Mit fulde navn er Ali-Reza Shiripour og jeg er døv. Jeg har spillet fodbold og futsal for hørende klubber siden jeg var helt ung. Jeg har også spillet på det danske døvelandshold, hvor jeg har deltaget i Deaflympics i Bulgarien en gang og i EM to gange i Tyskland og Grækenland.  Alle turneringerne har været meget oplevelsesrige.

Jeg oplevede et stort nederlag i 2009, hvor døvelandsholdet skulle til Taiwan. Jeg kunne ikke deltage i turneringen. Forhindringen bestod i, at jeg ikke havde dansk statsborgerskab på daværende tidspunkt, hvilket var en betingelse for at kunne tage med landsholdet til Taiwan. Jeg var på daværende tidspunkt 18 år. Jeg var så ufattelig ked af situationen og jeg følte mig utilstrækkelig.  Jeg kunne ikke forstå hvorfor den rødbede farve pas skulle være en forhindring for, at jeg kunne komme med til Taiwan og gøre det som jeg elsker – nemlig at spille fodbold. Jeg fandt støtte i min familie, som rådgav mig til hvad jeg skulle gøre for at kunne opnå statsborgerskab i Danmark: Jeg skulle bl.a. bestå en dansk prøve på et specifikt niveau samtidigt med at jeg skulle have et fuldtidsarbejde i minimum 5 år. Jeg kæmpede herefter i flere år for at kunne søge og opnå dansk statsborgerskab.

Jeg er oprindeligt født, som hørende. To måneder efter min fødsel blev jeg konstateret døv pga. forkert medicinering i forbindelse med en mindre operation. Det skete i Iran dvs. før min familie flygtede fra landet. Det var mange årsager til, hvorfor min familie og jeg flygtede fra Iran til Danmark. Da jeg kom til Danmark var jeg ca. 8 år. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke tilegnet mig et sprog – jeg kunne ikke kommunikere med mennesker.  Jeg begyndte først at lære dansk og dansk tegnsprog, da jeg ca. var 12 år gammel. Det var en meget svær tid.

I dag er jeg 29 år gammel. Jeg kan både skrive flydende dansk, ligesom jeg kan flydende dansk tegnsprog. Jeg har også opnået dansk statsborgerskab.

Jeg læser til VVS-energispecialist og jeg færdiggør mit uddannelsesforløb i 2021.

For 1-2 år siden besluttede jeg mig for at stoppe med fodbold pga. manglende motivation.

En ny udfordring opstod i mit hjerte – dommergerningen. I starten af min karriere oplevede jeg ofte, at de fleste hørende spillere og trænere var i tvivl om, hvordan jeg som døv, kunne klare opgaven som dommer. Det gav mig blod på tanden – og det gav mig endnu mere motivation fordi jeg bl.a. ville vise, at døve mennesker, ligesom hørende mennesker kan bestride et arbejde som dommer, såfremt de faglige kvalifikationer er opfyldt. Jeg bekræftede dette for alle og enhver – de var skeptiske til at starte med, men efter kampene kom de altid til mig og gav mig stor ros for mit arbejde.

Jeg vil gerne gøre jer opmærksom på, at det ikke er et handicap, at være døv, og at være døv ikke er det samme, som at være stum. Den eneste forskel mellem de hørende og døve er, at man som døv ikke kan høre. Derfor ved alle hørende ikke, hvad døve kan fordi de ikke tidligere har set eller oplevet hvad døve kan. Der er mange døve, der kan klare opgaverne, hvis de hørende og døve fører et godt samarbejde og løser forskellige problematikker med hinanden både udenfor- og på banen, så går det hele meget godt. Jeg får besked fra hoved dommere fra højere niveauer og linjedommere, at de ikke har problemer med at kommunikere med mig på banen. Prøv at forestille jer: når I prøver at tale med mennesker fra et andet land i Asien, vil I finde ud af, at hvordan kommunikationen kan fungere, såfremt der er et godt samarbejde. Jeg føler på den samme måde – og indtil videre fungerer det meget godt.

Jeg plejer at skaffe en tegnsprogstolk til alle kampe for at kommunikere med spillere, trænere, hoved dommere og linjedommere. Jeg må også gøre jer opmærksom på, at tegnsprogstolkens opgave alene består i at oversætte og ikke hjælpe mig med andet end det. Jeg kan med stor stolthed fortælle jer, at jeg slet ikke har problemer med at kommunikere på banen, selvom jeg har gennemført 200 kampe i løbet af de seneste to år.

Hvis jeg skal vælge mellem at være hoved dommer eller linjedommer i dag, så vil jeg af realistiske grunde foretrække at være linjedommer fremfor hoved dommer. Jeg brænder for at komme så langt som overhovedet muligt. Hvis jeg skulle vælge hoved dommer, så skulle jeg allerede have startet min karriere meget tidligere – måske da jeg var 16-18 år gammel.

Tusind tak for fordi I fandt tid til at læse om min historie.

Mvh

Ali Shiripour

På foranledning af

Formand Ole Frisendahl FAF