Flere har spurgt til ugens klumme, eftersom der ikke var nogen i sidste uge. Nogle har endda spurgt, om jeg var kastet på porten. Men selv en frivillig klummeskriver må kunne tillade sig at holde en friuge, når andre ting kalder. Nu skulle der være klart skib et stykke tid fremefter – og så skal jeg nok sørge for at annoncere det, så ingen bliver urolige. Det er ellers ikke det, som jeg holder mest af, fordi det jo også kunne indikere, at jeg var væk fra matriklen. Men i sidste ende stoler jeg på, at alarm, nabohjælp og andet godt nok skal kune klare den side af sagen.

Bortset fra det har det været en uges tid med nogle ting fra diverse-hylden – herunder ting, som jeg har diverteret med til hudløshed. Men noget vil bare ikke dø – f.eks. VAR. Det er fuldstændig fair at mene om VAR, hvad man vil – men det, som virkelig kan tænde mig af, er når folk giver det skylden for alt muligt, som VAR ikke har nogen som helst indflydelse på. Bare folk dog ville sætte sig ind i muligheder og umuligheder for VAR, før de røg til tasterne (eller det, der er værre). Men selvfølgelig, det sælger gode overskrifter og clickbaits (som det vist hedder på nudansk). Vi kunne bare bruge tiden på noget mere frugtbart.

Vi kan jo starte med Barcelonas præsident Laporta, som i den grad brokker sig over, at en bold omkring målstregen i sidste weekends El Classico ikke blev dømt inde. Fejl er altid noget møg – men en eventuel skyld skal adresseres det rigtige sted. VAR har intet som helst at gøre med, om en bold er inde / ude eller hvad. Der er simpelthen ikke noget kamera direkte på mållinjen. Nogle medier har gravet et kamera frem, som viser situationen – og det giver så alligevel ikke noget bevis, fordi det er fra en let forskudt vinkel. Vi skal stadig huske, at for at en bold er inde, skal hele bolden fuldstændig have sluppet hele stregen. Og eftersom linjen er er todimensional, mens bolden er tredimensional, giver det i sig selv nogle problemer, medmindre man har et kamera stående direkte på mållinjen – og det skal være direkte, for selv en afvigelse på fem centimeter kan ændre billedet totalt. Det er røget ind på lystavlen hos de fleste herhjemme – men tilsyneladende ikke alle steder i udlandet.

Man kan bare tænke en enkelt gang på Englands 3-2 mål mod Vesttyskland i VM-finalen 1966 – og den diskussion lever endnu trods alle hånde tekniske undersøgelser og rekonstruktioner efterfølgende. At det så er en gåde for mig personlig, hvordan det mål bliver anerkendt, hvis man tager linjedommerens placering i betragtning, er underordnet. Tvivlen hænger stadig i luften – og dér bliver den nok hængende. Linjedommeren har i øvrigt fået opkaldt nationalstadion i Azerbadjdan efter sig og endda med en statue foran, men det er en anden historie. Jeg har selv været der, og man taler stadig med stolthed om ham.   

For at vende tilbage til Laporta, så var træner Xavi heldigvis mere afbalanceret, men ikke mindre ærgerlig. Men han adresserede i det mindste problemet til det rette sted, nemlig den manglende mållinjeteknologi, som er hundedyr, men i betragtning af de pengesummer, som strømmer ind til klubberne, var det måske en investering værd, selv om det er hændelser, som optræder meget sjældent. Nå, men nu er jeg ikke sat i verden for at give råd til den spanske liga (det ville jeg sikkert heller ikke slippe godt fra).

Flere refleksreaktioner omkring VAR kom fra Nottingham Forests stab i den forløbne uge. Dels VAR og dels den påstand , at fjerdedommeren skulle være Luton-tilhænger. Du milde kineser – alle forbund har habilitetsregler, og hvis de er overholdt, så er alting jo godt. Hvor dybt kan man synke ?  I det hele taget synes jeg at Forest dukker rigtig ofte op på nethinden, når man taler brok efter kampen. Jeg er på ingen måde partisk, når det kommer til de afgørende kampe, men jeg ville godt undvære udtalelser fra en klub på dette niveau, medmindre der er substans i det.    

Så har vi lige et par af de mere kuriøse at slutte af på.

I den norske kvindeliga møder vi en situation, hvor en træner løber ind på banen og fysisk bremser en modspiller i en omstilling. Angiveligt mener han, at bolden har været ude forinden. Jeg mindes en – dog værre situation – fra kvindernes Champions League i håndbold for nogle år siden, hvor træneren fra Hypo Niederösterreich løber ind og nedlægger en spiller i et meget afgørende kampmoment. Den norske træner bliver selvfølgelig udvist med rødt kort, og hans klub overvejede kortvarigt (dvs. en dags tid) at nedlægge protest mod udvisningen. Det opgav de heldigvis – og godt for dem, for situationen er klokkeklart beskrevet i fodboldloven. Det er et glaskart rødt kort. Spørgsmål om karantænelængde er som sædvanlig helt uden for denne klummes regi.

Og for at vende tilbage til de hjemlige breddegrader har vi situationen fra sidste weekend, hvor dommeren i Brøndby – FC Midtjylland ved sin placering tilsyneladende får en FCM-forsvarer til at miste et skridt, så Brøndby kan score.

Det er uheldigt, men uanset om man kan lide det eller ej, hører det altså til i tilfældighedernes verden, ligesom så meget andet i en fodboldkamp. Fodboldloven foreskriver godt nogle tilfælde, hvor dommerens indflydelse skal medføre et spilstop, men det er i tilfælde af, at dommeren rører bolden og får indflydelse på det videre forløb. Vi gør meget ud af, at dommeren selvfølgelig altid skal placere sig, hvor han får mindst mulig indflydelse – men på den anden side kan det nogle gange være svært at foregribe spillerens løbebane. Min peronlige rekord som aktiv er vist i en danmarksseriekamp tre gange i løbet af de første fem minutter at løbe i vejen for den samme midtbanespiller, indtil vi blev enige om, hvem der løb hvor. Vi kendte heldigvis hinanden fra tidligere, så igen sure miner dér – men dommerudvikleren var forståeligt nok ikke begejstret.

Stillet helt firkantet og måske lidt polemisk op, så SKAL dommeren være på banen jævnfør fodboldloven – spillerne KAN være der, hvis de i øvrigt opfører sig ordentligt. Det laver ikke om på, at det er uheldigt, når situationer som den i Brøndby indtræffer, men det tjener FC Midtjylland til ære, at de tog situationen som ærgerlig, men noget, som sker.  En attitude, som jeg godt kunne savne andre steder, både herhjemme og i det store udland.

Regnen vælter ned udenfor, men det påstås at være forår. Min gamle ven solsorten og hans kolleger (jeg tror, at vi har en halv snes inden for hørevidde) er i hvert i fald ikke i tvivl, hverken ualmindelig tidlig morgen eller sen aften).

Vi går ind til nogle afsindig spændende sidste runder i Superligaen, både når det gælder medaljer og nedrykning. Nærmere følger…