De fleste mennesker er nu engang sådan indrettet, at det er rart med system i tingene. Verden er mere simpel og overskuelig, hvis tingene kan sættes i små kasser, som er enten hvide eller sorte. På det punkt er fodbolddommere (og de andre aktører i spillet) hverken værre eller bedre end alle andre. Så er det ærgerligt, at fodboldlovens tre vigtigste ord er ‘efter dommerens skøn’, og at den på mange områder er en rammelov, hvor der opstilles nogle kriterier for, hvad det er, som dommeren skal skønne ud fra. Han kan selvfølgelig ikke bare lave sine egne regler, men det er hans opgave at skønne inden for den ramme, som kriterierne giver ham – og samtidig overholde de mere kontante regler, som loven også indeholder. Den fiktive og diffuse paragraf 18,  ‘den sunde fornuft’, som mange henholder sig til og kan skyde de mest hårrejsende afgørelser ind under, er kun noget værd, hvis fornuftsafgørelsen ikke strider mod de 17 paragraffer, som den trykte lov indeholder.

Mange af de henvendelser, som jeg får – og de fleste af den type kommer fra dommerne selv – handler om at forsvare en afgørelse, og når argumenterne har vandret frem og tilbage, er sidste tilflugt ofte et let indigneret ‘Jamen, det er jo ikke logisk’. Meget vel – men præmissen er forkert, for fodboldloven er ikke nødvendigvis logisk. Ikke på alle områder i hvert fald. Langt hen ad vejen følger tingene et fornuftigt mønster, og det er blevet klart mere udtalt efter den store lovrevision for et par år siden, hvor nogle af de værste uhyrligheder blev normaliseret, men der er afgjort stadig områder, hvor ens logiske sans og undertiden selve ens retfærdighedsfølelse kan blive udfordret. Afgørelser kan virke ulogiske, hårde og ufølsomme. Senest så vi det ved reaktionerne på FCKs Zecas udvisning for 2. advarsel i Bordeaux, hvor han fejrede sejrsmålet ved at klatre op ad hegnet og juble med sine egne fans. Men pointen er, at selv om dommeren måske også har det følt det ulogisk, uretfærdigt og godt vidste, at den afgørelse ville få ham til at fremstå som et dumt svin, er der ingen vej udenom, når situationen er beskrevet nøjagtigt i loven og med kun ét muligt resultat.

Men det behøver ikke at være på så dramatiske områder, at fodboldloven virker urimelig eller ulogisk.  Vi kan tage noget så banalt som de linjer, der er på banen. Det hedder sig så smukt, at linjerne hører med til de felter, som de afgrænser. Så hvis en forseelse begås på straffesparksfeltets linje, er den begået i straffesparksfeltet. For at en bold har forladt banen, skal den helt have sluppet linjen – hvilket betyder, at den yderste del af bolden sagtens kan være omkring 22 centimeter (boldens diameter) forbi linjen, uden at bolden er ude af den grund.  Omvendt er bolden inde på banen igen, når den udefra får blot den mindste kontakt med stregen set ovenfra, eftersom bolden jo er kuglerund.  Vi ser det samme ved igangsættelser. Ved hjørnespark ligger bolden teknisk set i buen, når blot noget af den har en kontakt med linjen. Ved straffespark er de 11 meter målt ud til midten af straffesparksmærket (som ikke behøver være en plet, selv om det oftest er det), så her skal bolden altså have kontakt med midten af mærket. Så langt kan de fleste nok være med. Men så er det jo på mange måder ulogisk, at en spiller, når det kommer til indkast, må stå på linjen og tage indkastet. Han må endda stå så meget på linjen, at kun det yderste af vablerne på begge fødders hæle har kontakt med det inderste af linjen. Og afhængig af skostørrelse kan man  være ganske langt inde. Så nu står spilleren på banen med bolden i hænderne – og derfor er en bold ved indkast også først i spil, når den har kontakt med linjen OG i øvrigt er blevet sluppet af kasteren.

Hvis vi fortsætter med stregerne, betragtes midterlinjen som hørende til begge banehalvdele. Nogle ynder at sige, at den er ‘neutralt område’, men det er i min optik noget vrøvl. Så ved begyndelsessparket, hvor spillerne (undtagen sparkeren) skal være på egen banehalvdel, kan de i teorien alle billedlig talt trampe hinanden over tæerne oppe på linjen, så længe de har blot den mindste kontakt med den. Men i relation til offside, som man jo som bekendt ikke kan blive, hvis ens udgangspunkt er egen banehalvdel i spilleøjeblikket, betragtes man som værende på modspillernes banehalvdel, hvis blot en del af hoved, krop eller fødder har passeret linjen og rager lidt ind på den anden halvdel. Logisk ?  Ikke for to øre.

Loven siger også, at en spiller skal advares, hvis han gentagne gange overtræder spillets love. Fair nok – den spiller, som begår en serie af små frispark rundt omkring på banen, måske endda som en indstuderet taktisk spillefacon, skal ikke have lov til at slippe fra det i længden, blot fordi han undgår at begå det ene store frispark, som i sig selv kunne indbringe en advarsel. Men det omvendte er ikke tilfældet. Hvis der begås adskillige små frispark på den samme angrebsspiller, og de er pænt fordelt på forsvarsspillerne, er der ikke på samme måde lovhjemmel til at give advarsel for de gentagne frispark. Det åbner selvfølgelig for en spillemåde, hvor den snu træner lader forsvarsspiller A køre lige til kanten af sin kvote  (og nej, der er ikke noget fast antal), hvorefter spiller B tager over, når A’s snor er blevet for stram. Det er ét af de steder, hvor jeg personlig synes, at loven har et problem, når man nu samtidig siger, at man gerne vil beskytte de kreative spillere. Logisk er det i hvert fald ikke. Den dommer, som er lige så snu som træneren, finder nok et af frisparkene, som han skønner er stort nok til at bære en advarsel, men det er en helt anden historie.

Skadesbehandling er ikke heller ikke gennemsyret af den helt store logik i relation til, hvornår spillerne skal forlade banen efter behandling. Hovedreglen er, at har man modtaget behandling på banen, skal man udenfor og vende, før man må komme ind igen. Det bliver ikke altid håndteret lige elegant, men det er også en historie for sig. Der er de senere år skruet lidt på den bestemmelse ved at indføre nogle undtagelser. For eksempel skal en spiller ikke ud, hvis han behandles som følge af en aktion, der har medført et kort til modspilleren. Fair nok – man skal ikke kunne save en mand over og så få fordelen af at spille 11 mod 10 i et kort tidsrum. Er målmanden impliceret, skal han heller ikke udenfor, for det ville dels ikke være rimeligt at skulle sætte en markspiller på mål imens, og det ville formentlig også tage endnu længere tid med trøjebytte og det hele. Er to medspillere tørnet sammen og skal behandles, får de også lov til at blive – det er ikke rimeligt, at et hold skal spille 9 mod 11 som følge af noget, som man må formode er et hændeligt uheld. Men hvad så med den situation, hvor en spiller fra hvert hold er blevet skadet i et sammenstød og begge behandles ?  Rigtig mange tror, at det da må kunne gå lige op, og så kan de begge få lov til at blive inde – men den går ikke. De skal udenfor begge to – selv om det jo dybest set kan være lige meget for balancen i kampen.

Omkring tidstillæg ved slutningen af halvlegene – og tillæg til tidstillægget, hvis der sker noget yderligere i den oprindelige tillægsperiode – kan retfærdighedsfølelsen også blive sat på prøve. Et ganske interessant eksempel havde vi i kampen mellem Esbjerg og FCM i sidste uge. FCM fører 2-1, og Esbjerg presser pænt på mod slutningen. Ved de 90 minutter vises fire minutters tillægstid. I tillægstiden sker der ting og sager, og der går en god del tid tabt. Meget af den på grund af tildeling af advarsler, hvor det er Esbjerg, der fører an. Resultatet af alt dette er, at vi kommer ud over de fire minutter, og spillet fortsætter. Også efter bogen – men så udligner Esbjerg henne omkring de fem minutter. Er det rimeligt, at i dette tilfælde Esbjerg kan profitere af, at kampen bliver yderligere forlænget på grund af aktioner, hvor de selv står for broderparten ?  Logik og retfærdighedsfølelse vil for mange sige nej – men fodboldloven siger, at tiden skal lægges til, uanset hvem der har ansvaret for spilstoppene, og uanset om holdet er foran eller bagud. Man prøvede faktisk for mange år siden i Tyskland i en instruktion til dommerne at differentiere på, hvem det var, der var skyld i forsinkelserne, så man ikke skulle kunne tjene på egne ugerninger, for nu at sige det på den måde. Men den trafik blev eftertrykkeligt underkendt ovenfra. Man kan lide det eller lade være – men loven gør ingen forskel. Tabt tid er tabt tid – uanset hvem, hvad og hvordan. Og uanset logiske argumenter eller overvejelser om rimelighed og retfærdighed.