Nogle af de ting, der kan live op på en ellers ikke alt for spændende januar måned – dagen tiltager, men godt nok nærmest umærkeligt, og der er en vis mathed efter jul og nytår – er de pokalkampe, der spilles hist og pist. Det gode ved pokalkampe er jo, at man altid kan sidde og håbe på en gedigen overraskelse – når man som jeg ikke har noget specielt klubtilhør, er det jo i den grad tilladt at være romantiker og sidde og håbe på, at de små kan drille de store. Den franske pokalturnering plejer hvert år at være leveringsdygtig i et par vaskeægte sensationer, og FA Cup’en i England har også gerne et enkelt eller to øjeblikke i hver sæson, typisk i 3. eller 4. runde. Så da der for en gangs skyld ikke var noget på programmet i en weekend, fandt jeg husets blødeste stol og satsede på et par FA-kampe fra 3. runde. Og minsandten om ikke der var held i sprøjten på begge de kampe, som jeg fulgte: Fulham – Oldham og Newport – Leicester. I begge tilfælde drillede League 2-holdene i den grad Premier League-kollegerne, og det bedste af det hele var faktisk, at begge 2-1 sejre forekom fuldt fortjent. At der så også var nogle gode dommerøjeblikke, gjorde ikke oplevelsen ringere.

Fulham og Oldham så langt hen ad vejen ud til at følge den forventede drejebog, da hjemmeholdet kom foran 1-0 i 2. halvleg, men så kom der ellers gang i løjerne. Først fik Oldham udlignet på et af de straffespark, som mange læsere efterlyser, nemlig en holde-situation i straffesparksfeltet. Jeg er helt enig i, at de dømmes for sjældent, men her var der altså heller ikke noget at diskutere, for når man som Sessegnon vælger at flå sin modspiller ned på så klodset vis, er det sværere ikke at dømme straffesparket end at gøre det. Situationen mindede faktisk en del om Schweiz-Serbien ved sommerens VM. Dengang blev det ikke dømt – og det var så dommerens sidste kamp ved det VM. I den modsatte ende fik Fulham et straffespark, som ikke var et af jordens største, men blev fanget af VAR, og kontakten var god nok. Da Mitrovics spark (og første berøring efter hans indskiftning !)  så blev reddet af Daniel Iversen, fik vi også sat et herligt dansk fingeraftryk på kampen – og med et hurtigt mål derefter i den anden ende var sensationen en kendsgerning. Undervejs havde Fulhams Kebano i øvrigt forsøgt at filme sig til et straffespark og indkasserede en advarsel. Lige så interessant var skudstatistikken: 22-6 til Fulham, men Oldham vandt ‘skud på mål’ statistikken med 4-2. Fulhams to faldt i 2. halvleg: målet og det brændte straffespark…

Så skulle man tro, at dagens ration af overraskelser var opbrugt, men Newport og Leicester fortsatte i samme stil. En meget levende og underholdende affære med store chancer i begge ende, og hvor det var træværk og en velspillende målmand, der reddede 1-0 føringen til Newport ved pausen. Leicester fik udlignet – og så fik vi et ret vanvittigt hands-straffespark til Newport til sidst, begået af Albrighton.  Situationen var egentlig relativt ufarlig, men Albrighton valgte at springe ind i de indlæg, som kom ind i feltet, mens han drejede kroppen, så han havde ryggen til – og armen pænt ude fra kroppen. Da bolden så ramte armen, klappede fælden, fordi Albrightons armstilling ikke var naturlig i forhold til hans handling i øvrigt, men han prøvede at gøre sig bredere, end han er fra naturens hånd. Og så var det et herligt lærebogseksempel på, at man godt kan begå en forsætlig hands, selv om man har ryggen til…

Men det er jo ikke den eneste pokalturnering i England, hvor der har været gang i den. Mens jeg skriver dette, løber Manchester City og Burton rundt på pc-skærmen i deres Carabao Cup-semifinale, og den kamp har foreløbig – midt i 2. halvleg – mest gjort sig bemærket ved en noget alternativ anvendelse af VAR. Det er jo ikke sådan, at enhver situation i straffesparksfeltet skal have en VAR-vurdering med på vejen – VAR er sat i verden for at undgå de åbenlyse uretfærdigheder og for at holde værste fejlkendelser ude af overskrifterne. Ikke for at dømme kampen en ekstra gang. Anlægger man det synspunkt, kan det i hvert fald blive nogle meget lange aftener. Men OK – VAR er jo i en indkøringsfase i England, før det slippes løs i Premier League til efteråret, og selvfølgelig skal man lige have en chance for at finde sine ben. Al begyndelse har været svær også i andre lande. Men i tirsdagens semifinale mellem Tottenham og Chelsea fik VAR også en hovedrolle, her dog fuldstændig efter retningslinjerne, selv om det kastede lidt forvirring af sig.

Nogenlunde midt i 1. halvleg bliver Harry Kane sendt afsted med en lang aflevering hen over forsvaret – og lige på grænsen af offside. Linjedommeren vinker ikke, selv om Chelseas forsvar stopper halvvejs op – og i næste moment bliver Kane jævnet med jorden af målmand Arrizabalaga i fuld fremdrift. Så kommer fløjten fra dommer Oliver – og nu træder VAR i funktion. Det er helt efter bogen, for dels er der en situation i straffesparksfeltet at vurdere, men også det, som skete i opspillet – altså den mulige offside. Så et eller andet skal der under alle omstændigheder dømmes – og så er det helt rigtigt at afbryde. Selv om det kommer til at se pudsigt ud, er det også korrekt af Oliver at afvente uden at markere noget, for er der offside i første omgang på Kane, er det dér, spillet skal stoppes, og ellers har vi et straffespark. Det går nok lidt langsommere, end jeg havde forestillet mig, for situationen i straffesparksfeltet kan hurtigt vurderes – det er offsiden, der er den spændende – men det bliver dog ikke pinligt langsomt, og hovedsagen er stadig at få taget den rigtige beslutning. Slutresultatet bliver straffesparket og en advarsel til målmanden. For at tage det sidste først, så er det , som det skal være: det er stadig en oplagt scoringsmulighed, som Tottenham har, da Kane bliver fældet, selv om Kane måske ikke har retning direkte mod mål. Til gengæld er der to angribere alene med målmanden, mens resten af forsvaret er bremset op. Men i og med at målmanden dog forsøger at spille bolden, men udelukkende får Kane, slipper han med en advarsel, når det sker i straffesparksfeltet. Ude på resten af banen ville det have medført en udvisning.

Men så er der lige offsiden. Oliver går ikke ud og ser på skærm, men stoler på sin VAR-kollega. Fint nok – det, som skal vurderes, er helt objektivt, om Kane har en del af hoved, krop eller fødder foran den næstsidste forsvarer, da afleveringen falder. Det er der ingen grund til at bruge et par dommerøjne på at verificere, når først VAR-dommeren har talt. Havde der været tvivl om strafbarheden, havde det været en anden sag – men selve positionen kan godt afgøres af VAR-dommeren selv. Men er Kane så i offside-position ? Det er i hvert fald uhyggelig snævert, og det ser mistænkeligt ud, som om hovedet lige er kommet foran hælen på den  Chelsea-spiller, som er længst væk. Men når det er så snævert, mangler man i den grad kameraet, som er lige akkurat på linje med forsvareren. Selv få centimeters forskydning til den ene eller anden side kan flytte indtrykket markant. Så kan man sætte nok så mange virtuelle streger på banen, som man vil, men dels skal sådan noget være kalibreret uhyggelig nøjagtigt med koordinater fra de kameraer, som er til rådighed, dels vil stregen jo i sagens natur være ved spillernes fødder, og det er slet ikke sikkert, at det er dér, det spændende er. Så mistanke eller ej, den rygende pistol mangler – og så er det jo altså også sådan, at tvivlen skal komme angriberen til gode.

Chelseas manager Sarri var efter kampen svært utilfreds og blev blandt andet citeret for at udtale, at dommerne ikke forstod VAR.  Han sagde også noget om, at hans spillere var blevet forvirret af, at linjedommeren fortsatte sit løb. Tja, så kan man jo diskutere, hvem det er, der ikke forstår hvad. For uden VAR ville resultatet være blevet fuldstændig det samme. Linjedommeren mener ikke, at der er offside, og derfor følger han Kane videre ned mod mål, mens forsvarerne vælger at standse op – og i næste omgang er der ikke tvivl om straffesparksforseelsen. Så der er i hvert fald to små moraler her: den ene er den klassiske med at spille, til dommeren fløjter (for den sags skyld også, selv om der skulle komme et flag) – og lad nu være med at give VAR skylden for, at spillerne ikke kan finde ud af at gøre det…