Så er freden snart forbi – i løbet af de næste to uger går det løs med både Superligaen og ikke mindst Champions League og Europa League med nogle ualmindelig giftige playoff-kampe. For mange vil det være, som om festen først begynder nu efter gruppespillet. Et ualmindelig bredt midterfelt i Superligaen lover også godt for dramaet, når de øverste seks pladser og de to grupper til nedrykningsspillet skal besættes. Det er derfor også lige nu, at slutspurten på alle mulige kurser og orienteringsmøder er sat ind. Det lykkedes mig at knibe en fem dages miniferie i Barcelona ind efter elitedommernes træningslejr. Og nej, der var ikke fodbold på programmet lige dér. Til gengæld havde jeg fornøjelsen af at se Danmarks VM-semifinale og finale i håndbold på et hotel-TV med spanske kommentatorer, og det var bestemt ikke kedeligt. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod alt af, hvad der blev sagt – faktisk relativt lidt – men man var aldrig i tvivl om, når de var glade eller det modsatte. Jeg gik til en del håndboldkampe i mine unge dage, men det blev for meget at skulle holde styr på to sportsgrene – nu kan jeg så glæde mig over (og jeg gør det hver gang), at jeg ikke skal dømme en håndboldkamp, endsige gøre rede for reglerne. Det må være jordens mest utaknemlige opgave at skulle styre sådan en kamp igennem i det tempo og på så relativt begrænset plads , hvor man som dommer ikke kan slappe af ét eneste sekund. Hvis en fodboldkamp er fuld af skøn, ser det ud til at være det rene vand ved siden af håndbold, så al respekt for dem, der har mod og mandshjerte til at kaste sig ud i det.

Men mens vi har trommehvirvlerne kørende i baggrunden som optakt til de kommende turneringer, fortsætter jeg ufortrødent på min føljeton om igangsættelser. Vi er i denne omgang nået til hjørnesparket, som jo også ser såre uskyldigt ud på overfladen, men rummer en del ting, som kan gå galt. Hvis vi starter med boldens placering, er den jo inden for den kvartbue, som er ved hjørneflaget, og som er 1 meter i radius. Mange vil uden tvivl mene, at den bold altid ligger uden for buen, og sådan ser det også ud, når kameraerne zoomer ind, men man skal huske, at linjerne også her hører med til de felter, som de afgrænser. Med andre ord er bolden korrekt placeret, når blot noget af den tangerer den yderste kant af linjen, og eftersom en fodbold jo er kuglerund, mens linjerne er flade, kan det komme til at se ret vanvittigt ud, men stadig være i orden.

Afstandsreglen for modspillerne ved et hjørnespark er de berømte 9,15 meter, og der er mulighed for at afsætte en hjælpelinje, der viser det – i form af en lille ekstra markering det pågældende sted på sidelinjen og mållinjen. Det er der også mange stadioninspektører, der i deres hjertes godhed sørger for – problemet er bare, at de ofte måler fra hjørneflaget, og det skal man ikke. De 9,15 meter er fra den yderste kant af buen – så med andre ord skal stregen være 10,15 meter fra flaget. Jeg vil tro, at langt de fleste af den type streger er afsat forkert – selvfølgelig mest udpræget, jo længere man kommer ned i rækkerne, og jo større anlæggene er.

I hjørnet står et hjørneflag (på nogle kunstbaner, hvor man ikke borer huller, erstattet af en kegle, top e.l.), og det skal være mindst 1,50 meter højt og må ikke være spidst foroven. Begge dele af hensyn til spillernes sikkerhed. Et hjørneflag, som er knækket sådan cirka i skridthøjde, kan man selvfølgelig ikke spille med – det skal fjernes, og så kan man erstatte det med en kegle eller tilsvarende. Hjørneflaget står, hvor det nu engang står, og det betyder, at det selvfølgelig ikke står ideelt for sparkeren. Det kunne være fristende at give flagstangen et dask, så den vender i en retning, der giver sparkeren mere rum. Men den går ikke, og det burde egentlig være en selvfølge. Ikke desto mindre så vi i en superligakamp i Helsingør sidste efterår på en mørk og stormfuld aften en flink og rar opvarmende udskiftningsspiller, som pænt holdt flaget væk, så AGF kunne sparke et hjørnespark og score. Målet blev godkendt, hvilket ikke kan have været linjedommerens stolteste stund.

Bolden er i spil, når den er sparket og klart bevæger sig, og gentagelsesspil – at sparkeren rører bolden for anden gang, før den har rørt en anden spiller – forekommer faktisk af og til: typisk når bolden har ramt stolpen, nu kommer ud mod sparkeren igen, og fristelsen bliver for stor. Men som i andre tilfælde er straffen et indirekte frispark. Man kan score direkte på hjørnespark i modspillernes mål – det hænder ikke så sjældent, ofte godt hjulpet af vinden (eller en dygtig sparker, der kan få den rigtige skruning på). Og så er det ikke muligt at blive offside, hvis bolden kommer direkte fra hjørnespark. Det lyder indlysende, men teknisk ville det jo godt kunne lade sig gøre, hvis man havde en angriber på mållinjen, og bolden var placeret længst ude i buen. Men rent definitionsmæssigt er det besluttet, at man ikke taler om offside ved hjørnespark.

Begyndelsessparket forekommer jo kun et begrænset antal gange i løbet af en kamp – i starten af begge halvlege (også hvis der er forlænget spilletid), samt efter hver scoring. Men derfor skal reglerne jo overholdes alligevel. Bolden skal ligge på banens midte, hvor der typisk er afmærket et punkt til det samme. Alle modspillere skal være uden for cirkelbuen, som er tegnet med udgangspunkt i banens midte (dvs 9,15 meter fra bolden) – og så skal alle spillere være på deres egen banehalvdel. Det giver en lille smule udfordringer, for der er jo en midterlinje, og hvad skal man gøre med den ? Svaret er, at den hører med til begge halvdele (lad endelig være med at sige, at den er neutral, for det giver andre problemer). Med andre ord må i princippet alle 22 spillere stå på midterlinjen. Eneste undtagelse er sparkeren må dog godt stå inde på modspillernes banehalvdel af den simple grund, at ellers er det dårlig muligt at udføre sparket korrekt. Nu om stunder – nærmere betegnet siden 2016 – må bolden sparkes i en hvilken som helst retning. Før 2016 var den først i spil, når den var kommet ind på modspillernes banehalvdel. Det var dejlig let at huske, at der var to spark i fodbold, der skulle sparkes i en bestemt retning, nemlig fremad, og det var de to spark, som blev taget fra en afmærket plet, begyndelsesspark og straffespark. Men den går altså ikke længere. Bolden er i spil, når den er sparket og klart bevæger sig, uanset retning – og fra det øjeblik må spillerne begynde at bevæge sig ind på den anden halvdel. Ikke så snart der er fløjtet, hvilket forbløffende mange tror. Man kan score direkte i modspillernes mål på et begyndelsesspark – der er en god grund til, at dommeren før start sikrer sig, at begge målmænd er klar: det er ikke bare et spil for galleriet – og reglerne om gentagelsesspil gælder også her.

Så bliver der lige plads til at klare igangsættelsen ’at lade bolden falde’ også. Den, som mange ynder at kalde dommerkast – uden at tænke på den stakkels dommer… Den forekommer groft sagt, når spillet er stoppet, og loven ikke foreskriver nogen anden igangsættelse. Det kan f.eks. være ved en skadet spiller, en ekstra bold på banen, som laver ballade, eller tilsvarende. Typisk ser man jo to spillere pænt gå hen til dommeren, når den skal falde – men i virkeligheden må der være alt fra nul til 22 spillere, og ikke nødvendigvis lige mange fra hvert hold. Hvis spillerne er enige om, at dommeren er så håbløs, at de ikke gider gå hen til ham, lader han bare bolden falde. Går bolden direkte i mål eller ud af banen, uden at nogen spiller har rørt den, prøver vi igen. Men ellers er bolden i spil, når den har rørt jorden. Efter at dommeren har ladet bolden falde, kræver det berøring af to spillere, før der kan dømmes mål – dette for at dæmme op for de værste tilfælde, hvor spillerne ikke er enige om, hvad Fair Play går ud på. Gentagelsesspil, offside og direkte scoring giver det ikke rigtig mening at tale om her.

Nu er jeg efterhåndet nået til det punkt, hvor der kun er de to ’store’ igangsættelser tilbage, nemlig frispark og straffespark. Vi må se, om det bliver i næste uge, eller der skulle komme noget andet spændende forbi. Uanset hvad skal de i hvert fald nok komme, så ringen kan blive sluttet på passende vis.