I weekenden var vi i Danmark værter for den årlige Nordiske Dommerkonference, hvor udvalgsmedlemmer fra alle de nordiske lande mødes. Idéen er selvfølgelig at inspirere hinanden og få diverse aftaler på plads, men også at få udvekslet erfaringer på det, som nu har fyldt mest i de respektive lande, siden vi mødtes sidst. Og så mødes de specielt lovinteresserede en dag før og har deres egen lille private seance. Så dér sad vi en person fra hvert nordisk land fredag aften og lørdag formiddag og muntrede os. Dels med en samling videoklip, som vi alle havde kunnet bidrage til, således at vi kunne få drøftet de ‘grå’ situationer og forhåbentlig nå frem til en nogenlunde ensartet linje. Og så kunne vi selvfølgelig heller ikke lade være med at bevæge os helt ud i hjørnerne af fodboldloven, dér hvor de færreste har lyst til at sætte deres fod. Disse ‘Hvad nu, hvis…’-spørgsmål kan være meget underholdende, men der er også den alvor i det, at hvis de en dag skulle dukke op i det virkelige liv (eller en eller anden skulle finde på at spørge os), er det meget rart at have trawlet argumenterne for og imod igennem, så vi kan svare nogenlunde ens. At det så er spørgsmål, der aldrig nogensinde ville blive blive stillet til en normal instruktionsaften (ikke af os i hvert fald), er en anden historie. I år muntrede vi os blandt andet med at reducere antallet af spillere i en straffesparkskonkurrence helt ud i det absurde (de opførte sig virkelig dårligt, de spillere !) – og hvad gør man egentlig, hvis målmandens bil punkterer på vej til kampen, og han vil komme for sent ? Må holdet så starte med 10 mand på banen og tre på bænken ? Og så videre, og så videre.

Men det var da meget godt, at vi holdt os i træning, for søndag eftermiddag kom én af de situationer, som man ville forsværge kunne ske – nemlig bolden, som Brøndby-fans kastede efter straffesparksskytten Emmanuel Ogude i Vendsyssel-kampen, dog uden at ramme. Den er der indtil flere, der har spurgt om, så den vil jeg tillade mig at spinde en ende over i denne uge. Ikke over de rent disciplinære mulige følger, for det er ikke min afdeling – det hører bare til dårlig tilskueropførsel på samme måde som kast med andre genstande, afbrænding af fyrværkeri osv. – men alene ud fra fodboldlovens synspunkt.

Nu var bolden ikke engang tæt på at ramme Ogude, og den blev først kastet ind, da den rigtige bold var passeret ind i mål og dermed gået ud af spil, men der er vel ikke nogen tvivl om, at hensigten var at distrahere sparkeren. Så vi bliver nødt at dreje situationen lidt og lade, som om bolden var i spil, da bold nr. to blev kastet ind. Uvedkommende genstande, som har indflydelse på spillet eller er til gene, gør, at spillet skal standses, genstanden fjernes og spillet sættes igang igen ved, at dommeren lader bolden falde. Til gengæld kan man sagtens have to bolde på banen uden indgreb – hvilket faktisk jævnligt sker, fordi bolddrenge nogle gange er for hurtige til at kaste bolden hen til spilleren uden at registrere, at han selv har snuppet en anden bold for at komme hurtigt igang. Så hvis genstanden ikke påvirker spillet, kan spillet køre videre. Hvis bolden rammer en uvedkommende genstand f.eks. efter et frispark, bliver der ikke et nyt frispark ud af det, for bolden er jo i spil, men bolden skal falde dér, hvor berøringen med den uautoriserede genstand skete.

Men straffespark er en undtagelse fra den regel. Straffesparket er så stor en chance – og skyldes, at det andet hold har begået en alvorlig forseelse – at det kan man ikke bare annullere på grund af noget udefra kommende. Så hvis bolden i sin vej mod mål rammes af noget uvedkommende, skal straffesparket tages om. Hvis bolden er på vej tilbage fra mål (f.eks. fra stolpen eller målmanden), skal bolden falde, for nu er selve straffesparket jo afviklet. Der er yderligere den lille krølle, at hvis en bold på vej i mål rammer noget uvedkommende og alligevel går i mål, skal målet anerkendes, medmindre berøringen gjorde, at målmanden – eller, hvis det var i åbent spil, en forsvarer – på grund af berøringen blev forhindret i at gribe ind. Den ændring kom for et par år siden , bl.a. for at tage højde for, at en tilskuer ikke skulle kunne forhindre et mål ved at løbe ind og røre bolden, hvis bolden alligevel trods anstrengelserne endte med at krydse stregen. Tidligere skulle bolden falde – nu bliver der dømt mål. Men et mål kan stadig kun dømmes, hvis bolden rent faktisk har passeret mållinjen – man kan altså ikke dømme målet, selv om bolden uden tilskuerens berøring ville være gået i mål, men nu gik ved siden af.

Bremser tilskueren bolden, så den ikke går i mål, skal bolden falde. Men hvis en person, som står på holdkortet, gør det samme (det kunne f.eks. være en fysioterapeut, som var ved at behandle en spiller bag målet), dømmes nu om stunder straffespark. Hvis en bolddreng eller kontrollørens hund gør det samme, skal bolden falde. Skillelinjen går mellem dem, som står på holdkortet og dermed er spillet vedkommende – og dem, som ikke gør det. Det revolutionerende ved ændringen for to år siden var, at det nu ikke kun var spillerne på banen, der kunne begå forseelser til frispark eller straffespark, men også officials, reserver eller udskiftede spillere.

Men tilbage til Ogude. Bolden var ikke tæt på at ramme ham, og det skete i øvrigt, da bolden lå inde i mål, så kastet er betydningsløst set fra fodboldlovens synspunkt (igen: det disciplinære er en vurdering for sig). Hvis tilskueren nu havde været mere træfsikker, og Ogude var blevet ramt i sit tilløb mod bolden, ville straffesparket bare skulle tages under mere rolige forhold, for bolden var jo ikke kommet i spil. Men grænsetilfældet er det rigtig interessante: hvis Ogude var midt i sparket, og bolden klart var begyndt at bevæge sig fremefter, så den var i spil –  og den ekstra bold kom og ramte ham, så han faldt ned over bolden og rørte den for 2. gang, så ville vi faktisk stå med en situation, som der ikke direkte er lovgivet for. Der er kommet en uvedkommende genstand, som har haft indflydelse på spillet – og selv om det er et straffespark, er bolden ikke blevet standset på vej mod mål af den uvedkommende genstand, for de to bolde rørte ikke hinanden. Står man med noget, som der ikke direkte er lovgivet for, må man bruge den sunde fornuft (vel vidende, at den kan være en fleksibel størrelse blandt forskellige mennesker) eller prøve at drage paralleller til noget, som der rent faktisk er lovgivet for. Og jeg vil vove at påstå, at når straffespark i forvejen har en særbestemmelse, hvor bolden ikke bare skal falde, netop fordi det er en helt særlig igangsættelse, må det samme være tilfældet her: altså et nyt forsøg fra pletten.

Dér kom vi heldigvis ikke hen, men man kan godt blive mere end almindelig rundtosset af at prøve at stille scenarierne op. Og det behøver såmænd ikke være så urealistisk endda med disse flyvende bolde. Mange husker uden tvivl stadig den kæmpemæssige badebold, som  blev kastet ind i en engelsk ligakamp for nogle år siden, hvorefter de to bolde kolliderede: målmanden kastede sig efter badebolden, og den rigtige bold gik i mål. Dér blev i øvrigt dømt mål, hvilket ikke kan have været dommerens stolteste stund. En nogenlunde lige så vanvittig situation udspillede sig i en kamp i den øverste tyrkiske række for en lille håndfuld år siden. Der var kommet en ekstra bold ind på banen, og den havde en forsvarsspiller i sit hjertes godhed snuppet, så den ikke lavede ulykker. Nu løb han rundt inde i straffesparksfeltet med bolden i hænderne, og så blev fristelsen for stor, da en angriber skulle til at afslutte. Han kastede sin bold efter den aktuelle kampbold – og ramte, så chancen forsvandt. Heller ikke her greb dommeren rigtigt i posen, men dømte et indirekte frispark (hvilket ikke var helt dumt, hvis han havde afbrudt spillet og tildelt en advarsel  for en forseelse, som ikke var selvstændigt beskrevet). Problemet var bare, at den var beskrevet, omend i noget af det, der var skrevet med rigtig småt: kast med en genstand, som rammer bolden, betragtes som hands, så der skulle have været dømt straffespark. Fra i år er kastet blevet en selvstændig forseelse, men straffesparket er stadig rigtigt nok.

Så hvis der overhovedet er en morale her, må det være, at man både som dommer og spiller skal være forberedt på hvad som helst, for selv det mest usandsynlige kommer forbi før eller siden. Og en supplerende morale kan være, at det nok ikke er så tosset, at vi lovnørder sidder og udfordrer hinanden med situationer, der virker helt ude i hampen, for en skønne dag…