Som foråret (eller hvad man nu skal kalde det med de forhåndenværende temperaturer) skrider frem, spidser tingene også til, og turneringer går ind i deres slutfase, samtidig med at der afvikles pokalfinaler rundt om ørerne på os. Bortset fra et par direkte røde kort, hvor klappen er gået ned for spilleren, er det egentlig gået relativt udramatisk, men heldigvis ikke u-spændende, for sig. Man tror jo ikke, at verden står længere, når Fair Play-farcen fra Vejle-AGF i forrige uge med en enkelt variation bliver genopført i Championship-kampen mellem Leeds og Aston Villa, men det er åbenbart sæson for bizarre tiltag. Også her forærede det ene hold et mål væk, efter at man selv havde fået et lidt uldent ét (i hvert fald ud fra et Fair Play-synspunkt) – og ret imponerende, at det sker mellem to hold, som begge kæmper om at komme med på de sjove pladser, der skal spille videre om oprykning til det forjættede land, Premier League. Man kunne frygte, at pengene her ville vinde over moral og selvrespekt – men det skete heldigvis ikke, når nu ulykken var indtruffet.
Men det mest bemærkelsesværdige den sidste uge hører til i den mindre sjove del af fodboldspillet, nemlig hvordan man forholder sig ved hovedskader. Hvad der skete i Champions League-semifinalen mellem Tottenham og Ajax var nærmest surrealistisk. En høj bold ind i AJaxs straffesparksfelt bliver bokset væk af målmand Onana for næsen af både Jan Vertonghen og Toby Alderweireld fra Tottenham. De er alle så tæt på hinanden, at Vertonghen i sit forsøg på at heade til den bold, som nu er væk, rammer direkte ned i nakken på Alderweireld, hvilket sender begge til jorden. Alderweireld kan relativt hurtigt rejse sig igen, men Vertonghen er virkelig medtaget, bløder og er tydeligt groggy. Der følger så 3-4 minutters behandling på banen, hvorefter han eskorteres ud, får en ny hvid trøje uden blod – og bliver meldt klar til at komme ind igen. Efter lidt diskussion mellem dommer og bænk får han lov til det, men holder kun et lille minut, før han må gå ud – eller rettere sagt må halvvejs bæres og støttes ud, for han er ikke i stand til selv at gå i omklædningsrummet.
Men hvordan i alverden kan Vertonghen overhovedet få lov til at forsøge at fortsætte ? Hovedskader skal man i den grad tage alvorligt. For fodbolddommere er det ren børnelærdom, at man ubetinget skal standse spillet, hvis der er mistanke om en hovedskade (hvilket så desværre som afledt effekt af og til medfører, at knap så sympatiske spillere går omkuld og tager sig til hovedet, selv om de er ramt et helt andet sted – men det er en helt anden historie). Normalt – hvis vi befinder os på eliteniveau – hedder det sig, at en spiller ikke må behandles på banen. Eller rettere sagt: den behandling, som må gives, er den nødvendige, for at spilleren kan forlade banen. Men lige akkurat ved hovedskader er snoren væsentlig længere, fordi det hele tiden er en balance, hvornår det er sikkert at flytte på spilleren. Derfor får Vertonghen lov til at blive behandlet så relativt længe.
Når han så er kommet ud, må han først komme ind igen, efter at spillet er genoptaget, og lige akkurat i dette tilfælde skal han også have en ny trøje, fordi det ikke er tilladt at spille med blod på trøjen (eller andre steder). Hvad fortsat spil angår, kan dommeren lovmæssigt nægte en spiller at fortsætte, hvis han skønner, at deltagelse er til fare for spilleren selv eller andre. Men er der en læge til stede, bør dommeren stole på hans vurdering – alt andet lige er det de færreste dommere, der har den nødvendige medicinske sagkundskab til at kunne vurdere lige det. I hvert fald ikke i relation til hovedskader, som kan være ualmindelig lumske – og blive forværret ved at fortsætte. Jeg har ikke selv forstand på de dele, men en læge fortalte mig engang, at det første slag sjældent var det værste, men det næste kunne være virkelig alvorligt. Hvorom alting er, er det altså i realiteten lægen, der afgør, om en spiller må fortsætte.
Den spanske dommer er tydeligvis ikke begejstret for situationen – heraf også konferencen på sidelinjen og hans kontakt til spilleren, hvor han uden tvivl forsøger selv at danne sig et indtryk af, om spilleren er nogenlunde klar i hovedet. Men det er faktisk også, hvad han kan gøre.
Det er sjældent, at man ser så grelt et tilfælde som dette – eller en så pludselig forværring af tilstanden – men der er da fortilfælde også på allerøverste niveau. Jeg kan huske Christoph Kramer fra Tyskland i VM-finalen 2014 mod Argentina, som spillede videre et par minutter efter at være ramt i tindingen i en duel, skønt han var tydeligt konfus. Der blev også efter sidste års Champions League-finale sat spørgsmålstegn ved, om Liverpools målmand Karius droppede to mål, fordi han i virkeligheden spillede med en lille hjernerystelse efter at være blevet ramt i hovedet nogle minutter forinden.
Det er en ualmindelig giftig diskussion at gå ind i, for i princippet er en holdlæge der jo kun, fordi han har den medicinske ekspertise til at kunne vurdere en helbredsrisiko, og i sagens natur er det i hans egen interesse at holde spillerne friske. Men med de penge, som efterhånden er på spil, kan man vel som djævelens advokat ikke udelukke, at klubben som hans arbejdsgiver eller træneren som hans kollega kan presse på, for at en spiller skal fortsætte. Der kan være taktiske grunde, måske er holdet i forvejen hårdt ramt af skader osv. I virkeligheden et modbydeligt etisk dilemma med lægeløfte kontra arbejdstagerforhold. Ingen tvivl om, at episoden her vil få diskussionen om neutrale læger til i hvert fald de store kampe (hvor snittet så end skal ligge) til at blusse op igen. Det er et stort apparat at skulle sætte op, og FIFA har hidtil været afvisende, men i sidste ende er intet jo vigtigere end spillernes sikkerhed. I Danmark er der heldigvis almindelig konsensus om, at det er holdlægen, der afgør, så vi har ikke problemet på samme måde. Og er der ikke nogen læge til stede, så er vi tilbage ved, at dommeren – i mangel af bedre ekspertise – kan nægte spilleren fortsat deltagelse med henvisning til faremomentet.
Det var de dystre toner, der blev slået an her – men hvis jeg skal slutte på det mere tørt lovteoretiske, var selve situationen med to skadede medspillere interessant på den måde, at det er en af de undtagelser, der gør, at spillerne ikke behøver forlade banen efter behandling. Vi taler stadig eliteniveau – i breddefodbolden må spilleren under alle omstændigheder gerne blive inde. Skaden kan jo være så alvorlig, at det som her er helt naturligt, at spilleren forlader banen, men han behøvede med loven i hånd sådan set ikke. Der er som sagt nogle undtagelser. Målmanden må gerne blive efter behandling. Ellers skulle vi til midlertidigt at skifte målmand, og bortset fra, at det sportsligt kunne være en hård straf at skulle sætte en markspiller på mål indtil næste spilstop, ville det også betyde et længere ophold i spillet med trøjeskift osv. Det betyder, at hvis en målmand og en modspiller er stødt sammen og skal behandles, får de begge lov til at blive. Det ville være ulogisk at lade målmanden blive og sende den anden spiller ud. Som nævnt må to skadede medspillere også gerne blive ud fra den betragtning, at det ville være unfair, at det ene hold kortvarigt spillede 11 mod 9, fordi to spillere fra samme hold var stødt sammen. Og hvis vi kun har en enkelt spiller skadet, men det til gengæld er sket som følge af en forseelse, der har indbragt modspilleren et gult eller rødt kort, må spillere også gerne blive. Igen ud fra et retfærdighedsprincip – man skal ikke kunne tackle en spiller til en advarsel og så spille 11 mod 10.
Til gengæld er der ingen kære mor, hvis det handler om en spiller fra hvert hold. De skal ud at vende. Det er der faktisk mange, der ikke ved (med skam at melde har jeg også set en del dommere plumpe i lige her). Og fra 1. juli kommer der med den nye lovbog en undtagelse mere, som er en af de mere finurlige: hvis en spiller er blevet skadet i forbindelse med en forseelse, som har indbragt hans hold et straffespark, og det er den pågældende spiller, der skal sparke, får han også lov til at blive. Indtil nu har han skullet udenfor indtil næste spilstop – dvs efter at straffesparket var afviklet af en formentlig mindre kompetent skytte. Og det føles heller ikke rimeligt.
Men i den korte udgave: hovedskader er en dybt alvorlig sag, som man som dommer ikke må tage nogen chancer med. Man har ret til at nægte en spiller at fortsætte – men er der en læge til stede, som positivt siger god for, at spilleren fortsætter, er det også sund fornuft, at man stoler på ham.