Det har ikke været helt let at få pulsen ned igen efter tirsdagens hæsblæsende oplevelse med landskampen mod Schweiz. Det er næppe sundt for helbredet at opleve så bratte skift ipulsniveauet – i hvert fald ikke alt for mange på for kort tid. At vende 0-3 til 3-3 fra 83 minutter og fremefter virker helt surrealistisk på dette niveau, og det skriver sig i hvert fald ind som ét af de øjeblikke, man vil huske – og overgår selv et tilsvarende turnover i en udelandskamp mod Portugal i en kvalifikationskamp for en god håndfuld år siden, hvor 1-2 blev vendt til 3-2 helt ud af den blå luft. Men det beviser så bare endnu engang, at man aldrig skal give op før sidste fløjt, og som tilskuer ikke gå eller som seer slukke, selv om det ser allermest håbløst ud. Jeg var hjemme i lænestolen selv ved at hoppe over på Norge-Sverige, da det blev 0-3, men blev dog hængende – og gudskelov for det. Så kunne man også hygge sig over de mange, der i kommentarsporene bagefter bandede over, at de havde slukket efter 65 minutter for at gå tur med hunden, eller hvad man nu ellers kunne finde på.

Dommermæssigt er det efterfølgende to situationer, der har stjålet om ikke overskrifterne, så underrubrikkerne, hvilket uden tvivl ville have været meget værre, hvis det hele nu var endt 0-1. Schweizernes første mål – og Yussuf Poulsen annullerede offside-mål i starten af 2. halvleg.  Næppe nogen tvivl om, at Ajeti har hånd på bolden forud for Freulers scoring. I modsætning til de hands-situationer, som normalt giver diskussion, og hvor armen er ude fra kroppen, er armen her helt inde til kroppen, og som udgangspunkt kan dette sagtens være uforsætligt (i hvert fald indtil den ny lovbog til sommer) – hvis det ikke var fordi Ajeti straks efter kontakten bevæger armen og nærmest laver en retningsbestemt tæmning. Her bliver det forsætligt og strafbart. Dommeren markerer, at bolden rammer skulderen – havde den gjort det, havde det været OK, men vi er her pænt nede på overarmen (og havde det været både skulder og arm, havde det stadig været strafbart)..

Til gengæld er jeg langtfra sikker på, at der foreligger noget større justitsmord ved annulleringen af Poulsens scoring. Under alle omstændigheder er det en meget snæver offside-vurdering, men i hvert fald på de vinkler, som jeg har set, kan man sagtens argumentere for, at Yussuf Poulsen har stukket en del af hoved og hals ind i offside-positionen. Og i princippet er næsen jo nok (selv om det menneskelige øje umuligt kan opfatte det). Men lad nu det være – alting endte jo trods alt så godt, som det kunne, og der skal nok i løbet af turneringen komme noget, der tæller den anden vej. Allerede tirsdag kunne mindst et par danske spillere godt have reddet sig en advarsel i frustrationsperioden, men dem slap vi for.

Til gengæld kom råbet på VAR jo straks efter, fra både spillere og medier – det kan vi nok godt vænne os til. VAR er på ingen måde svaret på alle verdens problemer, men i hvert fald den første situation ville nok være blevet fanget. Og hvorfor er der så ikke VAR på kvalifikationskampene ? Man er nødt til at krybe, før man kan gå, og i virkeligheden burde UEFA efter den oprindelige plan først være begyndt med VAR i næste sæsons Champions League, men efter implementeringen ved VM blev presset så stort, at man besluttede at rykke her og nu, således at vi har VAR i denne sæsons playoff-kampe i Champions League (som man nok har bemærket…).

Dette med VAR er jo ikke bare et spørgsmål om at tage et par tilfældige dommere og klaske dem ned i en OB-vogn foran en skærm, hvorefter alt er godt. Der ligger et kolossalt uddannelses- og træningsarbejde, før man kommer så langt. Hele uddannelses- og certificeringsprocessen er noget, der i princippet normalt tager et års tid, så tingene går så hurtigt, som de nu engang kan. Med henblik på de kommende turneringer har UEFA foreløbig haft alle dommere i øverste lag, Elite Category, på kursus. Dem er der 26 af. Endvidere en god del udvalgte fra næstøverste lag, 1st Category, hvor der ialt er 45 dommere – og endelig også et mindre antal fra næste lag, 2nd Category, nemlig dommere fra lande, som har VAR i deres nationale turneringer. Det er selvfølgelig ikke nok til at dække alle turneringer, så det er ikke økonomien, men snarere kapaciteten, der gør, at man ikke anvender VAR i f.eks. EM-kvalifikationskampe.

P.t. er udrulningsplanen den, at VAR – ud over i resten af Champions League i 2019 – vil blive brugt i årets Europa League-finale og Nations League-finalerne. Det samme gælder U/21-slutrunden til sommer og årets Super Cup-opgør. Når vi så kommer til den nye turneringssæson med start til sommer, kommer VAR med i Champions League allerede fra gruppespillet. Og i 2020 vil det blive anvendt ved EM-slutrunden og yderligere ved gruppespillet i Europa League. Det er i hvert fald, sådan som planerne ser ud nu, men tingene sker fantastisk hurtigt på VAR-området, så det kan sagtens udvikle sig yderligere. Men pointen er, at det kommer til at brede sig som ringe i vandet – og det er simpelthen hverken fysisk eller praktisk muligt at lave en Big Bang-implementering, hvor man bare får VAR over det hele på én gang.

Ellers har det da været en forrygende første kvalifikationsrunde med nogle medrivende kampe og masser af drama – og heldigvis uden de helt store kontroversielle dommerting. Bevares, der har været et par småtynde straffespark, men ikke noget, der har set himmelråbende forkert ud på skærmen. Det lover rigtig godt for fortsættelsen – der er et par af puljerne, der allerede tegner til at blive ualmindelig giftige.

Netop fordi der ikke har været de helt store kontroversielle ting bliver der så plads til at se på en læserhenvendelse om noget helt andet, nemlig straffesparkskonkurrence. Læseren har ladet tankerne flyve, inspireret af Carabao Cup-finalen og målmand Kepa, som nægtede at lade sig udskifte før straffesparkskonkurrencen. Og hvordan er det lige med straffesparkskonkurrencer og deltagelse i dem – må man skifte undervejs osv. ? Straffesparkskonkurrencer er efterhånden noget, hvor man skal kunne holde tungen ualmindelig lige i munden for ikke lige at risikere at komme galt afsted, så der sker bestemt ikke noget ved lige at tage en tur igennem hovedpunkterne igen. Straffesparkskonkurrencer kan jo snart risikere at være over os, ikke bare i de europæiske turneringer og vores egen landspokalturnering, hvor vi er nået til semifinalerne – men også i næste års landspokalturnering, hvor de indledende kampe under lokalunionerne jo starter om ikke så forfærdelig længe.

Udgangspunktet er, at det er de spillere, som er på banen ved udløbet af den forlængede spilletid – hvis vi har sådan én og ikke bare går direkte til straffespark – der må deltage. Undtagelsen er spillere, der midlertidigt har forladt banen af den ene eller anden grund (f.eks. som skadet eller for at skifte støvler). De må også gerne deltage i festen, og det samme må –  hvis vi tager de helt lokale briller på – en spiller, som er midlertidigt udvist på grund af et gult kort og ikke har afsonet sine 10 minutter.  Udgangspunktet er desuden, at begge hold skal have lige mange til disposition i straffesparkskonkurrencen, så hvis der ikke er det , eller en spiller bliver ukampdygtig under konkurrencen, skal det andet hold reducere tilsvarende. Det er grunden til, at man kan se trænere i de døende sekunder af den rigtige spilletid stå og kæmpe for at få foretaget en udskiftning, så yndlingsskytten eller målmanden med speciale i straffespark kan komme ind. Men når først der er fløjtet af, fanger bordet – med en eneste undtagelse: en målmand, som bliver skadet under konkurrencen, må udskiftes, hvis holdet ikke allerede har brugt det tilladte antal udskiftninger.  Så hvis en målmand bliver skadet, må han udskiftes – hvis en markspiller bliver det, må holdet fortsætte med en spiller færre og det andet hold reducere tilsvarende. Hvornår en spiller er så skadet, at han ikke kan fortsætte, er heldigvis ikke noget, som dommeren skal afgøre. Det er dog de færreste dommere, der også er læger i det civile liv.

Og ja, det kan åbne for alle mulige taktiske og mindre fine spekulationer og kneb, hvor f.eks. den værste skytte pludselig får en fibersprængning af at sidde i det våde græs og vente på sin tur, så man kan komme af med ham – men det er en risiko, som man lever med. Sådanne sager har jeg ikke hørt om i det virkelige liv, selv om jeg med mit kendskab til den menneskelige natur ikke er i tvivl om, at de ville kunne forekomme…