Så kom vi i gang igen, både med Champions League og med Superligaen, og nu kommer det ellers til at gå slag i slag de næste måneder. Vi fik en relativt fredelig start, men selvfølgelig med enkeltsituationer, som man kan få meget ud af, hvis man har lyst til det (og det har rigtig mange jo). Jeg springer med vilje hen over de mange straffespark / ikke straffespark-situationer, for dem er der ligesom gået inflation i at spekulere i.
Men lad os starte hjemme med topopgøret mellem Brøndby og Midtjylland, hvor en udvisning efter godt et kvarter stjal noget af billedet. Heggheim går direkte i ryggen på en Midtjylland-spiller, som har frit løb mod mål og i sit løb er endt inde i straffesparksfeltet. Utvetydigt straffespark og rødt kort. Flere har herefter spekuleret i, at Heggheim i stedet skulle have forsøgt at gå ind med fødderne, for så kunne det være blevet til et gult kort i stedet.
Det giver mig lejlighed til at repetere kriterierne omkring berøven af oplagt scoringsmulighed. Uden for straffesparksfeltet er der ingen tvivl: rødt kort under alle omstændigheder. Kommer vi ind i feltet, begynder det at blive tricky – og så alligevel ret simpelt. I straffesparksfeltet gives der rabat, hvis bolden er forsøgt spillet, for så bliver det røde kort til et gult. Det er en ændring, som kom for en håndfuld år siden efter mange års diskussion (ting sker ikke lige fra den ene dag til den anden på lovområdet). Klubberne mente det ikke rimeligt med den såkaldt ’tredobbelte straf’: straffespark, udvisning og karantæne. Så heraf rabatten. Personlig havde jeg hellere set, at man havde sløjfet karantænen, for det havde holdt fodboldloven mere ren. Men nu blev tingene, som de blev.
Hele idéen er, at hvis man har forsøgt at spille bolden, får man rabatten. Det vil i praksis sige, at forseelsen er nødt til at ske ved fødderne – for en forseelse med kroppen (f.eks. ved at gå i ryggen på en modspiller) kan aldrig betragtes som et forsøg på at spille bolden. Så det er helt korrekt, som flere har anført, at hvis Heggheim i stedet var gået ned i en glidende tackling, kunne han have været heldig. Det ville jo stadig være op til dommeren at skønne, om der var et forsøg på at spille bolden (og den var i en position, hvor det med rimelighed kunne lade sig gøre.
Jeg har med glæde konstateret, at ingen på nogen måde har anfægtet udvisningen (det manglede også bare), så når det kommer til de helt glasklare forseelser, er der heldigvis stadig nogenlunde konsensus herhjemme. Og nå ja, så var der en formodet scoring til Midtjylland, som blev underkendt efter et VAR-check, men den var også hundesvær at se udefra – og det er lige her, at VAR viser sin berettigelse.
Det var også værd at tilbringe et par timer foran skærmen mandag aften, da Vejle og AGF tørnede sammen. De opgør er altid garanter for et eller andet spændende (og så ikke et ord om det alt for spændende for et par år eller tre siden). Som første eksempel havde vi en Vejle-spiller, som var involveret i et voldsomt hoved til hoved-sammenstød med en AGF’er og måtte udenfor til yderligere behandling. Ikke desto mindre kom han kort efter ind igen, men måtte i sidste instans udskiftes.
Jeg skal på ingen måde anfægte den lægelige ekspertise på stedet (for der er heldigvis læge til stede ved alle superligakampe), men blot konstatere, at mulige hjernerystelser i den grad er et fokuspunkt, både herhjemme og internationalt. Der har været meget grimme eksempler fra udlandet – specielt ét fra Premier League med en Tottenham-spiller sidder på min nethinde. Der kører i øjeblikket også et forsøg med muligheden for en ekstra indskiftning ved mistanke om hjernerystelse. Så må vi se, hvad IFAB gør ved det, når de mødes om en uges tid. Der må aldrig være tvivl om, at spillernes sikkerhed er den absolutte første prioritet.
I samme kamp har vi en hånd omkring ansigtet på en Vejle-spiller, som kaster en advarsel af sig. Den har AGF senere appelleret og fået medhold i (og man skal godt nok være sikker i sin sag, eftersom det koster 25.000 kroner at appellere, som man dog får retur, hvis man får medhold).
Aktuelt synes det fair nok, for det er umuligt at se, om der rent faktisk er kontakt (det hjælper selvfølgelig heller ikke, at offeret er en af de bedst faldende i Superligaen). Men på et helt generelt plan: spiller man med armene i ansigtshøjde på modspilleren, løber man altså godt nok en risiko. Er der kontakt her, er der fast takst: det er kun kortfarven, der kan variere.
Apropos det med at tage en risiko springer vi til Champions League og kampen mellem PSV Eindhoven og Borussia Dortmund. Her var Mats Hummels efterfølgende stiktosset, efter at han havde nedlagt en modspiller til et straffespark. Og ikke nok med, at han var utilfreds med, at forseelsen blev dømt: VAR fik også en ordentlig svada, fordi de ikke greb ind.
Lad os tage det én ad gangen. Hummels sætter en voldsomt satset tackling (begge ben, knopper forrest) ind på angriberen. Han har held til at snitte bolden, men efterfølgende pløjer hans ben modspilleren ned. Hvis vi lige ser bort fra det faktum, at en så rutineret forsvarsspiller som han burde være alt for klog til at anbringe sådan en tackling, er dette et skoleeksempel på, at man ikke bare har fripas, fordi man spiller bolden. Den efterfølgende kontakt er slet ikke rar.
Og så er der lige VARs rolle. VAR skal gå ind og vurdere på klare og åbenlyse dommerfejl. I og med, at der ubetinget er kontakt mellem de to spillere, forårsaget af Hummels, er vi allerede forbi punktet med klare og åbenlyse dommerfejl. Tager man de meget positive briller på, kan man måske kalde det en 80-20 situation, men den skal VAR stadig holde sig fra. På samme måde, som VAR også skulle holde snuden væk, hvis straffesparket nu ikke var blevet dømt.
En læser har stillet spørgsmål om udførelsen af straffespark (sammen med diverse andre ting). Det skal jeg nok vende tilbage til snarest. Der har også på det seneste været en del debat omkring det såkaldte ’blå kort’. For det første er det blå kort (som i givet fald skal uddeles ved diverse forseelser , som vil medføre advarsel og 10 minutters udvisning) stadig et forsøg. For det andet skal sådan noget først vedtages, før vi vil begynde at beskæftige os med det. Lige nu kender vi kun forsøget fra diverse pressemeddelelser. For det tredje er det jo i substansen ikke anderledes end det, som vi i forvejen gør herhjemme. Og er der så spørgsmål, skal vi nok sende spørgsmål ned til IFAB. IFAB bekymrer sig kun om spørgsmål fra nationalforbund og de paneler, som de selv har nedsat. Ellers kunne de også få nok at lave.
Således kom vi til vejs ende med ugens indlæg – nu vil jeg ruste mig til den storm, orkan og andre grimme ting, som DMI har været så elskværdige at love os natten til fredag.