamp, hvor den ene manager bagefter var ude og harcelere over, at VAR ikke var skredet ind for et tilfælde af film oppe midt på banen. Det kan da sagtens være, at det har været en fejlkendelse, men det er ikke noget, som VAR kan blande sig i. Vi tager lige den korte udgave af ABC’en: VAR kan hjælpe ved mulige straffespark, scoringer og direkte røde kort. Punktum.
Jeg kunne personligt godt tænke mig (og har kunnet helt fra starten), at man udvidede protokollen, sådan at film kom med på tavlen. Ingen tvivl om, at det er et af de mest irriterende momenter i moderne fodbold (i skarp konkurrence med hands). Spillerne bliver bare konstant bedre til simulere en forseelse. Film er dækket ind af den engelske lovbogs ’simulation’, men det engelske udtryk dækker meget mere end det danske.
Problemet er, at der skal ændres grundlæggende ved VAR-konceptet, for at film kan komme med i billedet. Dels er det som sagt ikke omfattet af konceptet lige nu – dels kommer VAR så pludselig til at skulle hjælpe ved gule kort, hvilket ellers har været fuldstændig uden for grænserne. Samtidig skal vi huske, at VAR ikke afgør noget på egen hånd (bortset fra rent tekniske ting: off-side position, inde / ude osv.) og i øvrigt kun skal gå ind ved klare og åbenlyse dommerfejl. VAR er der ikke for at dømme kampen for anden gang eller skabe den perfekte afvikling, for det kan ikke lade sig gøre, så længe det handler om mennesker. VAR er der for at imødegå de grimme overskrifter dagen efter – hverken mere eller mindre.
Når jeg nu siger, at VAR ikke kan beskæftige sig med film, er der en lille krølle på. Foregår det inde i straffesparksfeltet og valget er mellem straffespark, film eller ingenting, kommer VAR naturligt i spil. Problemet er bare, at film jo ikke er begrænset til straffesparksfeltet, men kan foregå overalt på banen, selv om det naturligt nok er situationerne inde i feltet, der råber på opmærksomhed.
Men uanset hvor mange eder og forbandelser, der slynges efter dommerne og VAR, er det da en guds lykke, at vi ikke er nået til det stadium, hvor en træner nikker skaller til en af det andet holds spillere, som vi så med Lecce i sidste weekend. Så længe vi kan holde os på det verbale, så går det nok. Det er også lettere at undskylde for bagefter, hvis man føler for det. Decideret vold er godt nok svær at trække tilbage.
En anden ting, som jeg er faldet over i løbet af ugen, er fra noget så kuriøst som en engelsk ungdomskamp i den absolut yngre afdeling og noget så tilsyneladende banalt som hjørneflag. Forhistorien er, at hjørneflagene her var forsynet med palæstinensiske vimpler på toppen, hvilket faldt en jødisk forælder for brystet, så den kamp blev ikke til noget, da holdet ikke ønskede at spille.
Pyha – vi griber lovbogen igen. Spillere og rekvisitter omkring banen må ikke være udstyret med politiske, religiøse eller personlige budskaber. Så hvis nogen herhjemme finder på en tilsvarende idé, kan man godt glemme det. Mange danske stadions har jo et Dannebrog hængende som vimpel foroven, og det er i orden, for det er jo en simpel måde at signalere på, hvor i verden vi er henne, ligesom der ofte hænger et flag uden for stadion. Men i den givne situation falder et palæstinensisk flag nok ned i to af de nævnte kategorier (politiske og religiøse). Det samme ville gøre sig gældende, hvis nogen fandt på at bruge et israelsk flag.
Og jeg tager ikke stilling i hverken den ene eller anden retning – dette er langt over, hvad jeg kan rumme. Når alverdens statsoverhoveder ikke kan finde frem til en løsning, så skal en sølle klummeskriver heller ikke bryde sit hoved med det.
Vi har så herhjemme pointeret, at regnbueflag er inden for skiven. Det er ikke hverken politisk, religiøst eller personligt – men bare et signal om, at vi alle sammen skal behandle hinanden ordentligt. Det har kastet lidt kommentarer af sig – men vi har jo fine fortilfælde herhjemme, f.eks. ’Støt brysterne’-kampagnen med de lyserøde trøjer på en given dato.
Vi er herhjemme gudskelov i de fleste tilfælde pragmatiske, og lad os endelig blive ved med det. Rigtig god fornøjelse med sidste runde af grundspillet – jeg sidder til et instruktørkursus, så jeg får ikke set noget – andet end en forskudt optagelse med sammendrag.
Og husk nu det med foråret.