Som lovet / truet skal vi have endnu en omgang i VAR-karrusellen i denne uge, og det er selvfølgelig, fordi showet starter på dansk jord den 11. september i Haderslev, forudsat at alle nødvendige tilladelser og godkendelser er i hus. Vi mistede jo lige knap tre måneder her i foråret, og det har givet en mildest talt forceret tidsplan og en noget forhøjet puls rundt omkring. Men vi tror stadig på det. Sidste store træningspas, før det går løs, er lørdag-mandag på tre forskellige steder i landet, og så er det bare at holde på hat og briller og håbe det bedste. Denne artikel er blot et lille hjørne af informationsvirksomheden – vi har været (eller kommer) rundt til samtlige superligaklubber og fanklubber, ligesom der har været forskellige åbne medieseancer, hvor journalister, kommentatorer og eksperter selv har kunnet få lov til at lege med knapperne. Ikke sjældent med en AHA-oplevelse til følge. Og check endelig DBUs hjemmeside og Facebook-side. Ikke desto mindre er det nok givet, at nattesøvnen ikke bliver den bedste op til weekenden den 11. – 14. september. Omvendt må vi sige, at vi ikke kan gøre mere, end vi har gjort – og vi har i hvert fald ikke gjort os skyldige i den fejl, som nogle af vores nabolande desværre faldt i med et hult drøn, nemlig på forhånd at underinformere. Så om en godt en uge er det bare med at iføre sig den skinnende rustning og håbe på, at visiret holder, og modpartens morgenstjerne og sværd ikke kan trænge igennem. Og så minde alle om, at intet land overhovedet på denne klode er kommet igang med VAR uden større eller mindre problemer. Vi håber, at vi nøjes med de mindre – og ellers bliver der måske brug for den enkeltbillet til Buenos Aires, der ligger i bankboksen… 

I sidste uge tog jeg på denne plads en lyntur gennem VAR-protokollen for at komme igennem de områder, som VAR overhovedet må beskæftige sig med – og nok så væsentligt dermed også implicit at fortælle, hvad VAR ikke må røre ved. For VAR er ikke noget vidundermiddel, der eliminerer enhver dommerfejl eller ethvert tvivlstilfælde. VAR kan redde de værste overskrifter og kampafgørende fejl, men der er stadig masser af plads til den menneskelige faktor, også når den viser sig fra sin mindre kønne side. I denne uge går jeg så lidt ind i uddannelsen af VAR-dommerne – noget af det, som jeg hyppigst er blevet spurgt om, hvor jeg er kommet frem. Men først lige en enkelt kuriositet, som absolut intet har med VAR at gøre, men som bare fangede mit øje under det hurtige check af nyheder onsdag morgen.

Nemlig at Inter nu ikke forlænger samarbejdet med sin tredjemålmand (tror jeg, at det var). Det er der jo ikke mange overskrifter i, men af underrubrikken fremgik det, at han havde været i klubben i seks år, aldrig havde spillet en kamp på førsteholdet, men alligevel havde raget to røde kort til sig. Der er sikkert diverse fodboldstatistikere, som kan komme efter mig, men umiddelbart lyder det som en rekord, der kan blive svær at slå. Fra sin plads på bænken at kunne brokke sig til to røde kort (og for at kortet skal blive rødt, taler vi altså om groft fornærmeligt, hånende eller upassende sprog og ikke bare det rituelle bjæf) ? Blot for at minde alle om, at personerne på bænken i lige så høj grad er underlagt fodboldloven og dommerens myndighed som dem inde på banen.

Nogle har muligvis også set nyheden om, at officials i Danmark fra den kommende sæson kommer ind under det samme karantænesystem som spillerne med 3, 4 og 6 points for henholdsvis mild, middel og grov forseelse. Indtil nu har trænere og andet godtfolk derude kunnet samle gule kort i én uendelighed uden konsekvenser, for det var kun den deciderede udvisning med rødt kort, som gav karantæne, men nu rammer de pågældende personer altså den virkelige verden – den samme, som deres spillere befinder sig i. Det er formentlig og forhåbentlig ikke noget, som vi kommer til at se i rå mængder, og uanset hvad vil de fleste trænerforseelser sikkert være i den mildere afdeling på grund af noget verbalt brokkeri –  men den psykologiske effekt skal man overhovedet ikke undervurdere. Gad vide, om der er friske spiludbydere, der tør sætte odds på det første offer, der falder for reglen – og dette er skrevet med en meeeget stor smiley. For vi kender jo også udmærket trænerne og ved, at de for de flestes vedkommende er yderst fornuftige mennesker, når man taler med dem uden for et kampregi, men i situationen bare har følelserne uden på tøjet. Der skal selvfølgelig være plads til følelser – men derfor skal vi alle opføre os nogenlunde anstændigt alligevel. Der skal være plads til os allesammen, uanset hvilken funktion vi har.

Tilbage til VAR. Jeg vil godt spilde nogle ord på det uddannelsesforløb, som alle dommere, VAR-dommere, assisterende VAR-dommere og operatører har været igennem, før det går løs – og som er et krav for at kunne blive certificeret af FIFA. Man har selvfølgelig som indledning været igennem en teoretisk overhaling i protokollen samt en introduktion til, hvordan skærmene i VAR-vognen fungerer. Men derefter har hver enkelt i VAR-simulatoren haft fornøjelsen af at skulle beskæftige sig med 3 x 25 simple situationer, som har skullet håndteres. Herefter er næste trin op ad stigen 3 x 25 komplicerede situationer (og de er i den grad komplicerede, skal jeg hilse og sige). Herefter funktion i én fuld kamp, som man har fulgt uden kontakt til dommeren, men bare har leget med og skredet ind, hvor man nu syntes det (herhjemme satte vi det op som et online-møde, hvor alle så den samme kamp samtidig og indrapporterede deres observationer og fik tilbagemelding). Endvidere yderligere en kamp, hvor man havde kontakt til ‘dommeren’ (som var én af gruppen, der var blevet udnævnt til lejligheden), så man fik trænet kommunikationen. Dernæst fire sessioner med kampe, hvor der var arrangeret situationer, dvs at spillerne havde fået besked på at lave ulykker, så VAR-dommerne fik noget at rive i. Herefter to kortere kampe, som foregik nogenlunde normalt, og hvor der bare skulle skrides ind over for det, som nu engang kom forbi – uden arrangement eller aftaler. Det var sådan cirka så langt, som vi nåede, før Corona ramte os. Kalendermæssigt taler vi slutningen af marts.

Da Superligaen kom igang igen, gjorde vi noget, som egentlig er ud over protokollen og var et ekstra træningsforløb, nemlig at vi til ca. 30 superligakampe i den forgangne sæson havde et fuldt VAR-team i vognen, som legede med og opfyldte deres funktioner, men selvfølgelig uden at have kontakt til dommeren på banen. Til gengæld med en instruktør lige i nakken. Det var en ekstra indsats og investering, men det gav virkelig noget.

Og lige nu er vi så inde i det sidste hæsblæsende træningsforløb, Vi har over en uge haft fire træningssessioner på kunstbanen i Ikast (med fem kampe pr. dag – rigtig levende kampe, nogle af dem rigtige turneringskampe i elite-ungdomsrækkerne). Alle klubber har hellere end gerne villet lege med, hvilket vi er yderst taknemlige for – og i den kommende weekend tager vi så tre tilsvarende dage mere i henholdsvis Silkeborg, Farum og Slagelse. Det har fungeret med evalueringer fra en VAR-instruktør efter hver enkelt kamp i en plenum-session med både banedommer og -linjedommere samt VAR-teamet. Det har været virkelig spændende, også for os gamle ræve – og jeg kan godt garantere for, at man sover aldeles glimrende om natten efter sådan en weekend. Også selv om natten er ualmindelig meget kort.

Så vi føler virkelig, at vi har klædt dommerne så godt på, som vi overhovedet har kunnet. Vi har også i den sidste fase haft besøg af FIFA i et par omgange, dels for at verificere det tekniske set-up (så man ikke bare snyder og står med fem håndholdte kameraer), dels for at have en international instruktør til at stikke kniven ind de ømme steder hos vores dommere, så de kan se, hvad der kan gøres bedre. Vi var heldige at få lokket selveste FIFAs VAR-chef herop. FIFA har jo den fordel, at de kender alle de fejl, som er begået andre steder i verden – og vi almindelige danske dødelige har den fordel, at råd og vejledning nogle gange virker bedre, når de kommer udefra, end når det bare er de sædvanlige personer, der står og forsøger at lære fra sig.

Vi slipper minsandten ikke for en del 3 i næste uge, hvor jeg vil skrive lidt om kommunikationsflowet mellem dommeren og VAR-dommeren og ikke mindst lidt om tidsfaktoren: hvorfor er det lige, at vi nogle gange er nødt til at vente relativt længe (føles det) på en afgørelse. Og som en cliffhanger nogle lidt overraskende tal fra VM i Rusland, som måske kan rokke ved nogle forudfattede meninger.

Indtil da vil jeg ønske alle en god weekend. Som det fremgår af ovenstående, ved jeg godt, hvad min kommer til at gå med. Græsset blev gudskelov slået i denne uge, og mit håndklæde er endnu ikke diskret flyttet over på den knage, hvor der står ‘Gæster’….