Det er meget muligt, at VAR efterhånden hænger læserne langt ud af halsen, men omvendt vil jeg jo gerne rundt om de ting, der fylder. Og det må man sige, at VAR gør. Generelt synes jeg, at modtagelsen hos klubber og medier har været på den klart positive side, og uanset øjeblikkets undren eller irritation er der forståelse for, at vi lige skal i gang, og at der selvfølgelig er plads til forbedringer. Noget af det værste, der kunne være sket, var, at vi fra start var løbet ind i nogle katastrofer, så der var opstået en decideret Anti-VAR stemning, for så havde det i den grad været op ad bakke fra start. Det er lige akkurat det, som andre lande har mødt – at det første par runder er røget helt af sporet.
Det hører også med til historien, at netop som træningen af dommerne var på det højeste, og man nærmede sig toppen af kurven, kom en helt anden kurve forbi, nemlig en vis pandemi, så vi efter de godt to måneders pause måtte samle alting op fra et eller andet sted længere nede og med et meget komprimeret forløb til følge. Østrig var et af de lande, som kørte parallelt med os, og dér opgav man simpelthen at starte op i dette turneringsår, men skød alt et år fremefter.
Der har været bump på vejen, og der er heller ingen grund til at skjule, at ikke alt har været ideelt, fred og idyl i de første to runder. Men vores episoder har stadig været vand ved siden af det, som man har oplevet andre steder. Vi krydser alle de legemsdele, som man overhovedet kan krydse for, at vi også i de kommende runder kommer til at holde os nogenlunde inde på hovedvejen. Under alle omstændigheder skal ingen være i tvivl om, at der til stadig foregår en evaluering, både af det rent tekniske og af præstationerne i VAR-vognen (eller VOR, som den rettelig burde hedde – Video Operation Room).
Runde 1 var relativt fredelig, set fra et VAR-perspektiv – men der kom godt nok lidt mere gang i den i runde 2. Hvis vi starter i den tekniske ende, kan man selvfølgelig ikke gardere sig mod et udfald på et kamera – men man kan skrue på retningslinjerne for, hvad man så gør. Nogle gange er man nødt til at opleve situationerne, før man kan reagere på dem. Men det vil være rimeligt at vente en kort periode på, om kameraet kan komme i omdrejninger igen – og ellers må man køre uden, indtil tingene er på plads. Det fremgår direkte af VAR-protokollen, at en kamp ikke bliver ugyldig, hvis der skulle være udfald. En stor, fed overskrift i det organ, som Tipsbladet er pakket ind i, kundgjorde, at der havde været 11 minutters tillægstid i OB – FCN. Ja, tak – men det var altså ikke bare på grund af kameraet, men også på grund af den tid, som dommeren helt lovformeligt havde lagt til for udskiftninger, skadesbehandlinger osv. Men bevares, det var en overskrift, der fangede blikket, og det er selvfølgelig journalistens (eller snarere redaktionssekretærens) job. Objektivt set korrekt, men ude af kontekst.
Jeg havde for en gangs skyld en friweekend, så jeg parkerede mig med cola og popcorn i lænestolen og fulgte med til kampen i Midtjylland lørdag og de to derbies (FCK – Brøndby og Randers – AGF) søndag, ligesom jeg tog 1. halvleg af Vejle og SønderjyskE. 2. halvleg måtte vige for noget mere substantiel føde – og det var, skulle det vise sig, en ret skidt timing. Dommere vurderes blandt andet på forudseenhed og placeringevne, og her ville jeg dumpe med et hult drøn, for det var primært her, at det interessante skete. VAR-protokollen har godt og vel 60 tætskrevne sider, og vi kom rundt om rigtig mange af dem i den kamp, de fleste episoder i 2. halvleg. Det fik jeg så indhentet efterfølgende.
Men hvis vi starter med 1. halvleg og straffesparket til Vejle kort før pausen, har nogle undret sig over, at der bliver brugt relativt lang tid på at checke det. Nu checker VAR pr. definition alle scoringer og (potentielle) straffespark, og jeg synes ikke, at der gik urimelig lang tid. Casen er, at Sousa går temmelig let omkuld i situationen, og VAR skal derfor først og fremmest konstatere, om der overhovedet er kontakt – og hvis der er det, om Sousa så overdriver kontakten, så vi nærmer os afdelingen for film. En af de definerede måder at filme på er jo, at man overdriver en let berøring – film er ikke bare et spørgsmål om kontakt eller ikke-kontakt. Straffesparket vurderes som godt nok (og jeg er enig), men det kræver lige vurdering fra et par kameravinkler eller tre for at være sikker.
Og så til 2. halvleg. SønderjyskE tror, at de har udlignet, men VAR kalder et on field-review på grund af spilleren i offside-position, som er mellem sparkeren og målet. Generer han målmanden eller ej ? Bolden sparkes så tæt forbi ham, at han må løfte foden for ikke at blive ramt – og målmanden reagerer knap nok, før bolden ligger bag ham. Teoretisk er det en rigtig spændende situation, for normalt vil en spiller omkring straffesparksmærket ikke kunne genere en målmands udsyn eller distrahere ham. Men sagen er, at målmanden selv har bevæget sig fire meter ud af målet, og afstanden mellem de to er i omegnen af syv meter. Der er hele to af de måder, som loven definerer ‘at genere en modspiller’ på, der kan bruges her: dels at stå i målmandens udsyn, og også at foretage en åbenlys handling, som klart påvirker en modspillers mulighed for at spille bolden (nemlig ved at løfte foden). Det er i hvert fald på TV-billederne klart, at målmanden bliver totalt fikseret og slet ikke går efter bolden – og så er offsiden korrekt. Hundesvært at vurdere fra linjedommerens skæve vinkel – typisk vil dommeren være i den bedste position til at vurdere en genere-forseelse af denne type – men jeg mener, at vi lander det rigtige sted.
2-1 – målet kommer på et straffespark for en holde-forseelse, og det er jo skæbnens ironi, at vi skal have sådan én oven på 1. rundes holde-forseelse i Brøndby – FCN, som ikke blev samlet op. Nogle har undret sig over, hvorfor denne forseelse tilsyneladende ikke bliver gennemset lige så grundigt som det første straffespark – i hvert fald går det markant hurtigere – men det er der faktisk en ret god forklaring på, når man tænker på hele VAR-konceptet. Man skal kun gribe fat i de klare og åbenlyse dommerfejl. Og det kan ses med det blotte øje, at der er en angriber-trøje, der lige bliver femten centimeter længere på grund af det faste greb i den. Man kan så diskutere, om det i relation til Superliga-niveau er en ‘bagatelagtig forseelse’, som det hedder i fodboldloven, altså om dette er under niveau. Men lovteknisk er der ingen tvivl om, at der er en forseelse – og dermed er VAR afskåret fra at skride ind. Som beskrevet i en tidligere klumme kan banedommeren sagtens dømme et 80-20 straffespark, og hans kollega i VAR-vognen bide i bordpladen og tænke, at den havde jeg aldrig dømt, måske var det for ham 20-80. Men der er lovgrundlag for at gøre det, og dermed er det ikke en klar og åbenlys dommerfejl.
Og endelig 3-1 målet, som meget fint illustrerer det, som VAR er sat i verden for. Linjedommeren forsinker helt korrekt sit flag ved en snæver offside-vurdering, og da bolden lander inde i mål, hæver han flaget, fordi hans første indskydelse har været offside. Nu checker VAR scoringen og opspillet til den – og dermed også offside-vurderingen. Og konstaterer, at der ikke er offside – hvorfor målet skal anerkendes. Det er en rent objektiv vurdering og en afgørelse, som VAR selv kan træffe – i modsætning til genere-offsiden ovenfor, hvor der er et dommerskøn involveret, så det kræver, at banedommeren selv tager stilling. Havde linjedommeren hævet flaget med det samme, og spillet var blevet afbrudt, før bolden gik i mål, havde der jo ikke været mulighed for at genskabe angrebet. Så i virkeligheden er dette løst fuldstændig efter VAR-bogen. At linjedommeren så foretager en forkert vurdering ved at mene, at der er en offside-position, er en helt anden historie og har ikke noget med VAR at gøre. Men VAR rager kastanjerne ud af ilden, så vi i sidste ende får den rigtige afgørelse, nemlig scoringen, hvilket vi ikke ville have fået uden VAR.
Egentlig er det mageløst, at vi kan komme hen over en derby-weekend uden et ord om hverken FCK – Brøndby eller Randers – AGF. Men de to kampe gik faktisk rigtig fint og efter bogen, selv uden VARs hjælp (selv om udvisningen i Randers -AGF selvfølgelig er blevet checket). Men lige akkurat den kunne men se på kilometers afstand. Den kom hurtigt – men det er ikke rekord for Superligaen. Jeg mener stadig, at den hurtigste udvisning i Superligaens historie ligger omkring knap et halvt minut – men det kan statistikglade læsere uden tvivl korrigere mig på, hvis det er. Vi er stadig på skinnerne – og afgjort stadig med forbedringsmuligheder, hvilket er helt som forventet. Men fremdeles ingen kampafgørende katastrofer, så nattesøvnen er blevet lidt roligere.