Engang imellem kan man godt i bakspejlets ulideligt klare lys bande deadlines ualmindelig langt væk. I hvert fald når resultatet bliver så forholdsvis grotesk, som det blev i sidste uge. På grund af andre gøremål havde jeg måttet aflevere relativt tidligt, så jeg kunne ikke få Champions League-kampene med. Til gengæld blev det så til lidt om de nye lovændringer (som var aktuelt nok, men godt kunne have ventet), samt et smånostalgisk trip tilbage til den allerførste klumme. Og hvad skete så ?  Hele Champions League-runden eksploderede i VAR-afgørelser, og det var unægtelig dem, der stjal billedet, mail-trafikken og diskussionen i dagene derefter. 

Men så er der jo ikke andet at gøre end at prøve at råde bod på det med en uges forsinkelse og i øvrigt håbe, at historien ikke gentager sig i denne uge. Og jeg har heller ikke glemt den interessante situation med et straffespark på Harry Kane i offside-position fra Tottenhams kamp mod Arsenal som lovet i sidste uge. Ugens VAR-situationer  var – bortset fra, at de blev kampafgørende –  også spændende, fordi de var så forskellige og tilsammen faktisk afdækkede en god stor del af VAR-spektret .

Lad os starte med Ajax’s 3-0 mål i udekampen mod Real Madrid, hvor Tadic får sendt bolden i mål. Imidlertid kommer der efterfølgende en VAR-evaluering, for spørgsmålet er, om bolden forinden har været ude over sidelinjen til indkast. Det tager virkelig lang tid, men det er godt nok også en kritisk afgørelse. Situationen afslørede flere ting. Først og fremmest at selv VAR ikke med kameraopsætningen havde en vinkel, der kunne afgøre, om bolden virkelig var helt ude eller ej. Vi har mållinjeteknologi – er sidelinjeteknologi mon næste trin ? Dernæst er der, som flere har bemærket til mig, hele spørgsmålet om VAR overhovedet skal tage sig af sådan en situation, for VAR bekymrer sig jo ikke om noget så relativt banalt som indkast. Men det er helt efter bogen, for VAR validerer scoringen og også de ting, som eventuelt måtte være sket i opspillet til den. Det er ikke sådan, at man går helt tilbage til seneste igangsættelse, men de begivenheder, som er sket, mens bolden er undervejs i angrebet, er det helt legitimt at tage med – ikke bare det sidste par afleveringer før scoringen. Dernæst var dommer Brych ikke selv ude og gense situationen, hvilket også er i fuld overensstemmelse med regulativerne, for en objektiv afgørelse, om en bold har passeret en linje eller ej, er noget, som VAR-rummet kan afgøre. Det bliver ikke mere objektivt af, at der kommer et par dommerøjne mere på, når kollegerne i rummet har vurderet. Og endelig synes jeg, at vi landede det helt rigtige sted. Der står en linjedomnmer, som har det som sin opgave at tage stilling til den slags, og han har ikke vinket bolden ude. Efterfølgende dukker der ikke TV-vinkler op, som med sikkerhed kan afgøre, at han har taget fejl – og så må hans vurdering stå til troende. I øvrigt meget illustrativt og virker rigtig godt, at UEFA på TV-skærmen viser de samme vinkler, som VAR-dommerne tager stilling til. Også for at give almindelige mennesker en fornemmelse af dilemmaet, for ellers kunne nogle måske godt mene, at det da ikke kan være så svært at se på sådan en langsom gengivelse.

Dagen efter var ikke for små børn og sarte sjæle. Tre vurderinger af mulige straffespark – ét i PSG – Manchester United og to i Porto – Roma. Det i Paris klart det mest dramatiske – af mange grunde. Jeg har i den forløbne uge vist situationen for et par grupper af både fodboldspillere og dommere, hvor jeg er kommet frem, og ingen har registreret noget mistænkeligt, da situationen indtræffer i første omgang. Det har jeg heller ikke hjemme fra lænestolen. Dommerens udsyn er også delvis dækket, og linjedommeren koncentrerer sig om offsiden. Men i den langsomme gengivelse er det tydeligt nok, at Kimpembe, da han springer op for at blokere skuddet på mål, får kontakt med bolden med armen. Og så står vi i skismaet for gud ved hvilken gang – er dette forsætligt eller ej ? Det kompliceres af, at Kimpembe hopper op med ryggen til, men det er jo ikke noget alibi i sig selv. Han springer også op med begge arme i bevægelse – det vil man naturnødvendigt gøre, når man springer – men højre arm danner en pæn vinkel ud fra kroppen, så resultatet er, at han kommer til at fylde mere, end han ellers ville have gjort. Da jeg ser den første langsomme gengivelse, er jeg ikke i tvivl om, at det er kriminelt. For mig er armens bevægelse ikke naturlig i forhold til det, som Kimpembe i øvrigt foretager sig, og man kan sige, at han i den grad tager en chance ved at springe på den måde og dreje armen udefter i stedet for indefter. Da den første krudtrøg har lagt sig, synes jeg egentlig også, at diskussionen fik den korrekte vinkling – nemlig at straffesparket er korrekt efter reglerne, og så kan man altid diskutere, om reglerne er rimelige. Men det er en helt anden diskussion og i hvert fald ikke én, som dommeren skal tage stilling til. Han skal bare dømme efter de regler, der er. Her fik vi så et VAR-review på banen, hvor dommeren var ude at se på skærmen – og igen efter bogen, for her er det et dommerskøn, om den hands er forsætlig eller ej, ikke en objektiv vurdering som ved det mulige indkast før.  Der kom den lille ekstra krølle på, at begge parter tilsyneladende forsøgte at påvirke stakkels Skomina på hans vej hen til og ved monitoren – det er i den grad no-go, og jeg vil gætte på, at der falder lidt bøder af i den anledning. Det gav så godt ydeligere fire minutter ekstra oven i den annoncerede ekstratid, for dels havde selve VAR-proceduren tager tid, dels blev der derefter forsøgt diverse hundekunster fra begge hold. For United-fans må det have været nogle meget lange minutter.   

Jeg missede så noget af efterbehandlingen i studiet, for jeg var drejet videre over på Porto og Roma, som var gået i forlænget spilletid, og det kom jeg heller ikke til at fortryde. To potentielle straffespark i forlængelsen. Den første situation er i virkeligheden relativt ukompliceret og en forseelse, som en mållinjedommer formentlig ville have fanget, da hverken dommer eller linjedommer har optimal vinkel. I de langsomme gengivelser er der ingen tvivl om, at Fernando inde på kanten af målfeltet bliver holdt i trøjen, blidt, kortvarigt, men uhyre effektivt, af Florenzi. Dommer Cakir er heller ikke i tvivl efter at have set forseelsen på skærmen. Igen tager man lige en mulig offside-position fra opspillet med i vurderingen. Flere har spurgt mig, hvorfor det ikke blev til et rødt kort til Florenzi for berøven af oplagt scoringsmulighed i stedet for advarslen. Mit bedste bud er, at ét af kriterierne jo er, om angriberen har kontrol over bolden eller vil få det umiddelbart efter, og det kunne godt se ud til, at Fernando, selv uden at blive holdt, ikke vil nå frem til bolden.        

Det bragte Porto på 3-1 og sendte Roma fremefter, fordi der jo er det lille raffinement, at et mål scoret på udebane også ved ligestilling tæller dobbelt, hvis det bliver scoret i den forlængede spilletid. Så endnu en scoring ville sende Roma videre. Og minsandten om vi i den forlængede spilletids overtid ikke får endnu en mulig straffesparkssituation. Romas Schick er på vej ud mod hjørneflaget på jagt efter bolden med Marega halsende efter sig, da der bliver en eller anden kontakt mellem ham og Marega. Der er både en let berøring oppe ved skulderen og noget benfletteri – og endelig ser det ud til at Schicks to ben kommer i konflikt med hinanden, hvorefter han falder, så det kan ses. I min optik er det ikke nok, set i forhold til hvad der ellers bliver tilladt i en fodboldkamp, og det er en væsentlig mere mudret situation end ved det første straffespark. Det bliver også slutresultatet – faktisk uden at Cakir overhovedet ser situationen på skærmen. Det naturlige spørgsmål bagefter er så, hvorfor han ikke gør det. Jeg tror simpelthen, at han får at vide fra sin kollega i VAR-rummet, at det er der ikke nogen grund til. Vi skal huske, at VAR jo kun skal beskæftige sig med klare dommerfejl, og at man i VAR-rummet undersøger væsentlig flere situationer, end der nogensinde når frem til dommeren. En god del falder af undervejs. Og jeg synes, at det er helt rigtigt, at der ikke bliver mere ud af dette (det synes mine to testgrupper fra ugens løb i øvrigt også).

Så det blev i den grad en runde i VAR’s tegn. Det er en anden måde at tænke fodbold på, og det kan man så lide eller lade være – men på bundlinjen synes jeg, at vi fik fire rigtige afgørelser, hvoraf de to bekræftede, hvad dommeren allerede havde dømt, og de to andre resulterede i straffespark, som ellers ikke var blevet fanget. Et er givet: vi kommer ikke til at kede os, som turneringen skrider frem.