Min tidligere kiropraktor sagde altid, at enhver årstid havde sine glæder (for ham): om vinteren skovlede folk sne, om foråret plantede og såede de, om sommeren lugede man på livet løs, og om efteråret gravede man have hen mod slutningen. Der var en herlig masse arbejde i alle dele. Som jeg sidder her ved pc’en onsdag eftermiddag, kommer sneen stadig myldrende ned ovenfra. Kvarterets solsorte har travlt med at nå foderet, inden det sner til, vandkarrene bliver fyldt op med jævne mellemrum  (og ja, jeg har været ude med skovlen – 35 meters ben til en koteletgrund er vidunderligt i sådanne tilfælde), så i årstidens navn synes jeg, at det ville være passende at friske lidt op på og revidere en godt to et halvt år gammel klumme om fodbold og vejrforhold. Jeg kan rigtig godt lide snevejr – hvis det ikke lige var for de 35 meter…  Men hamrende flot ser det ud. Ellers er det jo kun at håbe, at alle læsere er kommet fornuftigt ind i det nye år 2021, som umuligt kan blive værre end det forgangne, som vi forhåbentlig fik sendt afsted med så meget bulder og brag, at det ikke pønser på at komme tilbage.

Hvad der ellers sker i de øvre luftlag vejrmæssigt for tiden, er det ikke sådan at blive klog på. I 2020 fik vi vel nærmest alle varianter over temaet – fra et frysende forår over en varm sommer til et mildest talt omskifteligt efterår og nu vinter. Det evindelige spørgsmål i henseende til fodbold er selvfølgelig, når man står med en bane og skal afgøre, om vi kan køre videre eller ej.  Om en kamp skal spilles eller ej, har man jo de sædvanlige to parametre til – og kun dem: er banen farlig, eller kan kampen ikke afvikles forsvarligt efter fodboldloven (f.eks. i tilfælde af tæt tåge, eller hvis stregerne er blevet skyllet væk, og det ikke kan lade sig gøre at kridte dem op igen). I så fald må man udsætte, afbryde eller helt aflyse. Om det er køn fodbold eller ej – det som nogle besynderligt nok stadig ynder at kalde ‘sportslig berettigelse’ – er fuldstændig uvedkommende for dommeren og fodboldloven. Og så er der naturligvis også den tredje aflysningsparameter, som i virkeligheden er den første: hvis den baneansvarlige beslutter sig for, at hans græs skal der i hvert fald ikke spilles på, for så er alt smadret for resten af sæsonen. I praksis er det nok mest relevant, hvis banen er kommunalt ejet, og der kommer stadsgartnere og tilsvarende godtfolk indover. Det er et helt legitimt argument, for tingene skal jo stå i forhold til hinanden. Faktisk er det så legitimt, at hvis den baneansvarlige siger nej, kan dommeren ikke overrule det ved at henvise til, at forholdene ikke er farlige.

Dér hvor jeg egentlig vil hen med dette, er, at jeg har fået flere spørgsmål om, hvordan det egentlig er med temperaturgrænser. Hvor koldt eller varmt skal det være, for at man ikke kan spille ?  Rigtig godt spørgsmål – som jeg også har fået en del gange gennem årene, hvor det har været allermest tænderklaprende. Fodboldloven bekymrer sig ikke om det – der er altså ikke nogen passus, der insisterer på aflysning, hvis kulde eller varme udgør en fare (i modsætning til f.eks. orkan eller tordenvejr), så vi skal ud i turneringsreglementer og cirkulærer for at finde noget, der måske kan bruges. Mig bekendt er der ikke nogen danske reglementer, der specifikt tager højde for temperaturer – men det kan da være, at man skal overveje det, hvis de voldsomme udsving her bliver en vane. Men så kan man jo læne sig op ad et par UEFA-cirkulærer og vejledninger, bare for at få et fingerpeg.

Lad os starte med varmen. Her taler vi ikke om mulig aflysning, men alene om, hvorvidt der skal indlægges drikkepauser undervejs. Rettesnoren her er, at temperaturen skal snige sig over 32 grader, for at det er relevant. De 32 grader skal måles i direkte sollys med et dertil indrettet termometer og som der står ‘så tæt på midtercirklen som muligt’. Målingen skal ske 90 minutter før kampen, og det er dér, vi skal se de 32 grader eller vurdere, om det famøse tal vil blive nået i løbet af kampen. Det er et overraskende højt tal, og jeg har da set drikkepauser anvendt herhjemme ved væsentligt lavere temperaturer. Hm  – dommeren prøver selvfølgelig at balancere tingene, men nu skal vi altså heller ikke blive for pivede eller tøsede (hvis man overhovedet må skrive det i disse MeToo-tider). . Jeg har herhjemme set drikkepauser i kampe, hvor temperaturen næppe var over 25 grader, men hvor holdene gerne ville have det.

Men måske også rimeligt nok i et eller andet omfang, fordi vi på disse breddegrader ikke er så vant til grader af den kaliber. Interessant nok er det i øvrigt et tal, som man ikke reklamerer så voldsomt meget med, for drikkepauser kan jo som så meget andet også benyttes i taktisk øjemed af holdene. Derfor er det også vigtigt, at dommeren – hvis han kommer i situationen – ikke på forhånd siger, at pausen vil komme til at ligge efter 23 minutter, dvs midtvejs, eller tilsvarende. For det er da meget muligt, at holdene kan være rørende enige om det fornuftige i det før kampen, men hvis det ene hold på tidspunktet har et klart overtag og presser på, vil de ikke nødvendigvis være jublende lykkelige for at få afbrudt kampen lige dér. Derfor vil det altid være dommerens opgave at finde et tidspunkt, hvor kampen er nogenlunde i balance, og hvor ingen kan føle vandpausen som en urimelig ulempe

Hvad kuldegrænsen angår, er det næsten lige så diffust. Her er det minus 15, der er det magiske punkt internationalt. Dér kan man faktisk godt snige sig ned, når vi rammer vinterkampe i Rusland, så der er en god grund til, at de kampe i Champions League og Europa League ofte starter lidt før end de gængse kamptidspunkter. Men det, som man skal sikre sig, hvis de minus 15 nås, er, at begge hold er indstillet på at spille kampen. Hvis blot det ene hold siger nej tak, må man aflyse. Er begge enige om, at det kan vi godt klare, så kører toget. Da det gik vildest for sig for et par vintre siden herhjemme, ramte vi vel en otte-ti graders frost til en af aftenkampene, så der er trods alt et stykke vej endnu. Så kommer der selvfølgelig hele spørgsmålet om den frosthårde bane, der kan være til fare for spillerne – men så er vi oppe i artiklens første halvdel om farlighed og ikke spørgsmålet om temperaturer alene.

Et andet hyppigt spørgsmål går på, at hvis dommeren nu har besluttet sig for at afbryde kampen, f.eks. på grund af torden – hvor længe kan denne afbrydelse så vare ?  Og igen er det et af disse herlige svar, der svarer til at sælge elastik i metermål: det afhænger fuldstændig af situationen. Både den vejrmæssige og den praktiske. Det vil altid være dommerens fornemste opgave at få kampen afviklet, hvis det overhovedet kan lade sig gøre – men selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor man er nødt til at sige A eller B.

Jeg oplevede det selv på nærmeste hold til en kamp i Litauen for to år siden. Vejrudsigten lød på risiko for spredte tordenbyger, og vi havde dagen igennem joket med, at nu havde det stort set ikke regnet i min del af Danmark i seks uger. Det skulle vi nok aldrig have gjort, for da vi nærmede os kl. 20, hvor kampen skulle starte, trak skyerne mere og mere sammen. Efter ca. 20 minutter begyndte tordenen at rumle i det fjerne. Den kom aldrig rigtig tæt på – men det gjorde regnen til gengæld. Efter 28 minutter måtte dommeren afbryde, fordi man dels dårligt kunne se spillerne mere for regn, dels var store områder på banen, bl.a. begge straffesparksfelter, nærmest under vand. At bolden dårligt kunne bevæge sig, var ikke en parameter for aflysning, men der var så meget vand, at der var pæn risiko for, at spillerne kunne vride om og komme til skade. Og så havde vi ellers balladen. Vejrudsigten sagde regnbyger stort set de næste 20 timer, det cypriotiske hold havde et morgenfly hjem, og der var 100 fans, der selv havde fundet vej til Litauen (og i øvrigt sang sig gennem hele forløbet med en formidabel entusiasme). Skismaet er, at en afbrudt kamp internationalt så vidt muligt skal fortsættes dagen efter. Dels var det ikke sikkert, at vejret ville være bedre, dels ville det indebære en frygtelig masse logistik med fly og hoteller.. Efter 66 minutter, to baneinspektioner med anførerne og tid til kort opvarmning var vi så klar til at fortsætte – dels var regnen stilnet meget af, dels havde diverse frivillige med alle forhåndenværende midler, bl.a. sneskrabere, fået ryddet det værste vand ud på løbebanen, samtidig med at banen selv sugede pænt.  Så vi kom igennem – selv om det selvfølgelig begyndte at vælte ned igen to minutter efter genstarten. Men heldigvis holdt det op i pausen, så vi kunne få sneskraberne i aktion igen – og gennemføre en rimelig 2. halvleg, som trods alt lignede en form for fodbold.    

Så i dette tilfælde var det helt OK med godt en times afbrydelse. Men det vil altid være en afvejning af praktik og hensyn til både spillere og tilskuere. Hvor længe kan man tillade sig at holde dem på vippen ?  Vi skal have kampen gennemført, hvis muligt – men der kan være logistik (eller en uforandret vejrudsigt), der tilsiger, at det er bedre at kaste håndklædet i ringen.