Livet er jo – i hvert fald efter manges opfattelse – én stor deadline, og sådan kan det også godt føles i perioder. I denne uge er der både deadlines her i huset og på Tipsbladet, så jeg skriver allerede tirsdag. Jeg ville ellers gerne have haft Nations League-semifinalen mellem Italien og Spanien onsdag aften med i kurven, men det må følge senere, hvis der opstår noget spændende. Efter sidste uges mulige udvisninger i Viborg og Paris (uden sammenligning i øvrigt) har det jo ellers været relativt fredeligt, og VAR har ikke skabt komplikationer. Tværtimod reddet et mål i kampen mellem AaB og SønderjyskE, som ellers i første omgang var blevet underkendt for hånd på bolden. Dette var virkelig VAR i den bedste udgave – et underkendt mål blev til godkendt, og en tildelt advarsel blev i samme anledning annulleret.
Men det giver mig så anledning til at tage nogle af de ting frem, som har hobet sig op i form af (større eller mindre) læserhenvendelser. Noget af det har været hængt til tørre i længere tid, og det beklager jeg selvfølgelig, men jeg plejer at nå det før eller senere. Det er typisk helt konkrete spørgsmål, som ikke kan bære en hel klumme, men de er gode til at fylde op, hvis man står med trekvart artikel – eller som her udgøre en klumme i sig selv i form af en lille kavalkade. Igen er alle henvendelser og spørgsmål meget velkomne, og for mig er det rart at have noget på lageret. Bevares, enkelte henvendelser kunne jeg da godt være foruden, når en dedikeret fan ikke er helt tilfreds med udlægningen af teksten, men 99 % foregår på et yderst sagligt niveau. Og så har man selv som forhenværende dommer en ret bred ryg (og den er ikke blevet mindre bred med årene).
En læser har spurgt ind til, hvad der sker, hvis f.eks. en målmand under en straffesparkskonkurrence løber ind i et rødt kort, eventuelt efter to advarsler. Det kunne være for usportslig opførsel (for nu om stunder får han jo en ekstra chance i forbindelse med selve udførelsen: går han for tidligt og redder, koster det nu i første omgang en påtale, dernæst en advarsel og først derefter en udvisning). Med andre ord kræver en udvisning for udførelsen alene, at målmanden er for tidligt ude tre gange. Men han kan jo lave mange andre ulykker – og de kan de andre spillere også. Jeg har oplevet i en Youth League-kamp, som trods alt er et pænt højt internationalt niveau, at markspillerne placeret i midtercirklen pludselig kom i klammeri. Dommeren løste det pragmatisk med nogle advarsler, men kunne såmænd sagtens have sendt de pågældende i bad før tid.
Nå, men til sagen: møder man en udvisning i en straffesparkskonkurrence, er der to forhold, der gør sig gældende. For det første må der ikke foretages nogen udskiftninger, i og med at det kun er de spillere, som er på banen ved kampens afslutning, som må deltage (der er en undtagelse omkring skade til målmanden – men ikke omkring udvisning til målmanden). Så hvis f.eks. målmanden bliver udvist, må en af de forhåndenværende markspillere på mål – og så skal det andet hold reducere tilsvarende, således at der altid er lige mange spillere til rådighed på begge hold. Så der er god grund til at tænke sig om som målmand – ikke nok med, at der skal en markspiller på mål, men modspillerne kan nu trække deres formodet svageste straffesparksskytte ud. Dobbelt straf. Omvendt så man for en håndfuld år siden i en Champions League-kvalifikationskamp mellem Ludogorets og Steaua Bukarest den bulgarske målmand blive vist ud, hvorefter markspilleren på mål pillede et par straffespark og blev matchvinder. Fodbold er nogle gange et forunderligt spil.
En anden læser (for at det ikke skal være løgn én af mine gamle arbejdskolleger) spørger underfundigt, om afstandsreglen er blevet afskaffet, for han synes ikke, at den overholdes ?
Jeg havde nær sagt tværtimod – vi har det seneste par år fået endnu flere afstandsregler: ved en muropstilling ved frispark skal angriberne være én meter fra muren, så vi ikke får det potentielt livsfarlige gnubberi derinde. Og når dommeren lader bolden falde, skal alle andre spillere end den, som bolden falder til, være fire meter væk. Men det er selvfølgelig den med de 9,15 meter ved frispark, som er i fokus. Det primære angrebspunkt fra læseren er de spillere, som stiller sig foran bolden for at forhindre en hurtig igangsættelse. Jeg føler nu ikke, at det er det helt store problem herhjemme, men internationalt (og primært syd for Alperne) kan det godt se påfaldende ud.
Men der er flere ting i dette. Spørgsmålet er, om der virkelig forhindres en hurtig igangsættelse eller ej. Der har de senere år været en helt klar tendens til, at hurtige igangsættelser er blevet et sjældent dyr på savannen – så skal der i hvert fald ligge en virkelig stor fordel i det. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor – men et mere eller mindre kvalificeret bud kunne være, at dødbolde nu om stunder er blevet en videnskab, og at de fleste hold faktisk foretrækker at få en indøvet standardsituation i stedet for den hurtige igangsættelse. Faktum er i hvert fald, at vi ser meget færre hurtige igangsættelser end før – og så er afstandsreglen pludselig af mindre betydning.
Samme læser irriteres også over, at dommerne insisterer på, at bolden skal ligge stille ved udførelsen af et frispark (det har nok også noget med den hurtige igangsættelse at gøre). Men her er der altså no mercy – man kan slække lidt på kravet om, at bolden skal ligge nøjsgtig på det græsstrå, hvor forseelsen blev begået, man kan slække på afstandsreglen, hvis der ønskes en hurtig igangsættelse – men kravet om, at bolden skal være i ro, er ufravigeligt. Det er det i øvrigt ved alle igangsættelser – kunne man forestille sig et straffespark leveret som en halvflugter, for nu at sætte tingene på spidsen ?
Så har jeg også en læser, som har set sig gal på begrebet ‘international linje’. Det kan jeg godt forstå, for det irriterer mig også grænseløst, og det er på ingen måde en officiel term, men den bliver til gengæld brugt til alle mulige undskyldninger og i alle mulige sammenhænge. En af de påstande, som jeg jævnligt møder, når jeg er ude til møder hos breddedommerne, er udsagnet om, at fodboldloven jo er ens for alle kampe, så hvorfor er der forskel ? Det er korrekt – men mange glemmer, at fodboldloven også rummer den godt gemte passus om, at dommere skal undlade at fløjte for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser. Og så er spørgsmålet, hvad der er bagatelagtigt ? Jeg har mødt adskillige, som meget gerne vil have en helt nagelfast sort/hvid definition på, hvad ‘bagatelagtig’ betyder. Men det kan man i sagens natur ikke give.
Ingen ved deres fulde fem vil påstå, at man kan afvikle FCK – Brøndby efter samme linje som det årlige hånerets-opgør mellem fiskerne og bønderne i serie 6 på den jyske vestkyst (det kunne lige så godt have været andre steder i landet – bare for at komme de krænkelsesparate i forkøbet). Hvad der er bagatelagtigt i den ene kamp, er det bestemt ikke i den aaden. Og selv i samme kamp kan det bagatelagtige fra 1. halvleg pludselig blive væsentligt i 2. halvleg, hvis kampen ændrer karakter. Det er det, som nogle kalder, at dommeren ‘strammer grebet’ – tja, han justerer sin fornemmelse af, hvad der er bagatelagtigt eller ej.
Vi vil alle gerne have kampe afviklet med så få afbrydelser som muligt – men i modsætning til, hvad mange tror, er det ikke dommeren alene, der lægger linjen. Han kan forsøge – men i sidste ende er det spillerne og deres reaktioner, der afgør, hvor vi lander. Ingen dommer vil overleve på mantraet ‘Idag vil jeg køre en høj linje’ – hvis spillerne ikke gider lege med. Så er det én mand mod 22, og det plejer sjældent at gå godt.
Men begrebet ‘international linje’ bryder jeg mig ikke voldsomt om – også fordi der godt nok er forskelle på forskellige dele af Europa på, hvad man mener er linjen. Lad os holde os til, hvad der i den givne situation er bagatelagtigt og tilgiveligt – og hvad der nødvendigvis skal skrides ind overfor, hvis tingene skal blive nogenlunde på sporet. Tag ikke fejl af, at hvis dommeren undlod at tage det bagatelagtige med i køber, men bare dømte efter fodboldlovens bogstav (og ikke dens ånd), ville vi ikke få 15 sekunders sammenhængende spil.