Vi fik rundet Superligaen af med et par overraskelser, og det bliver i den grad ikke et forår for små børn. Jeg kan ikke mindes noget så sindssygt som dette – at det kun er tre point, der skiller nr. 4 (Silkeborg) fra nr. 10 (Brøndby). Og i og med at stregen slås efter nr. 6, før vi går ind i nedrykningsspil eller slutspil, bliver der god brug for de beroligende piller rundt omkring. Der er fem runder frem til den første målstreg, og dér kan meget godt nok nå at ske.
Man kan så godt filosofere over, om det er et tegn på styrke eller svaghed, at Superligaen er så tæt. Det er vel et spørgsmål, som kalder på et svar midt imellem. Ingen ønsker sig formentlig en situation som i Skotland, hvor Celtic og Rangers stort set rydder bordet hver gang (fraset de år, hvor Rangers måtte ned og starte forfra efter en konkurs). Jeg har det selv sådan med mine helt neutrale øjne, at jeg synes, at det er forfriskende, at der er nye klubber, der blander sig i toppen.
Men om det skyldes, at niveauet generelt er sænket, så vi kører efter laveste fællesnævner, må mere fodboldkyndige gøre sig kloge på. Men det synes at være en tendens, som ikke bare er typisk for Danmark. Sverige har i denne sæson oplevet et historisk tæt opløb, før Häcken i sidste ende tog stikket hjem. Igen en overraskelse – men i hvert fald for mig herligt at se nye klubber stikke snuden frem.
Vi kom igennem sidste runde i Superligaen uden de store kontroversielle situationer, hvis man ser på det fra et dommersynspunkt. Jo, bevares, der var en annullering af en AGF-scoring i hjemmekampen mod FCK. Jeg har efterfølgende set AGFs Nicolai Poulsen være ude og proklamere, at han ikke forstår, hvordan han kunne blive dømt offside i den pågældende situation. Dertil kan jeg kun sige, at det må bero på simpelt ukendskab til reglerne.
Når jeg er i ondt og sort lune, plejer jeg at sige, at fodbold er det eneste spil i verden, som man kan spille, selv på højt plan, uden at kende reglerne. Selv i ludo er du nødt til at vide, hvornår du bliver slået hjem. Nicolai Poulsen generer helt åbenlyst målmanden ved sin placering og sine handlinger ved at forhindre ham i at nå frem til bolden. Det er nærmest, hvad man i England ville kalde ’a textbook example’, og jeg vil tage klippet med til de aspirantkurser, jeg forestår med mellemrum.
Men det kunne være, at man skulle overveje den tanke, som man i hvert fald for få år siden praktiserede i Skotland, nemlig at enhver ungdomsspiller, som skal på kontrakt, også skal have et kursus i reglerne. Naturligvis ikke et fuldt dommerkursus, for han skal jo ikke fungere som dommer, men en light version, så han ved, hvad der foregår omkring ham. Generelt synes jeg, at danske spillere er rigtig gode til at håndtere disse situationer – typisk efter devisen ’jeg synes det ikke, men det er jo dommerens skøn, og den kan dømmes’. Men der er desværre også undtagelser.
Men der er tid nok til at glæde sig til den 18. februar, hvor det hele går løs igen med AaB mod AGF. Det bliver et hæsblæsende forår – først med kampen om at være med i de rigtige seks, og derefter udskilningsløbet i de to slutspil. Det kommer ikke til at gå stille af – og det bliver heller ikke let for dommerne, for med en så tæt stilling er presset også uhørt. Det kommer vi til at bruge noget krudt på, når vi har træningslejr sidst i januar.
Men lige foran os står jo et VM i Qatar – med en besynderlig optakt, omstridt og forkætret. Lad mig sige, at jeg er enig i mange af de ting, som er blevet skrevet omkring VM. Både tildelingen af værtsopgaven og forløbet frem til starten. Senest så vi tirsdag TV2 blive forbudt at filme på åben gade, selv om alle akkreditiver var i orden og kunne fremvises. Man har åbenlyst et samfund, som skal vænne sig til et andet mindset og en anden virkelighed end den, som de kender. Det bliver sikkert ikke det eneste clash med virkeligheden, som de kommer til at møde. Alene mødet med en række fans, som opdager, at de ikke kan få noget stærkere end appelsinjuice, bliver interessant.
Men jeg kommer til at følge med i så meget, som jeg nu kan for at kunne rapportere videre. Jeg har set, at diverse fans og skribenter vil boykotte visningerne på TV, tænde TV’et og vende ryggen til osv. Med al respekt: bullshit. Det gør ingen forskel i det store billede, og det tjener ikke andet formål end at få højglanspoleret glorien. Jeg prioriterer spillet på banen – og kan godt huske, at der var masser af propaganda omkring VM i Rusland senest, og for den sags skyld også i Argentina tilbage i 1978. Men for mig er spillet inden for kridtstregerne det væsentlige, og så må man godt kalde mig naiv, men trods alt ikke mere naiv, end at jeg anerkender problemerne. Jeg har selv været i Qatar i forbindelse med et VAR-kursus og har kun mødt venlige mennesker, men jeg er da også fuldt bevidst om, at jeg langtfra har set det fulde billede.
Men jeg vil gerne slutte med at kaste et blik på dommerne, som er udtaget, og som jo uden tvivl på den ene måde eller anden får en hovedrolle. På godt eller ondt. Jeg skrev lidt om det i maj, men den menneskelige hukommelse er som bekendt kort, så nu tager vi lige en tur til.
Udtagelsen af dommere til et VM er altid en lidt betændt sag, fordi der ligger en geopolitisk prioritering med et vist antal dommere til hver konføderation. Ligesom det ikke er verdens 32 bedste fodboldnationer, der er med til VM, er det heller ikke nødvendigvis de bedste dommere. Argumentet er, at hvis dommere fra mindre konføderationer aldrig kommer ud til sådanne turneringer, bliver de heller ikke bedre. VM er verdensomspændende – og det gælder også dommerne.
Der er udtaget 36 dommere, hvor Europa står for de 11. Der er 69 linjedommere og 24 VAR-dommere. Når jeg lader blikket glide ned over navnene, er det i sagens natur de europæiske dommere, som jeg har bedst kendskab til. Og det ligner de rigtige, når der nu kun var 11 pladser. Bevares, et enkelt navn kunne jeg måske godt have tænkt mig byttet ud med et andet, men det er jo lige så meget et spørgsmål om personlig smag. Linjedommerne vil jeg ikke gøre mig klog på ud fra mit begrænsede faglige kendskab, men på VAR-siden (igen set fra et rent europæisk synspunkt) er det helt klart eliten, man stiller med.
Det interessante denne gang er, at FIFA for første gang har udpeget tre kvindelige dommere. Den europæiske, Stéphanie Frappart, er jeg helt tryg ved. Hun har dømt Champions League, Super Cup-finale og meget andet godt, og der er intet at komme efter. De to andre fra andre kontinenter glæder jeg mig til at se. Jeg vil håbe, at man tildeler dem nogle relativt ufarlige kampe fra start (hvis sådan noget ellers eksisterer ved et VM), så de lige kan finde niveauet. Det samme gælder i øvrigt de mandlige dommere – ikke noget ’MeToo’ her.
Og så har man Janny Skazwe fra Zambia med på herresiden. Ham vil mange muligvis huske fra seneste udgave af Africa Cup of Nations, hvor han fik fløjtet en kamp af for tidligt hele to gange og undlod at lægge tid på trods af et hav af udskiftninger og en VAR-hændelse. Den officielle forklaring bagefter var, at han var dehydreret, havde fået hedeslag og derfor ikke tænkte helt klart. Dehydrering er en hel sag for sig, men lige nu og her synes jeg, at det er fint, at FIFA ikke bare hugger hovedet af ham på den konto, men giver ham chancen her igen.